Fortsæt til hovedindholdet
Konfirmationshistorier
Konfirmeret i nitter og laser: Kostumet er Rinas skjold mod verden

Konfirmeret i nitter og laser: Kostumet er Rinas skjold mod verden

Da Rina Bjerring Pedersen blev konfirmeret, var der ikke langt fra kirke til kulisse i en zombie-film. Dagen var stærkt inspireret af tv-serien 'The Walking Dead' af en helt særlig årsag.

Rina Bjerring Pedersen blev konfirmeret i Gødvad Kirke den 15. maj 2022. På billedet er hun på vej ind i kirken sammen med præsten Jakob Hjørnholm til toner fra seriens soundtrack. Foto: Privat

Line Sass, Astrid Højbjerg

Da Rina Bjerring Pedersen i søndags blev konfirmeret, kunne kirken have været kulisse i en ny, dansk horror-film.

Inspireret af den amerikanske tv-serie ’The Walking Dead’ var Rina nemlig klædt ud som en zombie-bekæmper, der kæmper for at gøre verden et bedre sted. Imens spillede soundtracket fra serien inde i den ellers normalt idylliske middelalderkirke i Gødvad ved Silkeborg.

Kostumet tog opmærksomheden

Det lyder utraditionelt, og det er det også, men det er der en særlig grund til:

Rina har svær PTSD og autisme og har som helt lille fået amputeret begge ben som følge af sygdom. 

Hun har derfor ofte i sit liv oplevet, at folk kigger og peger på hende, og det gør hende utilpas. Udklædningen gjordet det nemmere for Rina at være i fokus i kirken, fordi den gav hende følelsen af, at folk ikke kiggede på hende, men på kostumet, der er inspireret af tv-serien.

- Kostumet er Rinas skjold mod verden, og det rummede kirken. Vi ved godt, det er en utraditionel konfirmation, og at det er på grænsen. Derfor er vi også taknemmelige for, at det kunne lade sig gøre. Rina var ikke blevet konfirmeret, hvis det skulle foregå på almindelig vis, fortæller Rinas mor, Ulla Jørgensen.

Bibelske referencer i zombie-land

Kjolen er en gammel brudekjole, som Rina selv klippet til og revet i stykker. Den er inspireret af tv-serien, hvor hovedpersonerne har viljen til at fortsætte, når livet gør modstand.

Det er en fortælling, Rina kan se sig selv i, og det fangede sognepræst Jakob Hjørnholm ret hurtigt:

- Da jeg besøgte Rina og hendes forældre for at tale om, hvordan vi skulle tilrettelægge konfirmandundervisningen, så jeg, at hun var vild med serien ’The Walking Dead’, som jeg også selv er vild med. Der er rigtig mange bibelske referencer i serien, så jeg planlagde konfirmandundervisningen ud fra den, fortæller sognepræst Jakob Hjørnholm, der sammen med en anden præst har undervist Rina og resten af sognets konfirmander.

Den bedste oplevelse 

Da Rina fortalte de to præster om sin idé, blev det mødt med stort engagement. Og for at give Rina præcis den konfirmation, hun ønskede sig, blev den afholdt som en sær-konfirmation med Rina som eneste konfirmand. På den måde skulle der ikke tages højde for øvrige konfirmander og familier.

Og det havde en enorm betydning, fortæller Rinas mor, Ulla Jørgensen:

- Rina har ikke fået lov til at have et almindeligt børneliv. Der er meget, hun er gået glip af. Men fordi præsterne sagde, at 'nu går vi all in', så fik hun den konfirmation, hun drømte om. De formåede virkelig at se hende som menneske. Og at få hende til at føle sig rigtig.

Rinas kjole er en gammel brudekjole, som hun selv har rettet til og malet på. Foto: Privat