Meningsløshed

Jeg kan nogle gange ikke abstrahere fra følelsen af meningsløshed

Lisbeth Brocelius Meléndez

Giver det mening at tale med en præst om en følelse og oplevelse af en grundlæggende meningsløshed, når man ikke ser sig selv som troende og har det lidt stramt med religion? Det gjorde det for Adriana. 

Adriana er 39 år, og i det store hele kører det for hende. Hun bor med sin kæreste og deres to drenge i et hus på en villavej uden for Aarhus. Hun har et godt job på Aarhus Universitet, og hun har gode venner, som hun elsker at hænge ud med. Alligevel har Adriana i mange år bokset med en følelse, der ikke vil lade hende være: “Hvad er meningen med det hele?” Indimellem er følelsen så stærk, at hun ikke kan abstrahere fra den.

Adriana besluttede sig for at tale med en præst om det. Hun ville prøve at få en sjælesorgssamtale. 

- Jeg har ikke snakket med en præst om ting, der betød noget for mig personligt. Jeg har nok haft et lidt ambivalent forhold til det religiøse i løbet af mit voksenliv, hvor jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg egentlig tænkte om det.

Adriana var kun 15 år gammel, da hun mistede sin mor efter et voldsomt og meget kortvarigt kræftforløb. Fra diagnosen blev stillet, gik der kun 20 dage, så døde hendes mor. Udover sin egen sorg skulle Adriana også forholde sig til sin fars sorg. Han gik helt i stykker over sin kones pludselige død og begyndte at drikke. Det bragte ham i kontakt med Anonyme Alkoholikere, som blandt andet gør brug af et religiøst sprog, og det kom til at farve Adrianas syn på religion. 

- Det religiøse blev hurtigt forbundet med noget ret tungt og noget med nogle gotiske bogstaver over min fars seng. Tidligere kunne min far godt tage lidt pis på den slags, men pludselig var det hele meget tungt, fortæller hun.

Den unge og sorgfulde Adriana gik rundt i den vestjyske by, hvor hun voksede op, og havde et lille håb om, at præsten, der kort forinden havde konfirmeret hende, ville få øje på, at hun ikke trivedes. Men det skete ikke. Ordene om næstekærlighed var åbenbart bare ord, tænkte hun. 

- Jeg er sikker på, at der er mange andre mennesker, der har haft oplevelser med præster, hvor det var mere personligt og mere nært. Det har jeg længe haft lyst til selv at prøve. 

Jeg kan bare konstatere, at jeg ofte har svært ved at abstrahere fra følelsen af meningsløshed

Adriana

Da Adriana var 28 år gammel, døde hendes far. Hun har ingen søskende, og pludselig var der ikke længere de livsvidner i hendes liv, som kunne hjælpe til, når minder fra barndommen pludselig blev lidt rodede eller uklare. Det at mangle begge forældre udløste en identitetskrise. Men om det er derfor, hun oplever en tilbagevendende følelse af meningsløshed, ved hun ikke med sikkerhed. 

- Måske havde jeg alligevel haft den følelse, selvom begge mine forældre havde været her i dag. Måske er de her eksistentielle overvejelser bare noget, der hører med til at være mig. Jeg forestiller mig, at mange andre mennesker også sidder med samme følelse. Jeg kan bare konstatere, at jeg ofte har svært ved at abstrahere fra følelsen af meningsløshed.

Følelsen sætter sig igennem på mange måder. Det kan være i det små, for eksempel på jobbet, hvor det handler om formål og mening med enkelte arbejdsopgaver. Det kan være magtesløsheden over at blive konfronteret med lidelse og fattigdom ude i den store verden. Og behovet for mening sætter sig også igennem på det eksistentielle plan. Også her har Adriana brug for det vindende argument.

- Jeg er ikke i tvivl om, at livet er alt muligt værd, siger Adriana og understreger, at følelsen af mening ikke mangler i forhold til sin familie med kæreste og børn. Selvom hun oplever stor meningsfylde dér, så kan hun ikke ryste den grundlæggende, nagende følelse af meningsløshed af sig. 

Et af præst Anni Albæks billeder på, hvordan hun ser sjælesorgssamtalen, er hvor præsten for en stund bliver en medvandrer, hvor man sammen kigger på det landskab og den fortid, der ligger bag, og hvor man sammen skuer ud over det landskab, man bevæger sig igennem.

