”En bisættelse er ikke som en bluse. Den kan ikke byttes”

Folkekirken har en myndighedsopgave ved dødsfald. Den kirkebogsførende sognepræst i den afdødes bopælssogn er som udgangspunkt begravelsesmyndighed og tager stilling til anmodningen om begravelse eller kremering og til, om begravelsen skal være kirkelig eller borgerlig. Det gælder også for mennesker, der ikke var medlemmer af folkekirken.

Bedemanden kan med fuldmagt indsende anmodningen på familiens vegne. Kirkekontoret kan behandle den efter bemyndigelse fra præsten.

Det er frivilligt, om man vil bruge en bedemand, men det vælger langt de fleste at gøre brug af.

Borgerforslag FT-23745

Vi ønsker, at der indføres statslig autorisation af bedemænd i Danmark. I dag findes der ikke en statslig autorisation, hvilket betyder at enhver forudsætningsløst kan kalde sig bedemand og etablere en begravelsesforretning. Pårørende risikerer dermed at overlade deres afdøde familiemedlem til bedemænd, der ikke har de nødvendige kvalifikationer til at varetage den vigtige opgave, det er at sørge for en ordentlig og værdig afsked. Hvis det går galt, er skaden sket. Man kan ikke gøre det om, så der er i særlig grad behov for sikring af faglighed og etik til forsvarlig håndtering af den sårbare situation. Vi ønsker en statslig autorisation, der sikrer, at bedemænd har en faglig uddannelse, overholder etiske retningslinjer og er underlagt løbende kontrol for at sikre kvaliteten af arbejdet. Vi ønsker, at der skal være sanktionsmuligheder overfor bedemænd, der ikke lever op til de faglige og etiske standarder, der burde være selvfølgelige i et så vigtigt fag.

Alle mennesker skal på et tidspunkt i deres liv forholde sig til døden. En stor del af os vil få den opgave, at vi skal tage os af afskeden med et nærtstående menneske; en mor eller far, en søster eller bror, en ægtefælle eller partner, en ven. Nogle må også opleve det dybt sørgelige at skulle tage afsked med et barn. Døden melder sig som uhyre betydningsfulde nedslag i vores livshistorie. Den er et eksistentielt grundvilkår, som kan forårsage mangeartede reaktioner og følelser. Derfor er det vigtigt, at selve afskeden med den døde sker så værdigt og ordentligt som muligt. Det gælder både det meget praktiske og det mentale.

I Danmark overlader næsten alle pårørende den praktiske del af afskeden til en bedemand. Det er bedemanden, der leverer kiste og urne, udfylder og ordner alle papirer og anmeldelser, anmelder dødsfaldet til begravelsesmyndigheden, træffer aftaler med blomsterhandler, organist og musiker m.m., kontakter kirke, kirkegård og krematorium. Det er også ofte bedemanden, der klæder afdøde på og lægger afdøde i kiste. Det er indlysende, at især de sidste to opgaver kræver høj etisk standard. Men ikke bare bedemandens behandling af den døde, men så sandelig også relationen til de pårørende har stor betydning for, hvordan en families afsked bliver.

Desværre er det ikke alle bedemænd, der lever op til den høje praktiske og etiske standard, man må forvente som en naturlig sag. Disse bedemænd bør hjælpes til en bedre standard gennem et obligatorisk uddannelsesforløb, og borgerne bør have sikkerhed for, at vi møder en uddannet og kvalificeret bedemand, når vi har brug for hjælp ved en afsked. Ligesom det bør være muligt at udelukke bedemænd fra faget, hvis de ikke lever op til kravene for godt bedemandsarbejde.

Det forekommer meget besynderligt, at man skal have autorisation for at udføre el, kloak og vvs-arbejde men ikke for at være bedemand. Hvis du skal have renoveret dine el-installationer, lagt en nye kloakledning ved dit sommerhus eller indlagt nyt vand, varme og sanitet i dit badeværelse, så må du kun benytte en autoriseret håndværker og ingen må udføre den type arbejde uden at være autoriseret. Men når det gælder afskeden med et nærtstående menneske, så aner du ikke noget om, hvilke kvalifikationer bedemanden har. De eneste regler der findes på området er, at bedemanden har pligt til at oplyse prisen på sin ydelse forud.

Ingen behøver at benytte sig af en bedemand. Man kan vælge selv at tage sig af alt vedrørende en bisættelse/begravelse. Heri adskiller situationen sig fra ovennævnte eksempler. Men hvis man vælger at benytte sig af professionel hjælp og betaler en begravelsesforretning for ydelsen, så bør man kunne være helt sikker på, at man køber en ydelse af uddannede og kompetente fagfolk.

En afsked med et menneske tager man kun én gang. En bisættelse eller en begravelse af ens kære gør man kun den ene gang. Det er derfor problematisk, at faget er helt liberaliseret, således af enhver den dag i morgen kan kalde sig bedemand og starte en virksomhed. Nogle vil sige, at markedet regulerer området, ligesom markedet regulerer de forskellige håndværk og detailhandlen. Men der er ingen sammenligning mellem at købe tomater, sofaer, lamper eller telefonabonnementer og så ”at købe en bisættelse”. Den sidste ”vare” kan du ikke bytte eller købe et andet sted i morgen. Når du har taget afsked med din mor, så kan det aldrig gøres om. Derfor er det så vigtigt, at den ydelse bedemanden leverer på forhånd må antages at være kompetent og i orden.

