Fællesskab
Påskemåltidet bærer historien videre

Påskemåltidet bærer historien videre

I kristendommen har nadveren erstattet det jødiske påskemåltid, men lammestegen lever videre.

Det kristne påskemåltid bliver gentaget hver søndag i kirken gennem nadveren, som Jesus indstiftede skærtorsdag.
Billede: ‘Ceia do Senhor (Lord’s Supper)’ af Rubem Zevallos Técnica.

Marianne Luna Røndal

Lam på bordet, æg i haven og påskeharer som pynt. De tre elementer er ofte til stede, når vi samles rundt om det store påskebord. Påsken ligger belejligt på nogenlunde samme tidspunkt, som landbrugets fejring af den første grøde. Og det er herfra æggene og påskeharen stammer: Som frugtbarhedssymboler i en forårsfejring. 

Lammet er til gengæld en anden og ældre historie. Det stegte påskelam kan føres tilbage til udvandringen fra Egypten beskrevet i Anden Mosebog, kapitel 12.

Blod på dørstolperne

Udvandringen fra Egypten fortæller om egypterne, der havde gjort israelitterne til slaver. Gud ville udfri israelitterne fra slavearbejdet og føre dem til det land, som han havde lovet at give Abraham, Isak og Jakob.

Men Egyptens farao ville ikke lade israelitterne gå. Derfor sendte Gud 10 plager. Den sidste plage var drab på alle førstefødte.

For at undgå drabet på de førstefødte, fik Moses en meget specifik besked, han skulle give videre til sit folk: Hver husstand skulle slagte et lam eller kid inden mørket faldt på. Ikke bare et hvilket som helst dyr, men et lydefrit dyr. Dernæst skulle de tage noget af blodet og komme det på dørstolperne og overliggeren.

Påskemåltidet er et mindemåltid

Det jødiske ord for påske, pesach, betyder ’gå forbi’, og det var netop det døden gjorde, da den gik forbi israelitternes huse og skånede deres førstefødte, fordi de havde malet dørstolperne med lammeblod.

Påskemåltidet beskrevet i Anden Mosebog er forbundet med stærke traditioner ifølge Anne Katrine de Hemmer Gudme, som er professor MSO i teologi og forsker i mad og måltider i Bibelen.

- Det gammeltestamentlige påskemåltid bliver meget eksplicit et mindemåltid, hvor elementerne i måltidet, lammet og det usyrede brød, henviser til udvandringen fra Egypten. Det stegte lam er jo det lam, der skulle slagtes, så man kunne mærke israelitternes dørkarme med dets blod, og brødet er usyret, fordi de havde så travlt med at komme afsted, at de ikke nåede at lade brødet hæve, siger hun.

Stegt lam var noget særligt

Ifølge Anne Katrine de Hemmer Gudme er det særligt, at lammet skal være stegt. 

- Når man tilberedte kød dengang, går vi ud fra, at det har været skåret i stykker og kogt i en form for stuvning. Der står eksplicit, at det skal steges, og at fåret skal være helt med hoved, skanke og indvolde. På den måde adskiller det sig fra den måde, hvor man normalt har tilberedt kødet på. Det indikerer, at påskemåltidet er et særligt måltid, siger Anne Katrine de Hemmer Gudme.

Lammet skulle spises samme nat, og det skulle spises stegt med usyret brød og bitre urter til. Det usyrede brød bestod af vand og mel. Hvilke bitre urter, der var tale om, er svært at sige.

- I den senere jødedom kommer traditionen med, at de bitre urter bliver udlagt som et symbol på fangeskabets bitre år, siger Anne Katrine de Hemmer Gudme.

Jøderne skulle spise påskelammet som om de var på flugt, for at mindes udvandringen fra Egypten. Som der står i Anden Mosebog:

- Sådan skal I spise det: I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise det. Det er påske for Herren.

Nadveren er det kristne påskemåltid

Spoler vi fra Anden Mosebog frem til Jesus' tid, havde påskemåltidet sandsynligvis ikke ændret sig meget.

- De første kristne var jo jøder. Jesus og hans disciple mødes i Jerusalem for at fejre påsken, siger Anne Katrine de Hemmer Gudme.

Da Jesus mødes med sine 12 disciple torsdag i påsken, indfører han et nyt påskemåltid og ritual.

- Den nye påske, som evangelierne indfører, bliver et ritual til minde om Jesu død. Så både inden for jødedom og kristendom er påsken et minderitual og et mindemåltid, men selvfølgelig til minde om forskellige ting. I den kristne tradition får vi både en bearbejdning og en nyfortolkning af et årligt tilbagevendende minderitual, nemlig påsken, og indstiftelsen af et nyt ritual, nemlig nadveren, siger Anne Katrine de Hemmer Gudme.

Jesus' sidste nadver med disciplene bliver samtidig den første. Skærtorsdagsmåltidet bliver i dag fejret af mange kirker med fællesspisning i kirken eller sognegården. Men hvor det jødiske påskemåltid kun foregår en gang om året, er det kristne påskemåltid det måltid, vi spiser til nadver i kirken året rundt.

Ritualer bærer historien videre

Anne Katrine de Hemmer Gudme ser nadveren som et godt eksempel på ritualisering af praksis:

- I nadveren har vi et ekstremt ritualiseret måltid, hvor du ikke spiser oblaten og drikker vinen, fordi du er sulten eller tørstig. Nadveren er et måltid, der er ritualiseret så meget, at måltidet næsten ikke er genkendeligt længere.

Både nadveren og den jødiske påske er fysiske handlinger, der bringer historien ind i nutiden.

- Måltidsritualer er med til at bære historien videre. Ligesom julemåltidet, som mange familier også har ret faste rammer omkring, siger Anne Katrine de Hemmer Gudme.

Fællesskab

I påsken sætter folkekirken fokus på fællesskab og #detvihartilfælles.

Du kan deltage i samtalen på Facebook, og finde alle artikler og videoer om fællesskab her.


Læs også:

Per Vers: Fyldt op

Påskemad er opstandelsesmad

Påskemåltidet kan styrke familiefællesskabet

Intet er så trist som at spise alene