Overvejer du dåb
Dåben er en invitation til fællesskabet

Dåben er en invitation til fællesskabet

Barnedåben er en smuk ceremoni til at tydeliggøre, at barnet er en del af et fællesskab, synes Mette Wendelboe Okkels, der designer strikkeopskrifter under aliaset PetiteKnit.

Mette Wendelboe Okkels bor i Aarhus med sin mand, Niels, og deres fire børn. Den yngste datter blev døbt i september 2020, da hun var ni måneder gammel. Foto: Mette Wendelboe Okkels

Fortalt til Nanna Rønnov Johansen

Med vores ældste datters dåb lagde jeg egentlig ikke så mange tanker i det. Altså jeg var slet ikke i tvivl om, at vi skulle have hende døbt. Men jeg tror, det mest var for traditionens skyld. Jeg kommer ikke fra en særlig religiøs familie – vi er nok nærmere kulturkristne. Men at døbe hende føltes som det helt rigtige at gøre. Hun blev døbt i kirken i Saksild, hvor jeg selv kommer fra.

Det var nok snarere min mand, der tvivlede på, om det nu var nødvendigt. Men han skiftede egentlig ret hurtigt holdning, da jeg sagde: ”Du kan i det mindste lige tage stilling, når vi har snakket med præsten”. Dengang var der en rigtig sød præst i Saksild, som på en måde har været vores familiepræst. Så jeg vidste, at når han først mødte hende, ville han være overbevist. For ham handlede det om at finde ud af, at præster ikke er sådan nogle hellige nogle. Hun var totalt nede på jorden, sjov og god at snakke med.

I dåbssamtalen med præsten snakkede vi om kirkefællesskabet, men også om at være en del af et fællesskab i samfundet. Det betyder rigtig meget, at vores børn er en del af noget, og netop det, at dåben er en invitation til fællesskabet, er så fint. Det giver os en følelse af, at de aldrig er alene. Der er altid et fællesskab at være med i, om det så er et familiefællesskab, i samfundet eller i kirken. Man kan jo godt være en del af fællesskabet uden at blive døbt, men dåben er bare sådan en smuk ceremoni til at tydeliggøre det.

Da vores søn blev døbt i 2016, valgte vi at blive gift samtidig. På det tidspunkt arbejdede min mand, der er læge, på psykiatrisk afdeling i Risskov. Der er en hospitalskirke i hovedbygningen på det gamle psykiatriske hospital, og vi fik lov at blive gift og holde barnedåb der. Vi fik også lov at få vores præst fra Saksild til at vie os og døbe vores søn. Den dag havde vi inviteret rigtig mange, vi var nok 70 eller sådan noget, og da det var en sommerdag, var festen efterfølgende udendørs. Det var ret fint.

Dagen fik en særlig betydning senere hen. Det var den 19. juni, som både er min søns dåbsdag, vores bryllupsdag og min mands 30-års fødselsdag. Præcis en måned efter døde min mor i en ulykke. Så det var sidste gang, vi så hende. Efter den episode begyndte ceremonierne i kirken at betyde meget mere for os alle sammen. Begravelsesceremonien var meget smuk og vigtig i vores sorgproces, fordi den markerede afskeden og den her overgang i livet. Dåben fik også en ny og mere nuanceret betydning, fordi den markerede en anden overgang i livet.

Vores tilhørsforhold til kirken er noget, vi siden hen har tænkt over. Jeg har fundet ud af, at kirken er der, når man har brug for den. Så jeg føler ikke – i hvert fald ikke med vores to sidste børn – at vi bare har døbt dem, fordi ”det gør man”. Det er et valg, som vi har lagt mange tanker i.

Jeg synes ikke, vores børn lider skade eller ikke har noget frit valg. Det er jo ikke sådan, at vi har givet dem en tatovering i panden. Eller at de er mærket for livet, hvis de vælger at blive buddhister, når de bliver store. Vi har bare inviteret dem til et fællesskab, som i vores øjne har nogle gode værdier. Det er jo det, vores pligt er som forældre: At opdrage børnene med nogle gode værdier og danne dem efter vores bedste overbevisning. Vi har valgt, at de skulle døbes og blive en del af et fællesskab, og vi har læst Børnebibelen for dem. Det er en flot kulturarv og dannelse, vi gerne vil give dem. Og hvis de senere vil melde sig ud af folkekirken, er det selvfølgelig okay med os. Det bliver vi ikke sure over.