Disse tanker blev udfoldet i en sjælesorgssamtale med sognepræst i Aarhus, Anni Albæk. 

Anni Albæk har “pænt mange” sjælesorgssamtaler om alt muligt, der opleves svært. Men hvor typisk er det, at mennesker kommer og taler om en meningsløshed lig Adrianas? 

- Jeg tror, at spørgsmålet “hvad er meningen?” ligger underliggende i alle samtaler. Det er ikke hos alle, at det er det, der er i forgrunden, men jeg tror, det fylder mere for det postfaktuelle menneske, end vi regner med. Med det mener jeg, at det enkelte menneske i dag skaber sin egen virkelighed, man vælger selv sine fakta og dermed sin egen tolkning og tydning af tilværelsen. Er man der, hvor der ikke er en fælles tydning af tilværelsen, så er der heller ikke en fælles meningsskaber, og dermed bliver meningen et individuelt ansvar, og det er hårdt. Det handler i høj grad om menneskets selv-legitimitet. “Går jeg an som menneske i verden?” Det kan være i forhold til uddannelse, seksuel orientering og identitet. Dermed bliver det de livsvilkår, som vi er sat i, der bliver sat spørgsmålstegn ved. I dag er det en typisk opfattelse, at vi i høj grad selv vælger vort eget liv, så derfor bliver vi selv ansvarlige for det, og giver os selv skylden, hvis noget ikke går op.

Anni Albæk understreger, at det at tale med en præst ikke er et ”quickfix”, og præster må vare sig for at forsøge at fikse folks liv. Det handler om at være til stede med det andet menneske og bevidne det, som det andet menneske deler fra sit liv. Og hvis det handler om at finde meningen, så er det ikke det, man skal forvente, at præsten leverer. 

- Der er en stor mening – den med stort M. Men den kender kun Gud. Og vi får den først på den anden side af døden. I stedet kan man tale om, hvad der er meningsfyldt. Der kan vi komme ned i noget, der er nærmest banaliteter. Det kan være, når jeg får et grineflip med min søn, når jeg ringer til min mor, og hun er glad eller når en veninde siger, “du betyder noget for mig”. Det handler om relationen til andre mennesker. Det er sjældent, folk siger, at det er meningsfyldt, at kontoen bugner. Det er, når livet leves i relation til andre, at det bliver meningsfyldt, og så tror jeg, vi er tæt på en stor mening, for Gud er også relationel. Og når vi er i relation til andre, så byder vi det meningsløse imod, siger Anni Albæk og fortsætter:

- Når man oplever meningsløshed, så går det oftest på ens egen eksistens – det er en eksistentiel oplevelse af tilværelsen. Men når du er i relation til andre, så sker der øjeblikke af selvforglemmelse, og så kommer du i virkeligheden tættere på eksistensen, end når du kroger dig ind i sig selv. Det er jo paradoksalt, men det er sådan, det er.

Anni Albæk kommer i tanke om en af Davids Salmer fra Bibelen – Salme 8:

"Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?"

- Der kan ligge en trøst i at se sig selv som en lillebitte skabning, for deri er der lagt så megen storhed. At vi er skabt i Guds billede betyder, at vi har en lighed med Gud. Og Gud selv er relation, siger Anni og peger på den kristne gudsopfattelse af Gud som en treenighed, hvor Faderen, Sønnen og Helligånden er ét. 

- Gud er i relation med sig selv. Dermed giver det god mening, at vi som mennesker, med vores gudbilledlighed, også lever af at være i relation til andre. 

I forhold til selve sjælesorgssamtalen, så kan der også dér opstå mening – både for den, der kommer til præsten, deler og får bevidnet sit liv for en stund, men også for præsten:

- Det kræver et lille spring fra begge parter. Man går derud, hvor man ikke kan bunde, hvor der ikke umiddelbart er et svar. Men hvis vi går derud, hvor vi stirrer meningsløsheden i øjnene, så er det som om, den forsvinder lidt. Den store meningsløshed forsvinder måske ikke, men det kan alligevel ske i samtalen, at den bliver mindre, eller måske får man endda øje på meningsfylde.

Som ved mange andre møder mellem mennesker, så kræver det ofte mod at mødes i en sjælesorgssamtale. 

