Ressourcebank

Studiekreds i sognet - om kontrol

Af religionspædagogisk konsulent Marianne Arup Fischer

Studiekredsen forløber over 2 x 2 timer, f.eks. fra 17.45-19.45. Den tager udgangspunkt i barndommens umiddelbarhed og barnetro som modsætning til oplevelsen af at skulle have livet under kontrol.

1. gang

 

  • Kl. 17.45: Andagt i kirkerummet kl. 17.45. Præludium
  • Vi synger Barndommens land, nr. 134 i Højskolesangbogen

Barndommens tone er nu slået an med Benny Andersen. Barndommen har ikke bare én tone, men mange. Barndomsbeskrivelser kan både indeholde længslen efter det rene, uskyldige, og en længsel efter at blive taget hånd om, at få lov til at slippe kontrol og ansvar.

Og hvad et barn egentlig er har vekslet gennem tiden. Hvor vi i dag kan ha en tendens til at opfatte børn som nogen, der skal høres og har deres egen stemme, så var det bestemt ikke sådan på Jesu tid. Dengang havde børn ingen værdi. Man regnede dem ikke for noget før de blev voksne, - de vise var de gamle. Derfor var det faktisk meget forargeligt at Gud viste sin kærlighed til mennesker i et spædbarn. Og ikke mindre mærkværdigt at Jesus som 12-årig belærte de gamle vise i templet.

I aften først rette blikket mod hvordan barndom/ barnets stemme opfattes i kirken – gudstjenesten og derefter tale om hvordan vi selv oplever det – hvad barnetro er.

Da jeg begyndte at tænke over ”Barnet” – hvordan jeg skulle gribe aftenen i aften an, begyndte at tænke over salmer – så var det Ingemann, jeg kom til at tænke på. Hvem har skrevet mere barnlige salmer – i betydningen ”lige til hjertet-salmer” end ham?

Med Ingemann kan vi få fokus på, hvad det barnlige ”kan” eller kan være udtryk for.

 

Nu titte til hinanden er skrevet af Bernhard Severin Ingemann (1789-1862). I sin ”Levnedsbog” fra 1862 fortæller han om hvordan man i naturen med barnets nysgerrige øjne kan få øje på Verdens-altet, den store sammenhæng, som for Ingemann var Gud. Gud kunne man finde alle vegne, og Guds herlighed var at finde på jord. Selv på flade Falster, hvor Ingemann voksede op i farens trygge præstegård.

Som tiårig mistede han sin far; og denne tidlige erfaring af døden og det efterfølgende håb om en evighed ses tydeligt i flere af hans salmer. Måske det, vi vil kalde barnetro?

Ingemann var den yngste af otte søskende og en eftertænksom dreng, der holdt af at færdes i naturen.

Det dyr, som han beundrede mest, var sneglen, som Gud har havde at bygge et lille rundt hus på ryggen, som den kunne krybe op af den stejleste træstamme med. Det kunne svanen ikke klare med sine store hvide vinger. Da han fortalte de voksne det, synes de pludselig, at sneglen var en lille tusindkunstner.

Ingemann så, hvordan barnets blik på verden kan lære voksne indsigter og dybder, som forstanden har svært ved at få øje på. Selv hvis forstanden prøver at bortforklare de poetiske sandheder, som ligger gemt i tilværelsens usynlige egne, vil barnets fantasi afsløre skønheden og storheden.

”Nu titte til hinanden” er langt fra så sorgløs, som den synes ved første øjekast. Den er skrevet til morgensang på asylet om lørdagen, den ugedag, hvor Jesus lå i graven.

Hvis man ser omhyggeligt efter, kan man i ”Nu titte til hinanden” finde flere associationer til døden. I vers 2 græder øjet. I vers 3 står vuggen lige så ubevægelig (den har ingen gænge), som var det en kiste ”på jord”. Senere i verset tales om blomster fra paradiset enge. I vers 4 bæres barnet op til Gud.

Da Ingemann skrev salmen, var børnedødeligheden meget stor, så de fleste familier kendte til det. Barnets død bliver den undertone, som man kan læse ind i det ellers lyse digt. Også de dyr, Ingemann fortæller om: orm og snegl i vers 1, har hentydning til døden. Sneglen kendes fra Salmernes Bog kapitel 58 vers 9, hvor der står: ”… som sneglen, der opløses i slim, som et dødfødt barn, der aldrig får solen at se”. Ormen er det dyr, der lever i gravenes mørke.

