Fællesskab
Måltidet bekræfter fællesskabet

Måltidet bekræfter fællesskabet

Når vi spiser sammen, mindes vi, at vi er en del af det samme fællesskab, fortæller teologiprofessor Hans Jørgen Lundager Jensen. Det samme gjorde Jesus og hans disciple i påsken. Deres, og dermed kristendommens fællesskab, er åbent for alle.

Ved nadveren genopfører præsten Jesus' påskemåltid med disciplene og fastholder idealet om, at alle er velkomne i fællesskabet, siger professor Hans Jørgen Lundager Jensen.

Lea Holtze

Nogle fisk svømmer i stimer. Nogle fugle flyver i flok. Vi mennesker danner også fællesskaber, og i modsætning til dyrene er vi i stand til at indgå i mange forskellige – for eksempel når vi mødes for at synge, danse eller spille fodbold.

Men det mest fundamentale fællesskab udspiller sig rundt om et måltid. Sådan var det formentlig i urtiden, når bær og en nedlagt okse blev delt. Sådan var det for Jesus og hans disciple under den sidste nadver i påsken. Og sådan er det den dag i dag.

Det fortæller Hans Jørgen Lundager Jensen, der er professor i teologi og religionsvidenskab ved Aarhus Universitet.

Måltidet er det fundamentale fællesskab

- Jesus og hans disciple dannede et fællesskab med hinanden. En bevægelse imod majoritetssamfundet, der gik imod den stærke militære og statslige magt, som ville tage livet af dem. Hele påskefortællingen handler om, at det ikke lykkes, fordi denne lille bevægelse var i et fællesskab med Gud, forklarer Hans Jørgen Lundager Jensen og fortsætter:

- Skærtorsdag spiser Jesus den sidste nadver med sine disciple for at bekræfte deres fællesskab. Måltidet er det mest fundamentale fællesskab, vi kender, fordi det forbinder fællesskabet med en handling, der er helt nødvendig for kroppen – at få mad og drikke.

Når vi i dag mødes med et par kollegaer eller arrangerer legeaftaler mellem vores egne og andres børn, danner vi også fællesskaber. Men det er fællesskaber, der ikke nødvendigvis varer ved, når kaffen er drukket, eller børnene skal hentes. Det fællesskab, som påskeberetningen handler om, er derimod lige så fundamentalt som et familiefællesskab.

- Det fællesskab, Jesus og hans disciple har, når de spiser sammen, minder dem om, at de er som brødre og søstre. De er fælles om at håbe på, at de kan frigøre sig fra tyngdekraften og komme i himlen – det som man traditionelt eller kirkeligt kalder troen på det evige liv, siger han.

Personlige fejl diskvalificerer ikke

Det særlige ved påskemåltidet var desuden, at alle Jesus’ disciple var inviteret med til bords; også selvom han vidste, at han snart ville blive svigtet og forrådt af to af dem. For Jesus mente ikke, man skulle diskvalificeres fra fællesskabet, fordi man begik fejl.

Ved andre lejligheder spiste Jesus sammen med landsforrædere og prostituerede, selvom de ikke var opfattet som en del af det gode selskab. Men disse personers handlinger og status var ikke vigtig for Jesus, fortæller Hans Jørgen Lundager Jensen.

- Graden af, hvor skandaliserede de er, er irrelevant for Jesus. Det afgørende for ham er, at de også gerne vil frigøres fra tyngdekraften, siger han.

Adgang uden billet

Søndag efter søndag genopfører præsten i folkekirken påskemåltidet. Under nadveren kan borgmesteren og den hjemløse sidde på knæ side om side og dele brød og vin. Her hersker idealet om, at alle er velkomne i fællesskabet stadig. Der kræves ikke, som ved nogle fællesskaber, at man har købt en billet. Fælleskabet er heller ikke som andre afgrænset af, hvor mange der rent fysisk er plads til, fortæller Hans Jørgen Lundager Jensen.

- Der må alle komme. Det er ikke alle, der gør det – nogle bliver helt uden for kirken, nogle sidder med i kirken, men går ikke til alters, og det får de ikke skældud for. Det, man får at spise, er praktisk talt ingenting, så her er det fysiske måltid mindre vigtigt. Men det er symbol for det samme; at her er man fælles om det samme håb om at frigøre sig fra tyngdekraften.