- Mod er et skønt ord. Mod på livet. Og livsmod er vigtigt. Det er ikke altid, vi er klar over, når vi har det, men vi ved, vi mangler det, når vi taber det. Livsmod er at vove et lille stykke af livet og blive sårbar – også i samtalen, siger Anni Albæk.

Adriana ønskede jo at få et møde med en præst, hvor det kunne blive nært og personligt. 

- Det indfriede samtalen. Nu har jeg prøvet at gå til psykolog, hvor jeg skal dele noget om mig selv, men psykologen bliver ikke selv personlig eller deler fra sit eget liv. Der er ikke en gensidighed, det er mere klinisk og koldt. Det forstår jeg godt, at det må være sådan, men jeg søger noget mere personligt. Hos Anni følte jeg mig godt mødt. Hun fortalte også, hvordan hun selv kan opleve meningsløshed. Det var meget nænsomt og omsorgsfuldt, siger Adriana. 

At Anni Albæk i løbet af samtalen inddrog ord og tanker fra Bibelen, skræmte ikke Adriana.

- Det var okay. Vi var jo i øjenhøjde, så det var ikke min oplevelse, at det var noget, jeg partout skulle tage til mig. Hun fortalte, hvad der virker for hende, og jeg oplevede ikke, at det var noget, jeg blev påduttet. Det gav mening for mig. Det var bare spændende for mig at høre, for jeg var nysgerrig på at høre, hvordan hun skaber mening. Jeg synes, hun var god til i samtalen at være tro over for, hvor jeg var i samtalen, og hvad jeg står med. 

Der er overvundet en barriere for Adriana. Hun er åben for at tale med en præst igen.

- Helt sikkert. Jeg tror dog, jeg vil have et behov for at opleve præsten først – for eksempel høre vedkommende prædike. Fordi jeg netop ser det, der sker i samtalen, som en menneskelig relation. Så kan jeg få tillid og lyst til at betro mig til det menneske. Men jeg tror, jeg vil tale med Anni igen. Det vil være nærliggende, når vi har startet samtalen. Jeg fik et godt indtryk af hende og synes, det var nemt at snakke med hende. Der er meget i tiden om diversitet, men jeg tror, det er oplagt for mig at tale med en jævnaldrende kvinde som Anni. Det vil være mere intuitivt for mig, for der er også noget i livscyklussen, der i spil.

På trods af Adrianas forbehold over for det religiøse, ser hun det som en god mulighed, at man kan opsøge en præst og få en samtale, som hun har fået, og derfor vil hun også anbefale andre at gøre det. 

- Jeg oplever egentlig tit, at jeg er den mest skeptiske i de relationer, jeg har – netop i forhold til kirke og præster. Men jeg synes, det er en fantastisk mulighed, at det findes. På den måde vil jeg anbefale andre at overveje en sjælesorgssamtale, hvis de kunne tænke sig at snakke med nogen, hvor det er knap så psykologiseret, men hvor det mere er en medmenneskelig samtale. 

Under sjælesorgssamtalen gav Anni Albæk to billeder på, hvordan hun ser sjælesorgssamtalen. Hvor præsten for en stund bliver en medvandrer, hvor man sammen kigger på det landskab og den fortid, der ligger bag, og hvor man sammen skuer ud over det landskab, man bevæger sig igennem. Eller præsten kan være den samtalepartner, der fungerer som gelænderet, når man går op ad en trappe. Et sted, hvor man kan holde fast. De billeder gav mening for Adriana:

- Jeg tænkte, at det var fine billeder på samtalen. Det var også sådan, jeg forestillede mig, samtalen skulle være. At det nok ikke var sikkert, at vi fik tingene løst, men det handler mere om at dele det med nogen og være fælles om at se på problematikken, så på den måde fungerede især gelænderbilledet, som en støtte, rigtig godt. Det var sådan, jeg oplevede at få sjælesorg. 

Sjælesorg

Sjælesorg betyder omsorg for sjælen og er de samtaler, du kan have med en præst, om lige præcis det, du går og tumler med. At dele sine tanker med en, der gerne vil lytte, kan nemlig være en lettelse i sig selv.

 

Hvis du vil have en sjælesorgssamtale, skal du bare henvende dig til en præst, der er ansat i folkekirken. Det koster ikke en krone. Samtalen kan foregå i kirken, hjemme hos dig, på telefonen eller som chat på Sjælesorg.nu.

 

Læs mere om sjælesorg i folkekirken her: Sjælesorg