Herrens Veje
'Herrens Veje' afsnit 10
Herrens Veje

'Herrens Veje' afsnit 10: 'Det er fuldbragt'
Jesus på korset, Johannesevangeliet

Leise og Lars Gustav ransager tiende afsnit af 'Herrens Veje'.

Leise Christensen, sognepræst i Skt. Johannes i Aarhus, og Lars Gustav Lindhardt, sognepræst i Avedøre. Foto: Kåre Gade, Folk&Kirke

Folk&Kirke

Leise: Spøgelset har krævet sin retfærdighed.

Skal pinsen opskaleres eller nedskaleres?

Nedskaleres mener Elisabeth, der for en kort bemærkning overtager styringen i det Kroghske hjem; opskaleres mener Svend og Nete, der gerne vil bestille møbler og højttaleranlæg til udendørsgudstjenesten.

Nedskaleres mener biskoppen, der kun ønsker ritualet forvaltet og ikke så meget andet; opskaleres mener August, der midt i gudstjenesten på ufolkekirkelig vis går i gang med at tale i tunger som sin salig bedstefar og i det hele taget besjæles af pinsens Ånd.

Er det nådegave eller vanvid? Johannes mener, eller måske snarere håber, det første, Emilie det sidste. Alle præsterne har ildens røde farve på deres fine messehageler, hvor August er den eneste i sort. Men også den eneste, hvor ilden brænder indefra. Hvorom alting er, må vi bare sige, at tungetale for indeværende er en vanskelig disciplin i folkekirkens rituelle orden…

Alle personerne i dramaet står her ved afslutningen et nyt sted.

Selvom den buddhistiske fernis fra opholdet i Nepal efterhånden er ved at være slidt af Christian, og han sikkert er holdt op med at skralde fra butikkernes containere efter at være blevet succesforfatter og have købt sportsvogn, er han nok den, der trods alt er faret bedst. Han ser Nanna for, hvad og hvem hun er med sine 25.000 sølvpenge, og vender sig til søde Amira.

Elisabeth får revet det sidste skæl fra sine øjne vedrørende Johannes og ‘bonder’ med sin ældste søn i en skævert, hvor sandheder kommer på gulvet. Emilie frygter så meget for sit ufødte og længe ønskede barns skæbne pga. af Augusts tiltagende vanvid, at hun ligefrem ønsker det væk. Selvom hun tilsyneladende ikke gennemfører forehavendet.

Johannes taber. Der er ikke flere præster i slægten efter 250 år – anetavlen på trappen får ikke flere billeder. Den krave, som blev en møllesten om halsen på August, er indleveret. Elisabeth er rejst.

Indledningsvist var han den store prædikant, der var liiige ved at blive biskop med dygtige sønner og dejlig kone. Nu er kun Svend og frygtelige tegninger tilbage.

Og August, stakkels August. Mens Emilie løber ud af hospitalet for at redde sit barns liv, må August sige farvel til livet. Måske i hvert fald.

Spøgelset har krævet sin retfærdighed.

Lars Gustav: Religion er ikke sindssyge, men den er i sin natur altid på kant med fornuften.

Så er vi ved vejs ende.

August er død, men inden da har han formået at lægge familien øde ved at tvinge dem til at konfrontere deres synder, komplekser og manglende tro. Så på den måde blev August den Jesus, som han så gerne ville være. Jeg tror dog ikke, at der kommer en opstandelse denne gang.

Dermed er vi også færdige med første sæson, og selvom dette er en kommentar og ikke en anmeldelse, så vil jeg gerne afsløre, at jeg har været og stadig er svært begejstret: Som seer er jeg blevet underholdt og flere gange tvunget ud på kanten af sædet, og som præst er jeg flere gange blevet udfordret med gode og svære spørgsmål og stærke pointer.

Således også sidste afsnit, som gennem August siger noget ret afgørende om religion: Nemlig, at det altid involverer det uforklarlige, mystiske, ulogiske og ukontrollerbare. Ellers er det ikke religion.

Gennem hele serien – og især her til sidst – har linjen mellem tro og sindssyge været til diskussion, og det forstår jeg godt, for meget religiøs adfærd må da virke skørt for en udenforstående: Selv noget så uskyldigt som fadervor indebærer jo, at vi taler til en (fader-)skikkelse, som de fleste af os aldrig har set eller hørt – i hvert fald ikke direkte.

Religion er ikke sindssyge, men den er i sin natur altid på kant med fornuften, for den behandler det, som fornuften ikke kan begribe.

Religionen er forsøget på at sætte ord på det, som er så stort, at vi ikke kan forstå det. Derfor er den dømt til at være paradoksal og mystisk og naiv, for dens emne er større end nogen logik.




Herrens Veje

  • Et familiedrama om det moderne menneskes tro og tvivl.
  • TV-serien handler om en præstefamilie, om fædre og sønner, om forventninger, kærlighed og konflikter i en familie, hvor de hver især udfordres i deres personlige tro.
  • Sæson 1 består af 10 afsnit og har premiere på DR1 søndag den 24. september 2017.
  • Der er indtil videre også planlagt en sæson 2, som kan ses i efteråret 2018.

LÆS ALLE artikler og interviews om 'Herrens Veje' her.

Folk&Kirke

Folk&Kirke er et magasin om det vi tror, tænker og taler om.

Magasinet er gratis og udgives af Helsingør Stift - en del af folkekirken.


Du kan også finde artiklen i Folk&Kirke her (eksternt link).

Blå Bog: Lars Gustav Lindhardt 

30 år gammel. Har været sognepræst i lidt mere end 3½ år, heriblandt godt 3 år i Avedøre Kirke. Han er nok den eneste præst i verden, der er søn af to biskopper: Jan Lindhardt, Roskilde, og Tine Lindhardt, Odense. Hans farfar var professor i teologi, og hans onkel var rektor på Pastoralseminaret i København. Lars Gustav prøver ikke lade denne arvelige belastning fylde for meget, og nogle gange lykkes det også. Lars Gustav bor i Avedøre med sin kæreste, Pia, og hund, Cicero. Foruden arbejdet i sognet beskæftiger han sig en del med dåb og prædiken, ligesom han fra juni i år har været tilknyttet søværnet som orlogspræst.

Blå Bog: Leise Christensen

Født i 1964 i Fredericia. Efter sin kandidateksamen blev Leise ph.d. på en afhandling om Prædikerens Bog, hvor (selv)modsigelsens nødvendighed blev belyst. Efter seks år som sognepræst i et vestjysk landsogn blev hun lektor i den folkekirkelige efteruddannelse. I 2015 blev Leise fuldtidssognepræst i Skt. Johannes Sogn i Aarhus Domprovsti, hvor hun bor med den skotske terrier Frida. Et barn bor på Amager og et i Aarhus. Leise er opvokset i en sømandsfamilie og har tilbragt en del af barndommen om bord på skibe, hvor man lærte andet og mere end sit Fadervor. Dette har siden vist sig at være en nyttig teologisk ballast i et præsteliv anno 2017. Særligt interesserer Leise sig for Gammel Testamente, Jane Austen, hunde og Winston Churchill.