Nyheder
Nyheder

Alle børn kan synge

I Herstedøster er skole og kirke gået sammen om projektet Alle Kan Synge, som sætter korsang på skoleskemaet. 500 elever skal de kommende fire år synge i Danmarks hidtil største børnekorprojekt. 

Alle kan synge

'Sang styrker fællesskabet og den sociale og faglige trivsel. Værdier som mange skoler ønsker at styrke', siger Anne-Kari Ferenczi, organist og korleder ved Herstedøster Kirke. Foto: Rune Hansen

Bo Nygaard Larsen 

Idrætshallen på Herstedøster Skole er fyldt så godt op i den ene ende, at de bagerste strækker hals for at få det hele med. Korleder Signe Sørensen gør det samme – bare den modsatte vej – for at være sikker på, at alle er med. 

Og det er de, for alle synger og klapper med på hendes små kommandoråb. Bag hende står et kor af de nye tredjeklasser, der efter bare 40 minutters indlæring kan teksterne og fagterne næsten udenad.

På den måde er denne første skoledag ikke helt almindelig. Det er også første dag med Alle Kan Synge. Et projekt, som Herstedøster Skole og Herstedøster Kirke laver i samarbejde over de kommende fire år. 

Kor på skoleskemaet

I skoleåret 2018-19 gælder det skolens syv 0. og 1. klasser, der får kor på skoleskemaet, hver klasse sit kor. For hvert år bliver projektet udvidet med et klassetrin, så alle skolens fire årgange i indskolingen vil være med. I alt vil omkring 500 børn nå at være en del af Alle Kan Synge, og dermed er det Danmarks største korprojekt for skole og kirke.

Bag ideen står Anne-Kari Ferenczi, der er organist og leder af korskolen ved Herstedøster Kirke:

-Det er første gang, at Danmarks to største institutioner, kirken og skolen, går sammen i så stort et sangprojekt. Det vidner om, at sang faktisk betyder noget for os mennesker, siger Anne-Kari Ferenczi og fortsætter: 

- Sangen er med til at danne os som mennesker. Sang styrker fællesskabet og den sociale og faglige trivsel. Værdier som mange skoler ønsker at styrke. Udviklingsprojektet har bl.a. til formål at dokumentere, at sang har en positiv effekt på trivsel og fællesskab, samt at samarbejdet mellem skole og kirke er win-win for både institutionerne og lokalsamfundet.

En del af dannelsen

Det er Birgitte Pilgård enig i. Hun er skoleleder på Herstedøster Skole, der i foråret lagde timer til et pilotprojekt under Alle Kan Synge. Projektet passer  både ind i skolens nye dannelsesprofil, der også trådte i kraft i forbindelse med den nye skoleår, og kommunens strategi Skole for alle 2017-2022.

- Det har altid været folkeskolens fornemmeste opgave at danne mennesker til livet. Vi har i ledelsen på skolen erfaret, at dannelsesaspektet langsomt er gledet ud af skolen til fordel for den individuelle tænkning og væk fra fællesskabstanken, som folkeskolen er skåret af. Med Alle Kan Synge kan vi pege på fællesskabet og glæden ved at synge i et børnekor, siger Birgitte Pilgård. 

Et lokalt sangcenter

For undervisningen står Signe Sørensen, der er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium og har høstet international anerkendelse for sit korarbejde.

Og sammen med Korskolen ved Herstedøster Kirke vil skolen således udgøre et lokalt sangcenter.   

I løbet af de kommende fire skoleår vil de i alt 19 klassekor optræde sammen med hinanden, med Korskolen ved Herstedøster Kirke og med Albertslund Musikskole.

Desuden samarbejder Alle Kan Synge med Børnekorakademiet om kompetenceudvikling af lærere og pædagoger til projektet. 

-Alle Kan Synge ønsker at være en del af lokalsamfundet, og derfor er det afgørende, at klassekorene også samarbejder med og optræder med eksisterende musikaktiviteter og institutioner her i Albertslund, siger Anne-Kari Ferenczi.

Det er ord som borgmesteren, Steen Christiansen, bakker op om:

- En sætning lyder som bekendt, ’hver fugl synger med sit næb’. Det kan der være noget om – og med det her projekt får en masse børn nu mulighed for ikke bare at synge, men som fuglen at komme op at flyve. Det kan det at synge sammen, nemlig – det kan få tag til at lette. Det kan få tiden til at flyve afsted. Det kan noget helt særligt, siger Steen Christiansen. 

Læs mere på www.allekansynge.dk