Socialt arbejde
Folkekirkens Feriehjælp

Folkekirkens Feriehjælp

Mange børnefamilier i Danmark har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk. Det betyder tit, at børn i disse familier ikke får mulighed for at komme på ferie.

Projektet Folkekirkens Feriehjælp hjælper de familier med at betale og arrangere en uges ferie.

Det sker

Ferierne bliver holdt i uge 27 og 28 i Helsingør Ferieby, Rørvig Feriecentret, Faaborg Feriecenter og Vigsø Feriecenter.

Familierne får mulighed for tid på egen hånd og mulighed for at deltage i fællesaktiviteter, som de frivillige arrangerer. Det kan være udflugter, fisketure, forlystelsesparker eller noget fjerde.

Vil du søge feriehjælp?

Sognene, der deltager i projektet, kan tilbyde dårligt stillede familier i deres eget sogn at komme på sommerferie i uge 27 eller 28. Hvis du og din familie er interesseret i at deltage på ferien, kan du kontakte dit lokale kirkekontor eller din lokale menighedspleje og høre, om de er med i projektet.

Spørg din lokale kirke, hvordan du ansøger, eller kontakt Samvirkende Menighedsplejer, der står bag projektet, på telefon 36 46 66 66 eller på feriehjaelp@menighedsplejer.dk, hvis du har spørgsmål.

Krav

For at få et ferieophold må forældrene i en familie ikke tjene mere, end hvad der svarer til den højeste kontanthjælp. Familien skal have hjemmeboende børn under 18 år.

Hvis en forsørger er på SU eller folkepension, kan familien ikke deltage i Folkekirkens Feriehjælp.

Kirken og arbejdsmarkedet betaler

Arbejdsmarkedets Feriefond er den suverænt største sponsor i projektet. Hvert sogn, der deltager, giver et beløb, og Samvirkende Menighedsplejer lægger også penge i puljen.

Vil du være frivillig?

Ønsker du at være frivillig, kan du kontakte et sogn, der deltager i projektet, eller Samvirkende Menighedsplejer. Der er brug for frivillige til at være kontaktpersoner og dermed bindeled mellem familier, sogne og Folkekirkens Feriehjælp. Kontaktpersoner står blandt andet for at videreformidle informationer til deltagere og andre frivillige.

Du kan desuden tilmelde dig som frivillig ferieleder. Det gør du ved det nærmeste sogn, der deltager i projektet.