Nyheder
Nyheder

2020 set fra folkekirken

Hvordan klarede vi os som mennesker i 2020, hvor coronaen blev en stor del af hverdagen? Det har vi spurgt tre forskellige præster om. Se svarene her.

Ulla Abildtrup

 

Portræt af Charlotte Grunnet

De unge har et hektisk liv, hvor de helst skal præstere på alle områder, og det kan være stressende, fortæller studenterpræst Charlotte Grunnet. Foto: Sinikka Mckay

Charlotte Grunnet

Studenterpræst ved Frederiksberg Campus CBS

- Som studenterpræst møder man alle de problemer, som unge står med – kærestesorger, udbrændthed og stress, tvivl om uddannelsesvalg, svær barndom præget af for eksempel misbrug, sygdom og desværre også af og til dødsfald i den nærmeste familie. Normalt har studieåret en slags cyklus for os præster, hvor vi har færrest henvendelser fra august til oktober. Da begynder de unge normalt på deres uddannelse med friske kræfter og gåpåmod, men i år væltede det ind med forespørgsler om samtaler allerede i august.

- Corona-tiden er svær at navigere i for os alle. Hos de unge mærker jeg en stor ansvarlighed, for det er jo dem, der skal passe på de gamle. Samtidig er de præget af et udbredt mismod, som afføder en stemning af håbløshed. "Ryger hele vores ungdom på grund af corona", tænker nogen. Der er ikke blot tale om en skuffelse over en aflyst fest, det er uvisheden, som er hård. Hvor længe fortsætter det – slutter det til maj? Uvisheden om fremtiden kan få nogle til at overtænke. De ligger om aftenen og gruber – "skulle jeg hellere…" eller "åhh nej, hvorfor gjorde jeg nu det…".

- I de første måneder af foråret fornemmede jeg, at flere syntes, det var rart med en opbremsning. De unge har et hektisk liv, hvor de helst skal præstere på alle områder, og det kan være stressende. Uddannelserne er meget krævende, og de skal ikke alene gøre det godt på studiet, mange er allerede i gang med studiejobs for at skabe sig et godt cv, så de er attraktive på arbejdsmarkedet og kan få et godt job sidenhen. Nogle unge føler, at de er bagud på point hele tiden, og for dem var det rart, at alting gik ned i fart, ja, de var nærmest lettede over at kunne tage en pause, uden at andre syntes, det var mærkeligt, at de havde brug for ro. Selvfølgelig talte vi også med unge, der var frustrerede over, at deres udlandsophold var udsat, at laboratorierne lukkede, så de ikke kunne gøre deres speciale færdigt, og at der blev flyttet rundt på eksaminer. Men det, som både i foråret og nu fylder mest, er savnet af den sociale kontakt på studiet.

- Der opstår nogle helt andre samtaler om studier og fag, når man mødes fysisk i stedet for bare på skærmen. Ved online-undervisning er der langt mindre plads til refleksion efter lektionen og slet ikke rum til private samtaler. Når de unge ikke kan mødes, føler de sig reduceret til elementer i en uddannelsesmaskine, hvor der alene er plads til at studere, og deres motivation forsvinder. Jeg er meget bekymret for, hvor stort frafaldet bliver i den kommende tid. Det er selvfølgelig primært vores udenlandske studerende, som er meget isolerede. Nogle af dem rejser hjem til for eksempel Taiwan og forsøger at fortsætte online, men det er svært. Mange danske unge er også ensomme, hvis de for eksempel kommer fra Sønderborg og ikke kender så mange i byen. For dem bliver deres få venskaber meget sårbare – hvis et venskab ryger, hvordan finder man så lige en ny ven eller kæreste, når man ikke må mødes med nogen?

I 2020 opdagede vi, hvor afhængige vi er af hinanden, siger sognepræst Mikkel Wold. Foto: Kamilla Krøier

Mikkel Wold

Sognepræst ved Marmorkirken/Frederiks Kirke i København

- 2020 har været et dybt usædvanligt, men også meget interessant år, fordi mange mere end ellers har mærket deres dødelighed og opdaget, at tilværelsen ikke er en selvfølge. I begyndelsen af pandemien så vi to tendenser: nogle var sig selv nok og hamstrede for eksempel sprit til desinfektion for at kunne score kassen på at sælge det senere. Andre gik den stik modsatte vej og havde en uselvisk og altruistisk tilgang til situationen. Vi så for eksempel manden, som betalte for at få formet et hjerte af rød røg i luften over København midt under lockdown, og på Herlev Hospital tændte personalet lysene i højhusets vinduer, så de tilsammen dannede ordet HÅB. Den altruistiske tilgang blev lykkeligvis den mest dominerende.

- Det var godt, at ordet samfundssind blev gravet op af mulden i 2020. Vi opdagede, hvor afhængige vi er af hinanden. De senere år har ellers været præget af en stærk individualisme tangerende til et socialdarwinistisk rovdyrsamfund, hvor de rige og de stærke sikrer sig selv, og hvor der mere og mere har hersket en mangel på empati og forståelse for dem, der har det vanskeligt.

- Corona er en fare, vi ikke har kendt tidligere, og den afføder flere reaktioner. Nogen fortrænger faren, det er især de 20-25-årige, som tænker, at hvis de lader som om, corona ikke findes, så gør den det nok heller ikke. Andre kommer til at lide af overdreven angst, selvom statistikkerne ikke tilsiger, at de skal være så bange.

