En tidsrejse i mamalukker og lækkert hår:

Konfirmationstøj 
gennem tiden

Gulvlange gevandter, lårkorte skørter, mamelukker, blondehandsker, blomstrede slips og habitter i umage farver. Hop med på en 76 år lang tidsrejse gennem konfirmationstøjets historie - fortalt i billeder af folkekirken.dk's læsere.

Af Line Sass og Charlotte Kongsgaard Nielsen

Når et nyt kuld konfirmander hvert år stiller sig op for at blive foreviget af fotografen, er det mere end blot et billede af unge, forventningsfulde mennesker i deres fine tøj. 

Det er også et lille stykke historie fremkaldt på blankt fotopapir. Et tidsbillede, der fortæller os om strømninger, idealer, om knappe tider, opsving, om tidens tanker og tendenser. Og i visse tilfælde om modediller, som nogen nok vil håbe på, har fået sin sidste tur i modemøllen.

Historie fortalt gennem læsernes fotoalbum

Folkekirken.dk efterlyste billeder af konfirmationstøj blandt vores læsere og følgere på sociale medier. Og det er strømmet ind med skønne billeder af konfirmander gennem 76 år.

Der er både lårkorte, lånte, omsyede og nedarvede kjoler, posede og stramme, strikkede veste, farverige jakker og spraglede slips. Og hvert billede gemmer på en lille historie, der sladrer om tidens trend og strømninger. Endda er en konfirmationskjole gået i arv og brugt 57 år senere.

Vi starter i 1946 og slutter i 2022. God tur!

Jenny Melchiorsen, 1946. Privatfoto

Jenny Melchiorsen

- Stoffet er faldskærmsnylon. Min mor syede kjolen, men det var svært, for man kunne ikke få nylontråd dengang. Kjolen blev senere syet om til en bluse. Jeg har de fine sølvsmykker på, jeg fik i gave. Uret blev købt for pengegaverne og kostede 165 kr. Skoene solgte jeg senere for 5 kr. til min storesøster, der var sygeplejeelev.

Tove Rugtved, 1958. Privatfoto

Tove Rugtved

- Konfirmation på palmesøndag, 1958. Min mor syede min kjole.

Hanne Mose, 1964. Privatfoto

Hanne Mose

- Jeg blev konfirmeret 12. april 1964. Lyserødt skærf, hvide handsker og sko med hæl samt permanentet hår. Jo, så var man næsten voksen.

Vibeke Thomassen, 1965. Privatfoto

Vibeke Thomassen

- Jeg blev konfirmeret den 2. maj 1965. Den 13. maj 2022 blev mit barnebarn konfirmeret i samme kjole. 

(Se billede længere nede, red.)

Pia Kirsten Bertram, 1968. Privatfoto

Pia Kirsten Bertram

- Kjolen var i A-facon, ærmerne ligeså, fuldstændig enkel. Den var ret kort. Efter nogle få dage hjalp en veninde mig med at klippe noget af og sy den op. Den nu endnu kortere kjole brugte jeg en del i nogle år efter. Jeg var meget glad for den.

Helle Thorngaard Jessen, 1970. Privatfoto 

Helle Thorngaard Jessen

- Konfirmation i Redsted Kirke på Mors 1970. Jeg sov ikke hele natten, fordi jeg havde min mors stikkende papillotter i, så min page kunne bukke fint. Kan se jeg også har hvide handsker på, det har jeg dog ingen erindring om. Kjolen kan vel næppe blive mere lårkort.

Kirsten Vindum, 1977. Privatfoto

Kirsten Vindum

- Jeg arvede kjolen fra min søster, og så rettede min mor den lidt til, så den ikke var helt magen til. Det sort/hvide foto er fra blå mandag. Den dag, hvor man ejer hele verden og er totalt sej! Billedet er fra en fotoboks. Min konfirmationsdag var 8. maj 1977, så jeg har lige haft 45 års jubilæum. Utroligt som tiden dog går og løber.

 

Leif Hygild, 1970'erne. Privatfoto

Leif Hygild

- Hvid rullekrave, vest og bukser i fløjl. Og lækkert hår.

Mette Kunckel, 1980. Privatfoto

Mette Kunckel

- Jeg blev konfirmeret i Jyllinge kirke den 20. april 1980. Jeg havde en buksdragt (pilotdragt) på.

Tina Berg Jensen, 1981. Privatfoto

Tina Berg Jensen

- Kjolen var helt enkel med elastik i taljen, og ellers gik den lige ned. Den kostede 200 kr. ved Busted i Silkeborg. Ikke den jeg ønskede mig, men valgt ud fra de nedsatte modeller året før.

Dorthe Agnes Jørgensen, 1982. Privatfoto

Dorthe Agnes Jørgensen

Jeg blev konfirmeret 7. maj 1982 i Sdr. Vilstrup Kirke ved Kolding. Kjolen blev lånt hos naboen, som selv havde syet den til sit eget barnebarn. Der var hætte på og elastik i taljen. Var overhovedet ikke 'kjolepige' dengang - det er jeg i dag.

John Schmidt, 1983. Privatfoto

John Schmidt

- Jeg blev konfirmeret i maj 1983.

Louise Eltved Krogsgård, 1990. Privatfoto

Louise Eltved Krogsgård

- Her er jeg 6. maj 1990 Thise Kirke, Brønderslev Kommune. Mamelukker, handsker og flæser passede perfekt med ny permanentet hår. Pigerne havde små buketter og alle fik en salmebog med navn.

Lise Kold, 1994. Privatfoto

Lise Kold

- Min mosters brudekjole blev syet om til konfirmationskjole til min ældste søster i 1986, så havde min anden søster den på i 1988, og så blev det min tur i 1994. Min mor insisterede på, at vi skulle have samme kjole på, og så fik vi lov til selv at vælge farvet silkebånd. Dengang syntes jeg, det var virkelig træls, men i dag elsker jeg hendes beslutning. Det bandt os søstre sammen, og det viste en respekt og en ydmyghed over for de ressourcer, der var at gøre med. Vi havde ikke mange penge, men min mor havde sparet sammen, siden vi blev født. Da min bror blev konfirmeret i 2002 fik han også kjolen på - dog kun kortvarigt til festen efter kirken. Jeg har kjolen hængende og vil da se, om jeg kan overtale min datter til at have den på om syv år.

Michael Vajhøj, 1995. Privatfoto

Michael Vajhøj

- Den 7. maj 1995 var jeg så “heldig” at være klædt således. Moden har heldigvis ændret sig siden da.

Michael Sejer, 1996. Privatfoto

Michael Sejer

- Jeg blev konfirmeret i maj 1996.

Maria-Louise Sønderskov Fast, 2006. Privatfoto

Maria-Louise Sønderskov Fast

- Jeg blev konfirmeret den 6. maj 2006.

Ida Marie Louise Mortensen, 2022. Privatfoto

Vibeke Thomassen

- Den 13. maj 2022 blev mit barnebarn konfirmeret i samme kjole, som jeg havde på i 1965. Det er man jo stolt af.

Tak til alle, der har delt deres billeder med os.