I den anden ende af livet har fødslen den samme engangskarakter. Men her gør vi og samfundet os stor umage med, at alt foregår så professionelt som muligt. Vi har uddannede jordemødre, sygeplejersker og læger, der tager vare på en fødsel med en meget høj faglig kompetence. Fagene kræver autorisation, også når der ageres kommercielt i private klinikker. Hvorfor har vi en naturlig forventning til, at vi får den bedst mulige hjælp af uddannet personale ved livets begyndelse men ikke ved dets afslutning? Ganske vist er der åbenlyst ikke den samme fysiske fare forbundet med en bisættelse/begravelse som ved en fødsel. Men ved begge livsovergange – til liv og fra liv – er der uhyre meget på spil rent mentalt.

Brancheforeningen Danske Bedemænd har tidligere forsøgt at få en statsautorisation af deres fag. Foreningen fremsatte forslaget i 2019 gennem MF Christian Langballe (DF). Desværre uden held. Derfor har de lavet deres egen brancheautorisation, som sikrer, at de bedemænd, der er medlemmer, har en uddannelse, overholder foreningens etiske regler og er omfattet af en garantiordning. Brancheforeningen er optaget af, at borgerne kan have tillid, når de skal vælge en bedemand. På foreningens hjemmeside kan man læse, at ”der bør naturligvis være høje forventninger til den faglighed og etik, som en bedemand skal møde de pårørende med. Netop fordi det handler om at hjælpe mennesker, der netop har mistet, bør borgerne mødes med en tryg og professionel oplevelse – og det kræver både kompetencer og ansvarlighed”.

Brancheforeningens medlemmer står for omkring halvdelen af alle bisættelser og begravelser i Danmark. Det vil altså sige, at i halvdelen af tilfældene kan man ikke være sikker på, at den bedemand, man køber en ydelse af, er uddannet i faget. Brancheforeningen har en mærkning, som bedemændene kan bruge som dokumentation, men det kan være svært for borgeren et gennemskue, hvad den betyder – og hvad det betyder, hvis mærkningen ikke er der.

I dag er der flere og flere store net-baserede begravelsesforretninger, som ikke alle er danskejede. Det betyder, at borgeren kan møde en forretningsmodel, hvor man skal klikke sig igennem en menu af valg, som om man var i gang med at vælge en ny sofa til sin stue (kiste, blomster, tøj osv osv). Det er ikke en selvfølge, at man faktisk mødes med en bedemand; alt kan ordnes digitalt. Det betyder, at det bliver vanskeligere at vurdere standarden af den hjælp, man køber. Det net-baserede model er i sig selv en etisk anstrengelse af en sårbar situation. Der findes heldigvis stadig mindre begravelsesfirmaer, der tilbyder samtaler i hjemmet og personlig rådgivning i hele forløbet.

Net-baseret handel er kommet for at blive, sandsynligvis også når det gælder afskeden med et menneske. Vores ærinde er ikke et forbud mod net-baserede bedemandsforretninger. Men det bør være muligt at stille krav til denne måde at drive forretning på. Fx kræves det af medlemmerne af brancheforeningen, at man kun annoncerer med ”lokal bedemand”, hvor man rent faktisk har en filial i kundens nærområde. Det har vist sig, at nogle firmaer ikke har det nødvendige lokalkendskab, selvom de annoncerer med det. Det kan betyde ubehagelige overraskelser, hvis bedemændene ikke kender den lokale kirke og kirkegård og ikke har orienteret sig om, at det fx nogle steder at svært at få kisten ind i kirken.

Uddannelsesmodel

Som vi ser det, kan brancheforeningens egen uddannelsesmodel og krav i forhold til autorisation glimrende være grundlag for en statsautorisation.

Uddannelsen, som brancheorganisationen har etableret, er en sammensætning af mesterlære, teoretisk forløb med afsluttende delprøver og værtsbesøg. Uddannelsen afsluttes med en skriftlig eksamen og udstedelse af eksamensbevis. Den samlede uddannelse har en varighed af minimum 1 til 1½ år inkl. værtsbesøg. Der afholdes kursus a 3 dage to gange årligt.

Indholdet består af følgende fagområder:

• Personlig afklaring

• Borgerlige begravelser

• Sorgpsykologi

• Kommunikation

• Samtale- og salgsteknik

• Ligsynsregler og hygiejne

• Sociallovgivning

• Begravelsesloven

• Kirkegårds- og krematoriesamarbejde

• Arv- og skiftelov

• Etik

• Kulturhistorie

• Den gode samtale
 

Afsluttende opfordring

Det kan være virkelig svært for pårørende, der står i en sårbar og akut situation at vurdere bedemandens troværdighed og faglige standarder. Derfor bør det være en selvfølgelighed, at når man henvender til enhver bedemand, så er man på forhånd sikret, at vedkommende er uddannet, har de nødvendige kompetencer og er under tilsyn med henblik på fratagelse af autorisation, hvis vedkommende ikke overholder standarden.

Vi tror, at en statsautorisation vil sikre, at flere pårørende får den professionelle behandling, de har fortjent i en livssituation, der ikke kan gøres om.

Forslag stillet af:

Kirsten Jørgensen

Medstillere:

Malene Bjerre, Michael Sønder Vindfeldt, Janne Mark, Anders Lund Madsen

Se mere på borgerforslag.dk