Fællesskab
Styrken i fællesskabet er forskelligheder

Styrken i fællesskabet er forskelligheder

Vi mennesker er en masse små dele, der tilsammen udgør et fællesskab. Det er forskelligheder, som gør fællesskabet stærkt, og det minder nadveren os om, fortæller forsker i Ny Testamente

I Bibelen peger Paulus på forskelligheden som det nødvendige i et stærkt fællesskab, siger Gitte Buch-Hansen, lektor i Ny Testamente.

Lea Holtze

Måltidet er som social begivenhed noget helt specielt. Når vi spiser sammen med andre, er det i udgangspunktet sammen med mennesker, vi vil noget med. Derfor bliver vi sammenspiste. Det siger Gitte Buch-Hansen, der er lektor i Ny Testamente ved Københavns Universitet.

Ifølge Bibelen var det i påsken, at Jesus spiste det sidste måltid sammen med sine disciple. Det er det måltid, vi gentager søndag efter søndag i landets kirker, når vi fejrer nadver. Der er dog ingen, der deltager i nadveren i håb om at blive mætte, understreger Gitte Buch-Hansen. Det er et symbolsk måltid. Alligevel er det indoptagelsen af brødet og vinen, der gør nadveren til et ualmindelig effektfuldt ritual.

- Selv hvis man ikke gør sig mange tanker om, hvad nadveren teologisk set betyder, så kan måltidsfællesskabet i sig selv være en stærk oplevelse, siger hun. 

Mange kloge mennesker har gjort sig tanker om, hvordan vi skal fortolke Jesus’ sidste måltid med disciplene – og dermed hvordan vores gentagelse af måltidet skal forstås. Den ældste fortolkning, vi kender, stammer fra apostlen Paulus.

Et godt fællesskab er som en krop

I Det Nye Testamente kan man læse de breve, som Paulus skrev til menigheden i Korinth. Forsamlingen var plaget af en masse konflikter, som Paulus forsøgte at løse ved at skabe en ny fællesskabsforståelse. I Første Korintherbrev henleder Paulus menighedens opmærksomhed på den nat, da Jesus blev forrådt – hvordan han tog et brød og fortalte dem, at det var hans legeme, hvorefter han delte brødet med dem.

- Et andet sted i samme brev forklarer Paulus menigheden, at de alle er lemmer på den ene og samme krop, hvor Kristus er hovedet. Og det er det fællesskab, som nadveren ifølge Paulus bør minde os om. Et finere billede på menigheden tror jeg ikke, vi finder andre steder, siger Gitte Buch-Hansen og fortsætter:

- Dermed siger Paulus også, at forskelligheden er nødvendig for et stærkt fællesskab. Foden kan ikke noget i sig selv, og vi kan ikke alle være hænder. 

Nadver sætter fokus på det, vi er fælles om

Som forsker har Gitte Buch-Hansen set nadverens kræfter udfolde sig i fuld flor i Apostelkirken på Vesterbro i København, hvor hun og og en kollega har lavet feltarbejde gennem en årrække. Mange flygtninge har gennem de senere år fundet vej til Apostelkirken, og i dag er det ikke ualmindeligt, at 2-300 mennesker af blandet etnisk herkomst tager til kirkens gudstjeneste om søndagen og deltager i nadveren.

- I vores interviews giver mange udtryk for, at der er så stærkt et sug op mod alteret, at man næsten ikke kan sidde tilbage. Alle har lov til at rejse sig og træde ind i en af de tre rækker, som langsomt bevæger sig op mod nadverbordet. Vel er der en tendens til, at man sidder sammen med sin egen etniske gruppe på kirkebænkene, men når man når alteret, blandes sprog og nationaliteter, siger hun og fortsætter:

- Samtidig bliver de globale forhold pludselig meget påtrængende i og med, at også muslimske flygtninge, som måske er ved at konvertere til kristendommen, deltager – dog uden at modtage brødet og vinen. På den måde sprænger nadveren rummet og rækker ud i et meget større fællesskab af kristne og ikke-kristne. Verden trænger sig på. 

I forbindelse med sit arbejde har Gitte Buch-Hansen også set, hvordan nadveren kan være med til at dæmpe de etniske konflikter, som uundgåeligt er til stede i rummet. 

- Her er fokus på dét, man er fælles om. Det skal der et ritual til at aktivere, og det virker, siger hun.

Fællesskab

I påsken sætter folkekirken fokus på fællesskab og #detvihartilfælles.

Du kan deltage i samtalen på Facebook, og finde alle artikler og videoer om fællesskab her.


Læs også:
Fællesskab får mennesker til at blomstre

Mister vi fællesskabet, mister vi os selv