Nyheder
Nyheder

Ægteskab er mere end en bryllupsfest

Det skal være sjovt at være gift – og ikke kun at blive det. Derfor gør Charlotte Grunnet og hendes præstekolleger opmærksom på de såkaldte PREP-kurser på årets bryllupsmesse i København

PREP-kurser lærer deltagerne at kommunikere konstruktivt, så det bliver ved med at være så yndigt at følges ad.

Af Helene Overgaard Krüger

- Vi skal huske at have lige så meget opmærksomhed på tiden efter brylluppet, som vi har på vielsen og festen og alt det andet sjove, der følger med et bryllup, mener studenter- og sognepræst, Charlotte Grunnet. 

PREP står for Praktiske Redskaber til et Engageret Parforhold, og er et kursus, flere kirker tilbyder par.

LÆS OGSÅ: Kirker fejrer og plejer kærligheden

Kærlighed er ikke nok

- Forelskelsen og kærligheden kan ikke bære parforholdet helt alene. Derfor er det vigtigt, at brudeparrene tænker over, hvad et ægteskab også indebærer, og at de deler de tanker med hinanden, forklarer Charlotte Grunnet. 

- Det handler jo også om forventninger, værdier, forpligtelse, intimitet, omsorg, respekt, tillid, tilgivelse og selvfølgelig kærlighed, – mange af de her begreber er ikke kun centrale i ægteskabet, men også i kristendommen, understreger hun. 

Konkrete redskaber

På kurset lærer parrene redskaber til konstruktiv kommunikation. Både så de kan udvikle sig sammen, og så de kan forebygge konflikter, der i sidste ende kan føre til brud.  

LÆS OGSÅ: Hvad er et kirkebryllup?

- Et nøgleord er at lære at kommunikere anerkendende og respektfuldt med hinanden. Der er helt konkrete øvelser og hjemmearbejde for parrene i kunsten at lytte til hinanden. Desuden er der samtaler om, hvad der hæmmer og hvad der fremmer den gode relation og glæden og intimiteten i et forhold, uddyber Charlotte Grunnet. 

PREP-kurserne udbydes også af nogle kommuner og af Center for Familieudvikling i Aarhus og København. 

Folkekirken deltager på bryllupsmessen Den store Dag i København den 16.-17. januar, i Aarhus den 2. januar og i Aalborg den 31. januar.