Nyheder
Nyheder

Danmarks kirkeklokker markerer befrielsen

Kirker over hele landet markerer den 5. maj 70-året for Danmarks befrielse ved at ringe med kirkeklokkerne samtidig. Mange kirker arrangerer også særlige arrangementer og mindegudstjenester. 

Kirkeklokkerne ringer på befrielsesdagen ligesom de gjorde det for 70 år siden. 

Af Louise Haunstrup

På befrielsesdagen den 5. maj 1945 stod danskerne op til lyden af kirkeklokker. Landets kirker ringede nemlig med klokkerne for at fejre befrielsen fra den tyske besættelse.

I år gentager kirkerne denne markering på 70-års dagen for befrielsen, og landets kirkeklokker vil derfor ringe i et kvarter den 5. maj kl. 8.00. 

Lys i vinduet og mindegudstjenester

Da budskabet om befrielsen nåede Danmark om aftenen den 4. maj 1945, kunne danskerne rive mørklægningsgardinerne ned og lade lyset strømme ud. Mange familier satte også levende lys i vindueskarmen, og det er siden blevet en tradition at tænde lys som symbol på frihed, når vi i Danmark markerer befrielsen. 

Derfor vil der også blive tændt mange levende lys i landets kirker, når de den 4. maj markerer 70-året for befrielsen ved særlige minde- og aftengudstjenester.

I nogle kirker afspilles frihedsbudskabet fra London, som i 1945 lød fra radioerne i de danske hjem, og andre steder lægges kranse ved mindesmærker for frihedskæmpere. 



Kirkekalenderen: Find lys-, minde- og aftengudstjenester 

En lærke letted, og tusind fulgte

…og straks var luften et væld af sang. Netop sange og musik er et omdrejningspunkt for rigtig mange af de planlagte markeringer af 70-året for befrielsen. Over hele landet holder kirker særlige koncerter eller sangaftner med salmer og sange om befrielse og fred. Nogle kirker markerer også befrielsen den 5. maj om morgenen med mindeandagter eller morgensang.

Kirkekalenderen: Find koncerter og sangaftner i anledning af befrielsesdagen

Særlig markering i flere af domkirkerne

Flere af landets domkirker markerer også 70-året for Danmarks befrielse. I Viborg Domkirke vil der den 4. maj kl. 20.00 være lys i vinduerne og mindegudstjeneste ved biskop Henrik Stubkjær. I Haderslev Domkirke er der mindegudstjeneste den 5. maj kl. 10.00, og i Københavns Domkirke synger Københavns Drengekor til en festgudstjeneste ved biskop Peter Skov-Jakobsen kl. 10.00 samme dag.

Hør kirkeklokkerne fra 1945

På danskkulturarv.dk kan du høre en optagelse af Københavns kirkeklokker den 5. maj 1945.