Når børnene skal ”opslå” deres øjne, bliver det altså mere en blot at vågne til en ny dag; det bliver en opvågnen til et helt nyt liv i evighed. Lad os synge ”Nu titte til hinanden” igen og denne gang lytte efter både den barnlige begejstring for verden og efter de mere mørke toner. (Læs evt. mere om Ingemann på B.S. Ingemann-Selskabets hjemmeside.)

 

  • Læs fra Markusevangeliet kapitel 10, 13-16:

”Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.  Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.«  Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Find den sætning, der siger dig mest, er mest provokerende eller bare falder dig i øjenene, og streg den under.

Lad os læse vores sætninger højt for hinanden. Skriv så lidt ned om, hvorfor I har valgt den sætning.

 

  • Kl. 18.15: Kaffe og gruppearbejde: Barnetro og længslen efter barndommen
  1. Fortæl hinanden så meget I har lyst til om jeres sætning og om, hvorfor den sagde jer noget.
  2. Hvordan var synet på barnet, da I var børn?
  3. Hvad forbinder I med ”at være barn”?
  4. Har I oplevet som Ingemann, at jeres fantasi havde værdi?
  5. Vi skal blive som børn igen for at komme ind i Guds rige – Hvad tror I, Jesus mener med det?
  6. Snak om, hvad det vil sige at have en ”barnetro”.
  7. Har jeres tro udviklet sig, siden I var børn? Hvis ja, på hvilken måde?
  8. ”At være vis er at give barnet i sig selv plads” er der nogen, der har sagt – hvordan forstår I den sætning? Er I enige?
  9. Er der en forbindelse mellem ”at tro på Gud” og ”at være vis”?
  10. Læs teksten til ”Barndommens Land”. Kender I længslen efter det uskyldige?
  11. Kender I længslen efter, at andre passer på én? – Hvis ja, hvornår oplever I det så?

 

  • Kl. 19: Sammen gennemgår vi, hvad grupperne har talt om

     
  • Kl. 19.40: Afslutning i kirkerummet

Sæt jer eller læg jer på en bænk. Placer kroppen godt. Mærk fødderne i gulvet. Mærk hvor I hviler på bænken. Ret opmærksomheden mod åndedrættet. Mærk, hvordan du ånder ind – Gud giver dig livet – og mærk, når du ånder ud, at du bruger livet. Hvordan livet pulserer i din krop. Prøv at finde barnet dybt inde. 

  • Læs igen Markusevangeliet kap. 10, 13-16. Det høres måske anderledes efter samtalen.
  • Fem minutters musik, Fadervor og velsignelsen.
  • Til sidst synger vi Du som har tændt millioner af stjerner, nr. 787 i Salmebogen

 

2. gang

 

  • Vi synger Med store undrende øjne, nr. 122 i Højskolesangbogen

Barndommens undrende tone nu slået an med Halfdan Rasmussen. Barndommen har ikke bare én tone, men mange. Barndomsbeskrivelser kan både indeholde længslen efter den undren, barnet har – den rene, uskyldige – og også en længsel efter at blive taget hånd om, at få lov til at slippe kontrol og ansvar.

I aften skal det handle om begrebet ”at være Guds barn”, og hvornår vi ikke opfatter os selv som det. Derfor skal det også handle om at være ”Guds voksne”, for tit når vi tror, vi er ”Guds barn” opfører vi os, som om vi er ”Guds voksne”.

Rigtig mange af os vil nemlig gerne skrive under på, at ”vi er Guds børn”, men når vi så zoomer lidt mere ind på det, går det måske op for os, at vi snarere tænker på os selv som ”Guds voksne”. Derfor skal vi i aften både tale om at være barn og om at være voksen – at være undrende og nysgerrig og så at tage ansvar og kontrol – sådan at vi måske kan blive mere bevidste om, hvornår vi gør det ene, og hvornår vi gør det andet. For som voksen er det jo også meningen, at vi skal tage ansvar og har en vis mængde ting under kontrol i vores liv. Vi kan ikke kun leve i en barnlig ubekymrethed og være som markens liljer og himlens fugle.

