Vi forelsker os jo stadigvæk

Andreas Lindbjerg Nielsen

Det er et under, at vi dag efter dag står op og giver os i kast med livet – også selvom det til tider er tungt. For præsten i Nødebo Præstegaard, Eva Holmegaard Larsen, sker der en lille opstandelse, hver gang det, der tynger mest, ender med at opløse sig selv.

- Hvis man vil mærke evigheden tæt på, kan man sætte sig under et træ en tidlig julimorgen.

Ordene er Eva Holmegaard Larsens. Hun har været sognepræst i 28 år, de sidste 23 år i Nødebo og Gadevang sogne. Hun har vidst, at hun ville være præst, siden hun var seks år gammel.

- Den tidlige morgen emmer næsten af evighed. Det kommer op af græsset, det lyser gennem bladene. Der er stille på en måde, så man kan høre den store sang vibrere gennem det hele.

”Den store sang” er også et af Eva Holmegaard Larsens ord. Man kunne også sige ”det evige under” eller opstandelsen. For nu at blive i det poetiske sprog, som falder præsten i Nødebo Præstegaard meget naturligt.

Mange små opstandelser

Når Eva Holmegaard Larsen taler om opstandelse, så handler det ikke kun om, hvad der skete påskemorgen, hvor Bibelen beretter om Jesus, der stod op af graven. For opstandelse kan være mange ting. Små oplevelser af uventede glæder. Af at livet skubber os videre. Døre, der åbnes, når man troede, de alle sammen var lukkede.

Selv oplevede hun det at møde kærligheden igen som et sandt under.

- Det var helt uventet, og jeg var stadig i sorg over mit forliste ægteskab. Man mister så meget, når man bliver skilt. Man mister sin historie og sammenhængen i sit liv. Man mister sine drømme. En skilsmisse skaber ringe af sorg, der breder sig langt ud og berører både børn, familie og venner. Men der sad jeg i min ruin og mødte min nuværende mand. Kærligheden kom uventet og overrumplende, og ja – som en stor nåde. Tænk at få lov til at opleve kærligheden igen. Det var som at få åbnet døren ind til mere, end jeg havde turdet håbe på. 

Det kan godt virke provokerende at sige i en tid, hvor vi tror, at vi selv skal styre og fikse alt, men sommetider er det faktisk okay at give op. 

Sognepræst Eva Holmegaard Larsen

Det er okay at give op

Eva Holmegaard Larsen oplever det som et lille under, hver gang alle de bekymringer, hun går rundt med, viser sig at løse sig selv. Det har lært hende, at man sommetider må slippe kontrollen og erkende, at man ikke kan styre alt.

- Opstandelsens store under er, at vi vil møde Gud i vores livs fremtid, og at vi derfor skal leve ud af opstandelsens kraft. Kort sagt skal vi leve ud fra et overskud og med tillid til den magt, der bærer livet, siger Eva Holmegaard Larsen.

Der er få ting, der kan tage glæden så meget fra hende, som når hun forkrampet bekymrer sig om noget og forsøger at styre det.

- Men når jeg så indser, at det ikke er i min magt at få det til at forsvinde, så sker det jo gang på gang, at tingene løser sig alligevel. Det kan godt virke provokerende at sige i en tid, hvor vi tror, at vi selv skal styre og fikse alt, men sommetider er det faktisk okay at give op.

At slippe sine bekymringer kræver dog, at man øver sig. En god måde at gøre det på er ifølge Eva Holmegaard Larsen at øve sig i bøn og taknemmelighed. 

- Jeg lever på en stor taknemmelighed over de mange uventede glæder, jeg har fået lov at få. Alle de bekymringer for mine børn, der viste sig ubegrundede. De mange gange, gode mennesker har givet mig støtte og styrke og bogstavelig talt rejst mig op.

Eva Holmegaard Larsen, sognepræst i Nødebo Præstegaard, har vidst, at hun ville være præst, fra hun var seks år gammel. Foto: Miklos Szabo

Vi forelsker os jo stadigvæk

Når man taler om opstandelse og lysets sejr over mørket, er det næsten umuligt at komme udenom coronakrisen som det altoverskyggende fælles vilkår lige nu. For Eva Holmegaard Larsen er det oplagt, at man kan hente trøst og håb i påskens under og troen på opstandelse:

- I påskens fortælling kommer kvinderne ud til en tom grav, og de er rystede i deres grundvold af sorg og afmagt. Og de hører englen sige ”frygt ikke, han er opstanden” og tager det til sig. For måske er det i livets skælvende stunder, hvor vi er ude af os selv af sorg eller glæde, at vi kan høre Guds ord. Vi kommer i kirke, når vi er i vores følelsers vold, for at høre dette ”frygt ikke”. Det er med skælven i hjertet, vi kommer og får vores børn døbt, eller bliver gift eller begraver vores døde. Eller fordi vi er blevet ramt af en epidemi, som gør os bange. For kroppen véd noget, som hovedet sommetider er længere om at forstå. Der er nogle erkendelser, som går uden om hjernens analytiske center, og som vi må forstå gennem andre kanaler, med vores liv og følelser.

Coronatiden har rystet os. Og for Eva Holmegaard Larsen er det nærmest forunderligt, at vi ikke er bukket under af det mørke og den isolation, vi har været igennem i umenneskeligt lang tid. 

- Selvfølgelig har krisen været hårdere for nogle, men grundlæggende har vi levet videre på trods af situationen. Vi forelsker os jo stadigvæk. Vi får stadig børn. Vi lever videre med vores skælvende menneskehjerter - og det er da et under.

Selvfølgelig har krisen været hårdere for nogle, men grundlæggende har vi levet videre på trods af situationen. Vi forelsker os jo stadigvæk. Vi får stadig børn. Vi lever videre med vores skælvende menneskehjerter - og det er da et under.

Sognepræst Eva Holmegaard Larsen

Samler på stjernestunder

Eva Holmegaard Larsen forsøger selv at samle på de øjeblikke, hvor almindelig stresset og kedsomt hverdagsliv et øjeblik fortrylles af godt og varmt selskab og løftes op i det, vi somme tider kalder stjernestunder.

- I sådan et øjeblik kan man fornemme, at det er øjeblikke med evighed i. Jeg tror, det er derfor, Grundtvig kan digte om Guds evighed som der, hvor med venner i lys vi tale.

Hun er fuldt ud bevidst om, at hun som præst lettere tolker de mange gange, solen er brudt igennem de mørke skyer, som opstandelse og et tegn på Guds skabende nærvær.

- Jeg tror på, at Guds morgenrøde omslutter tilværelsen, og det gør mig grundlæggende tryg og taknemmelig. Men jeg mener også, at der ligger stor styrke og livsmod i at kunne takke. Kan man takke, kan man rejse sig igen og igen. Ikke fordi der ikke er meget at sørge og græde over. Men der er sandelig også meget at takke for. Og når regnestykket en dag skal gøres op, er jeg overbevist om, at der er mere at takke for end at græde over.

Læs mere fra serien Mærk livets under

Læs mere om eksistens