Første døve præst i folkekirken: "Tegnsprog er mit hjertes sprog"
Helena Gade har skrevet sig ind i historien som den første døve præst i folkekirken. Hun kommer til at bære et særligt ansvar for døvemenigheden, men hun insisterer på at bygge bro mellem døve og hørende.
Helena Gade blev den første døve præst i folkekirken, da hun blev ordineret i Københavns Domkirke den 31. august 2025.
Andreas Lindbjerg Nielsen
Helena Gade smiler stadig henført, når hun tænker tilbage på ordinationen i Københavns Domkirke, hvor over 200 mennesker var mødt op.
- Fint, smukt, overvældende! Ja! Og at biskoppen sagde mit navn på tegnsprog, det betød rigtig meget for mig. Han så mig som menneske og anerkendte mig. Det var så stort, fortæller hun igennem sin tolk, som også var til stede ved ordinationen.
Helena Gade blev dermed den første præst, der er født døv, som får embede i folkekirken, og hun skal nu være præst i Døves Kirke på Frederiksberg i København.
Døvemenigheden og døvepræsten
I Danmark er der cirka 4000 døve og 50.000 svært hørehæmmede.
I Døvemenigheden sker der nogenlunde det samme som i andre menigheder i folkekirken, bortset fra at al kommunikation foregår med tegn. Sproget i døvemenigheden er enten dansk tegnsprog (uden stemme) eller dansk tale ledsaget af tegn (TSK - TegnStøttet Kommunikation).
Folkekirken har særlige døvepræster, som afholder gudstjeneste på tegnsprog, arrangerer møder, udflugter og andet præstearbejde tilpasset døves og hørehæmmedes vilkår.
Helena Gade er den første præst, der er født døv, som får embede i folkekirken.
Fra jura til kirke
Helena Gade er oprindelig jurist, og hun griner lidt af begrebet "at blive indsat" som præst, da det i juridiske termer ofte betyder noget ganske andet - der vil man nødigt være "indsat". Og det er på en måde meget sigende for det store skifte, hun er gået igennem:
- For mig har det været en lang rejse at nå hertil. Ordinationen var kulminationen, men nu begynder det virkelige eventyr. Lørdag viede jeg mit første par, søndag havde jeg for første gang præstekjolen på til en gudstjeneste. Og nu må jeg rent faktisk forkynde på tegnsprog.
Hun ved godt, at hun bærer en særlig rolle som døv præst – og præst for døve. Ikke fordi de nuværende døvepræster, som alle er hørende, ikke gør et vigtigt stykke arbejde, men fordi hendes modersmål er tegnsprog – og det samme modersmål taler hendes menighed.
- Det er mit førstesprog. Mit hjertesprog. Og modsat hvad mange tror, er det ikke bare en oversættelse af dansk, det er et sprog i sin egen ret. Det har også sine styrker i forhold til det talte sprog.
Da Helena Gade var i praktik i Frederiksberg Kirke fik hun lov til at holde flere prædikener på tegnsprog. Her meldte deltagerne tilbage, at forkyndelsen blev mere billedlig og levende.
- De beskrev det som, at det fik en ekstra dimension, at det blev mere i 3D. Og det er jo noget af det, som kendetegner tegnsprog, det er mere kropsligt, mere sanseligt.
I videoen ovenfor giver Helena Gade et lille uddrag af trosbekendelsen: "(...) korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders den Almægtiges (...)"
Døv i en verden af hørende
Når Helena Gade er i Netto, og kasseekspedienten spørger hende, om hun vil have kvitteringen med, så smiler hun og ryster på hovedet. Nej tak. Men af og til kan hun se på ekspedientens lidt betuttede ansigtsudtryk, at det nok ikke var kvitteringen, der blev spurgt om. Det har måske været “kan du have en god aften” eller “god weekend”. Og så står man der.
Det er en lille, uskyldig scene fra hverdagen, men meget genkendelig for døve mennesker og den konstante opmærksomhed, det kræver at navigere i de hørendes verden. Helena Gade kender alt til usikkerheden, der kan snige sig ind.
- Hvis nogen for eksempel har meldt fra til et projekt sammen med mig - det kunne være i mit tidligere job - så kunne jeg nogle gange straks tænke: Er det fordi, de ikke orker mig? Selvom det nok slet ikke har været årsagen. Og så kan jeg komme til at overkompensere, gøre ekstra meget, for så igen at komme i tvivl. Det er den spiral, man kan ryge ind i, når man tilhører en minoritet.
Vi skal ikke være en isoleret ø
Derfor er Døves Kirke så vigtig, understreger hun:
- Det er et sted, hvor man kan være sig selv, på sit eget sprog, på modersmålet. Et sted at lade op. Som en modvægt til hverdagen, hvor man til tider kan føle sig lidt ekskluderet. Men det betyder ikke, at vi skal være en isoleret ø, vi skal stadig være en del af samfundet. Jeg vil gerne bygge bro, og en bro går jo begge veje.
Hun nævner en begivenhed for nylig, hvor døve deltog i en Pride-gudstjeneste i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro, og hvor en døv læste en bøn på tegnsprog.
- Det er sådan nogle øjeblikke, der bringer os tættere sammen som døve og hørende. Det håber jeg, at jeg kan bidrage til, siger hun.
Alle er velkomne
Helena Gade er bevidst om ansvaret for Døvemenigheden, men lige så meget om rummeligheden.
- Hvis jeg har et enkelt budskab, så er det, at alle er velkomne her. Så kom og deltag i en gudstjeneste, og gå ind i det på tegnsprogets præmisser.