- En særlig erfaring fik vi, da en hel masse pludselig var nødt til at arbejde hjemme. Det har uden tvivl været en stor belastning for eksempel for enlige mødre og problemfyldte familier, men for andre har det været anledning til nogle overvejelser. Nogle gange har det ligefrem åbnet øjnene for spørgsmålet om, hvad der er det vigtigste i livet. Det oplevede jeg flere eksempler på. En af de første dage af nedlukningen i foråret så jeg et barn, der gik tur med sin far. Drengen strålede som en sol, fordi han skulle på fisketur med far. Det rørte mig, og jeg kom til at tænke på, at det var længe siden, at jeg sidst havde set et barn stråle sådan, fordi han skulle på tur med sin far. De fleste fædre sidder jo bøjet over deres computer eller telefon meget af tiden. Men det blev meget tydeligt under nedlukningen, at hamsterhjulet er ikke der, vi finder svaret på livets mening. Nogen længes efter at komme tilbage til deres gamle liv fra før corona, men andre vil helt sikkert foretage en justering, fordi de har fået skærpet blikket for, hvad der er vigtigt.

 

Svend Erik Søgaard

Hospitalspræst ved Regionshospitalet Herning, beredskabspræst i Region Midtjyllands katastrofeberedskab

- 2020 har været et virkelig anderledes år, hold da op.

Svend Erik Søgaard rejser sig og går en gang rundt om køkkenbordet. Han er som så mange andre i denne tid hjemsendt fra sin arbejdsplads Regionshospitalet Herning, hvor han er hospitalspræst, og det passer ham ikke at gå derhjemme. Han savner kollegerne og savner at kunne trisse rundt på hospitalet og tale med patienterne, men faren for corona-smitte er for stor.

- 2020 var omvæltende, fordi vi fik besøg af den her virus. I begyndelsen af året var vi i den mærkelige situation, at vi ikke kunne se den. Virus var usynlig, man skulle tro på, at den eksisterede. Men så skal jeg love for, at usynligheden forsvandt med omkalfatrende effekt, og på ingen tid måtte vi totalt omstrukturere arbejdet på hospitalet for at tage os af de ganske mange patienter, der blev indlagt med corona.

Sygdommen ramte ikke blot patienterne, fortæller Svend Erik Søgaard:

- Personalet blev bange for denne usynlige fjende, som havde magt til at gøre det af med os. Sygeplejersker og læger blev smittede, og frygten medførte stress. Her ved udgangen af 2020 er personalet tyndslidt og tyndhudet. Når du står med en hjertepatient eller en kræftsyg, kan du naturligvis blive påvirket psykisk og komme at til at tænke på nogle af dine kære, som har samme sygdom. Men med corona er du i forreste linje både mentalt og fysisk. Du deler vilkår med patienten og er virkelig udsat – reelt er du i risiko for selv at få en potentiel dødelig sygdom, og det ændrer situationen.

Ordene lyder opgivende, men der er kraft i Svend Erik Søgaards stemme, og sammen med hospitalets øvrige præster har han taget initiativ til små refleksionspauser for frontpersonalet, når det kan lade sig gøre:

- Vi prøver at etablere nogle pauser i kaffestuen, hvor vi lukker døren og slukker telefonerne, hvis det er muligt, og tager en runde, hvor hver især fortæller, hvordan de har det. En siger måske, "jeg tror ikke, jeg holder til det her", en anden fortæller om en god oplevelse med en patient. Personalet er jo deres eget redskab i mødet med patienten og kan til tider føle sig meget alene. De gør sig tanker om, hvem de selv er, og hvordan de vil agere i situationen både overfor patienterne og kollegerne. Corona udfordrer nemlig også den gensidige tillid blandt personalet i forhold til den korrekte brug af værnemidler, som er afgørende for alles tryghed og sikkerhed.

Den store smitterisiko betyder, at patienterne i endnu højere grad end normalt kun får få besøg. Det er ikke alene en belastning for patienterne og de pårørende, fortæller Svend Erik Søgaard:

- Frontpersonalet er jo selv bror eller søster, datter eller søn, og i mange tilfælde mor eller far, og de sætter sig i de pårørendes sted, og det er derfor, det gør så ondt. Ikke mindst i de situationer, hvor patienten kun må få besøg af én person. Personalet gør sig også tanker om døden og vil gerne være der til det allersidste for patienten og holde hånd. I min optik er sygeplejerskerne og lægerne en slags Guds engle, der giver nærhed, omsorg, varme og endog kærlighed i øjeblikke. De er som den barmhjertige samaritaner, der griber en.

Svend Erik Søgaard sad få timer før interviewet ved en døende og sang ’En rose så jeg skyde’:

- Det at sidde hos en døende er aldeles stærkt. Jeg kom til at tale med de pårørende om, hvor skrøbelig troen og håbet er, og hvor stærk kærligheden er. Familien kunne ikke gøre andet end at sidde og vente, men der var en kærlighed i rummet, som havde forbindelse til den universelle kærlighed. I sådan en situation kan der indfinde sig et skønt øjeblik, hvor du mærker selvforglemmelsen i hengivelsen til det, der er i situationen og det, der ikke er til at ændre. I den situation kan "en rose" godt bryde igennem i omsorgsrelationen, værnemidler eller ej.