Kirke og stat
Hvem understøtter hvem?

Hvem understøtter hvem?

Folkekirken og den danske stat er uløseligt forbundet i et gammelt grundlovssikret ægteskab. Men hvem understøtter egentlig hvem? Og hvordan?

På et tidspunkt i ethvert ægteskab med mange år på bagen kommer det tidspunkt, hvor man helt har glemt, hvem der bragte hvad med ind i forholdet.

Sådan kan man også beskrive det gamle ægteskab mellem den danske stat og folkekirken. Selvom det ikke er en statskirke, men en folkekirke, er der nemlig et historisk og grundlovssikret forhold, som går mange år tilbage.

LÆS MERE: Fra pavekirke til folkekirke

Men hvad betyder det, når grundloven slår fast, at staten understøtter folkekirken? Og hvad er folkekirkens forpligtelser overfor staten? Hvem understøtter hvem, hvordan? Økonomisk, juridisk og i alt det, som ikke sådan lader sig måle og veje.

Staten har gevinst af samarbejdet

Det er svært at omregne den gensidige støtte til kroner og ører. Men professor og tidligere økonomisk overvismand Nils Kærgaard har gjort forsøget, og ifølge hans udregninger er det staten, som har gevinst af samarbejdet.

Folkekirken betaler nemlig omkring dobbelt så meget som statstilskuddet tilbage til staten gennem blandt andet personregistrering og kirkegårdsdrift. Men det kan altsammen kun lade sig gøre, fordi staten opkræver folkekirkens medlemsbidrag gennem kirkeskatten. Statstilskuddet betaler præstelønninger, og kirken står for vedligeholdelse af kulturarv.

Det er en med nutidens øjne ulogisk sammenblanding af opgaver, som dog har sine historiske grunde. Men hvad betyder denne sammenblanding på det juridiske område?

LÆS MERE: Kirke og stat

Ulogisk, men praktisk god balance

Ifølge juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra SDU er der en praktisk god balance mellem folkekirkens grundlovssikrede særstatus og Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel om diskrimination. Selvom der ikke er principiel klarhed, har grundlovens paragraf fire om statens understøttelse af folkekirken vist vist sig at fungere godt i praksis. Og idet man ikke er tvunget til at betale medlemsbidrag igennem kirkeskatten, er det ikke i strid med menneskerettighederne.

Højesteret har desuden afvist, at det er diskrimination, at en post på finansloven, - statstilskuddet, som altså ikke tages af den frivillige kirkeskat, går til folkekirken. Det skyldes, at det ikke er en direkte betaling, men en indirekte betaling.

Sten Schaumburg-Müller mener i det hele taget, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol meget fornuftigt holder sig tilbage, når det gælder de juridiske detaljer i forholdet mellem kirke og stat i de enkelte lande, da de ofte er historisk begrundede.

De immaterielle poster

Biskop i Haderslev Stift, Marianne Christiansen, har peget på, at folkekirken også understøtter staten og fællesskabet med alt det, som ikke kan prissættes. Herunder forkyndelsen, sammenhængskraften, kor, foredragsvirksomhed, koncerter, læsegrupper osv. Samt med betydningen af, at vi alle får plads ved siden af hinanden på kirkegården, at vi kan samles på tværs af alle skel til livsbegivenheder og ritualer, og at vi har et rum, som ikke forudsætter nogen personlige præstationer.

Ifølge biskoppen bidrager alt dette til et samfund, hvor mennesker har noget at sige hinanden og noget at dele og bære ansvar for. Derfor må staten have en vis interesse i, at det enkelte menneske føler sig kaldt på og mener at have et ansvar. Et levet fællesskab lokalt, hvor mennesker af kød og blod har noget at sige hinanden og noget at tage vare på sammen. Også uden for kirkerummet.

Høring om kirke og stat

Se hele høringen om forholdet mellem kirke og stat, som ovenstående uddrag stammer fra her.