Da jeg begyndte at tænke over det med at være Guds barn, faldt Grundtvig mig i tankerne, fordi han beskriver, hvordan vi kan have tillid og tro på, at Gud passer på os.

Grundtvig kaldte selv ”Sov sødt, barnlille” for en ”Vuggevise for Guds-barnet”.

En vuggevise for Guds barn, stor som lille – barn som voksen. Grundtvig beskriver dåben som det sted, vi kan hente tryghed, og hvor vi har lov til at være små. «Gudsfingrene grande slog kors for din pande. Guds Enbårnes røst slog kors for dit bryst, thi skal ingen djævel dig skade.”

Salmen er en trøst og opmuntring for os, når vi møder modgang i livet. Måske tænker I også sådan om dåben, som Grundtvig gjorde, at den er med til at give jer tryghed. Det kan også være, at det ikke er i dåben, I finder trygheden. Selv har jeg faktisk ikke tænkt om min dåb på den måde – at den gav mig styrke og tryghed, når jeg har været bange. Noget af det, vi blandt andet skal tale om i aften, er, hvor vi kan finde tryghed, og hvor vi har lov til at være små.

For egentlig så har vi voksne det jo bedst, når vi har styr på tilværelsen, kontrol over vores liv. Udfordringen er bare, at vi ikke kan have styr på alt. Det gælder i forholdet til andre mennesker, det gælder i kærligheden – ja, i alt muligt forskelligt, der kan ramme os: arbejdsløshed, svigt, sygdom. Vi kan umuligt at tage ansvar for alt i livet.

Når vi f.eks. bliver tilstrækkeligt syge, har det tilstrækkeligt elendigt, har vi mennesker bare lyst til at blive børn igen på en eller anden måde. Slippe al ansvar og kontrol. Psykologerne kalder det at regrediere, og inden for psykologien vil man helst undgå det – for psykologiens mål er jo at give mennesker mulighed for at tage magt over situationen og genvinde kontrol over deres liv. Derfor er det ikke godt, hvis vi bliver barnlige.

Men i troen er vi Guds børn. At kaste sig ud i troen er at tilkendegive, at der er en instans over os selv. Det betyder ikke, at vi skal acceptere tingene, som de er, og lukke af for det, der plager os. At vi skal stoppe med at tage ansvar for det, vi kan. Det er også vigtigt, at vi holder fast i protesten, i at der er noget, vi synes er urimeligt. Men når vi er kommet ud i disse urimelige forhold, hvor vores egen magtgrænse er nået, skal vi kunne sige "Det ansvar, som jeg kan magte, det skal jeg nok tage mig af, men det er ikke mig, der bestemmer over livet. Jeg har ikke kontrol over livet. Gud – nu er jeg den lille"

Når vi ser på vores liv, så kan vi tegne tre cirkler omkring os: i den, der er tættest på centrum, ligger alt det, vi kan kontrollere og har ansvar for: hvornår vi står op, om vi vil se tv, gå på arbejde eller løbe en tur, etc. I den næste er alt det, der bekymrer os: trafikken, vejret, storpolitik, sygdom, andre mennesker - alt det, vi kan gå og bekymre os om, fordi vi ved, at her har vi ikke kontrollen. Vi har måske indflydelse, men helt under vores kontrol er det ikke. I den tredje cirkel har jeg skrevet Gud, for en del af det, vi bekymrer os for, har hverken vi eller andre mennesker kontrol over. Vi skal alle dø, vi kan ikke kontrollere kærligheden eller forelske os på kommando.

Jeg vil nu bede jer udfylde de tre cirkler. Hvad er under jeres kontrol, hvad har I delvis indflydelse på, og hvad må I overlade til Gud. Der kan være ting, I synes skal stå i flere af de tre cirkler.

  • Lyt til musik, mens deltagerne skriver i kontrol/bekymringscirklen

Dilemmaet er, at hver gang der er noget, der betyder noget for os, vil vi også gerne have kontrol over det. Og det er jo logisk nok, for vi vil nødigt miste det, der er afgørende for vores liv. Samtidig er kærligheden der kun, når den modtages frit i et rum uden manipulation og kontrol. Og i vores forhold til Gud er det jo sådan, at Guds magt begynder dér, hvor vores egen holder op.

