Bispemøde med fokus på Grønland
Grønland lå højt på dagsordenen til bispemødet, hvor også kirkens rolle i krisetider og fælles ritualer blev drøftet.
Foto: Niels Jakob Søndergaard Mye, Københavns Stift
Andreas Lindbjerg Nielsen
I begyndelsen af januar var biskopperne fra Danmark, Færøerne og Grønland samlet til årets første bispemøde.
Her udtrykte den grønlandske biskop Paneeraq Siegstad Munk glæde over - og ønske om - at Grønland fortsat er en del af rigsfællesskabet. Det fremgår af det mødereferat, som netop er blevet offentliggjort. Der står videre:
"I Grønland forsøger man af al kraft at bevare roen, også efter USA’s angreb pa Venezuela og de stadige signaler fra USA om, at man ønsker at overtage landet."
Paneeraq Siegstad Munk gav samtidig udtryk for, at det er en udfordring for de grønlandske borgere, at der ikke er sikkerhed for, at alle får de samme nyheder på samme tid, idet der ikke altid er internetdækning overalt.
Det er i alle sammenhænge – også uden for landets grænser - vigtigt at vise, at folkekirken i Grønland arbejder tæt sammen med den danske folkekirke. Det er godt med gensidig inspiration, læring og støtte.
Biskopperne takkede for redegørelsen og udtrykte glæde over Paneeraq Siegstad Munks deltagelse i bispemøderne og gav tillige udtryk for stor støtte og opbakning til Grønland og det grønlandske folk.
Nyt fra Færøerne
Der var også nyt fra den anden del af rigsfællesskabet: Den færøske biskop Jogvan Friðriksson kunne fortælle, at der på Færøerne skal bygges en ny kirke for første gang siden 2007. Den nye kirke bliver bygget i bygden Glyvrar på Østerø og kommer formentlig til at koste godt 100 mio kr.
Derudover er der blevet udgivet en ny alterbog og en ny ritualbog, der er autoriseret af Lagmanden. Og så er der netop ansat en ny domprovst, og for første gang kommer en kvindelig præst i folkekirkens ledelse. Biskop Jogvan Friðriksson glæder sig til samarbejdet.
Dobbelt medlemsskab, vielsesritual og kriseberedskab
Til bispemødet blev der også arbejdet på at få en konference om dobbelt medlemskab i folkekirken op at stå. Det forventes, at den bliver afholdt i efteråret 2026.
Samtidig har biskopperne bedt Liturgisk Forum arbejde videre med at skabe større sammenhæng og genkendelighed mellem vielsesritualer for par af samme og forskelligt køn.
Endelig bakker biskopperne op om, at kirkens strategiske kriseberedskab får et udvidet mandat, så der kan udarbejdes fælles vejledninger til sogne og menighedsråd om håndtering af kriser.