  • Vi synger igen Sov sødt, barnlille, vers 1-3, mens vi tænker på de ting, vi har skrevet i bekymringscirkelen

Guds magt begynder dér hvor vores egen magt eller kontrol ophører. Det bruges der forskellige billeder i Bibelen til at fortælle os. Et af dem er Gud som den gode hyrde.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, 
han leder mig til det stille vand.

Han giver mig kraft på ny, 
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.

Selv om jeg går i mørkets dal, 
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.

Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.

Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

 

Find den sætning, der siger dig mest, eller en sætning, der falder dig i øjenen, og streg den under.

Lad os læse vores sætninger højt for hinanden. Skriv så lidt ned om, hvorfor I har valgt den sætning.

 

  • Kl. 18.15: Kaffe og gruppearbejde: Tillid og kontrol

1. Tal med hinanden om jeres kontrolcirkler, om hvad I tænker I selv har kontrol over/ansvar for og hvad I overlader til Gud. Og hvad I sætter midtimellem.

2. Er der noget hos dig selv, som du prøver at få mere styr på: brug af mobiltelefon, cigaretter, alkohol, sovevaner, flødeskumskager? Hvilken drøm om forandring er det, der gemmer sig i forsøget på at få kontrol?

3. Findes der noget, du ikke har lyst til at have kontrol over?

4. Hvornår er det nødvendigt at give slip på kontrollen? Kan man give for meget slip?

5. Tal om salme 23. Er det billede af Gud, der kommer til udtryk i salmens forskellige vers i overensstemmelse med jeres.

6. Forbinder du Gud med tillid eller kontrol?

7. Fortæl om engang, hvor du følte, at du mistede kontrollen. Hvordan var det?

8. Kan man kan øve sig i at slippe kontrollen? Hvordan?

9. Hvad indeholder begrebet kontrol for jer hver især?

10. Hvordan hænger kontrol og ansvar sammen?

11. Betyder din egen tro noget for dit forhold til kontrol og ansvar?

12. Hvordan bliver Gud beskrevet af Halfdan Rasmussen i ”Med store undrende øjne”? Hvordan er beskrivelsen i forhold til jeres billede af Gud?

13. Hvordan bliver Gud beskrevet af Grundtvig i ”Sov sødt, barnlille” af Grundtvig? Hvordan er beskrivelsen i forhold til jeres billede af Gud?

 

  • Kl. 19.40 Afslutning i kirkerummet

Sæt jer eller læg jer på en bænk. Placer kroppen godt. Mærk fødderne i gulvet. Mærk hvor I hviler på bænken. Ret opmærksomheden mod åndedrættet. Mærk, hvordan du ånder ind – Gud giver dig livet – og mærk, når du ånder ud, at du bruger livet. Hvordan livet pulserer i din krop. Prøv at finde barnet dybt inde.

 

Gud er din hyrde, der er ingen grund til at være utryg, urolig eller usikker.

Gud lader dig ligge på en grøn eng, der løber en kilde ved siden af.

Gud gir dig kraft og styrke igen. Gud viser vejen fro dig, du behøver ikke selv spekulere over så meget.

Selv om du oplever, at du er i mørkets dal, at angst, sygdom og fortvivlelse er tæt på, så er der ingen grund til at være bange.

Gud er hos dig. Gud er din stok. Gud er din stav. Gud er din trøst.

Gud dækker bord for dig foran dine fjender, foran uro, usikkerhed og utryghed. Foran smerte, sygdom og splittelse.

Gud dækker bord for dig og hælder olie ned af dit hoved. Dit bæger er fyldt. Du er ikke alene med dine fjender.

Godhed og troskab følger dig så længe du lever. Du vil altid bo hos Gud.

 

  • Stilhed
  • Fem minutters musik, Sindsrobønnen, Fadervor og velsignelsen.
  • Sindsrobønnen
    Gud, giv os tålmodighed
    til at acceptere det, vi ikke kan ændre,
    mod til at forandre det, vi kan 
    og visdom til at se forskellen
  • Vi synger Du som har tændt millioner af stjerner, nr. 787 i Salmebogen.