Grønlændernes præst i Danmark: Åndelige overhoveder, kom nu!

Andreas Lindbjerg Nielsen

Når Marianne Krog tager telefonen, introducerer hun sig både på dansk og grønlandsk. Det lille ritual afspejler dobbeltheden i hendes identitet: Som præst i den danske folkekirke og som et menneske med rødder dybt forankret i Grønlands kultur og kristendom. Med en grønlandsk mor og en dansk far står hun med et ben på hver side af Nordatlanten, og det kræver sit at holde balancen.

Siden november 2020 har hun været Danmarks eneste grønlandske præst, og hun har 17.000 herboende grønlændere i sin menighed. Hun er deres præst, deres palasi, og kører landet tyndt for at holde gudstjenester, begravelser og samtaler. Der er mange, der bakker op, og gudstjenesterne bliver samtidig et mødested og et frirum, hvor man kan tale grønlandsk og dyrke fællesskabet. Der er en bred sammensætning af mennesker, også dem, som har skullet kæmpe mere end normalt for deres plads i verden.

- Som jeg ser det, er mit hovedformål at genoprette værdigheden hos de grønlændere, der bor her i Danmark. Sige til dem, at de ikke skal gå med bøjet hoved, hvis de skulle have glemt det, siger Marianne Krog.

En præst i balance

Marianne Krog er født og opvokset i Grønland og har stærke rødder i den grønlandske kirkelige tradition. Hendes bedstefar var organist, og hans far var som hjælpepræst med til at døbe de sidste beboere i Østgrønland. Hun har altid været nysgerrig på mennesker, og derfor var det meget naturligt for hende, da hun efter et par omveje landede på teologistudiet.

Det tog Marianne Krog tid at finde sig til rette i Danmark. Før hun slog ind på præstesporet, flyttede hun til Aarhus for at læse psykologi, og der oplevede hun et massivt kulturchok.

– Bare det at finde rundt i busserne. At folk lever tæt sammen, men ikke kender hinanden. At man ikke taler med hinanden i offentligheden. Det var virkelig chokerende for mig, for i Grønland bor der så få, og man er nødt til at komme hinanden ved, siger hun.

I dag finder hun i høj grad balancen mellem det grønlandske og danske i at kunne arbejde blandt sine landsmænd, selvom hun bor i Danmark, nærmere bestemt på Amager i København. Det giver hende en følelse af at give noget tilbage til Grønland, forklarer hun, og hun føler sig meget privilegeret. Hun er samtidig konstant opmærksom på ikke at blive ”for dansk”.

– Som menneske må man pleje alle de sider, man består af. Og når man bor her i landet, er der jo en ret stor risiko for at læne sig mere til den danske side, siger hun.

Skammen sætter sig i kropssproget

Selvom de glædelige og hyggelige lejligheder fylder mest, så skal hun selvfølgelig også være der ved de triste. En del af de grønlændere i Marianne Krogs menighed, der beder om sjælesorg, kommer med tunge historier i bagagen. Ensomhed, overgreb, traumer.

- Jeg begraver for mange alt for tidligt. Det synes jeg altså. Jeg tror, det tager hårdt på mennesker hele tiden at skulle bevise sit værd. Nogle kan godt holde til det, andre bukker under og begynder at selvmedicinere. Eller dulmer følelserne af mindreværd i alkohol.

Hun ser tydeligt, hvordan kolonifortiden stadig kaster lange skygger over grønlændernes liv i Danmark. Skammen er blevet internaliseret, og det sætter sig i kroppen, i livet og i hverdagen.

 - Der er for meget internaliseret skam. Jeg kan se det i kropssproget. Og uanset hvordan man vender og drejer det, så er det et produkt af kolonifortiden. Mange føler sig stadig som andenrangsborgere. Og så er der altid nogen i den offentlige debat, der beskylder grønlændere for at offergøre sig selv, men undskyld mig, måske fordi de er ofre? De bad jo ikke om at blive koloniseret.

Politik og prædikener

Der er en stor elefant i rummet for tiden. Han hedder Donald Trump, og den anspændte situation med USA’s massive interesse i Grønland har sat en frygt i grønlænderne. Når samtalen falder på den globale situation og de politiske lederes ageren, hæver Marianne Krog for første gang stemmen.

- Der er brug for, at vi tør tale dunder mod den måde at forvalte magt på. Sig mig lige, hvad har I gang i? Åndelige overhoveder, vi har brug for jer, kom nu! siger hun og banker i bordet.

Og her har kirken en helt særlig position at tale ud fra, mener Marianne Krog:

- Kirken har sprog for alt det, som samler mennesker – og alt det, som splitter. At gå fejl af hinanden, skyld, skam, samvittighed, næstekærlighed, nye begyndelser. Død og opstandelse. Og det forpligter.

Et håb for fremtiden

Selvom der pludselig er en udefrakommende trussel – eller måske netop derfor – tror Marianne Krog på, at forholdet mellem Danmark og Grønland kan hele. Men det kræver, at vi tør se dæmonerne i øjnene.

- Jeg er håbefuld for fremtiden. Jeg tror, at forholdet mellem Grønland og Danmark kan blive godt og fornuftigt. Men vi har altså stadig et behov for at konfrontere fortidens spøgelser, før forholdet kan blive ligeværdigt. Det indebærer også, at danskere skal se sig i spejlet spørge, hvorfor og hvordan historien om grønlænderne fortælles så stereotypt.

Ifølge Marianne Krog skal kirken ikke bare dulme den smerte, der måtte være til stede – den skal også være et korrektiv, den skal turde ændre noget til det bedre.

- Kristendommen handler om genoprettelse og værdighed. Og mit budskab er helt enkelt, at vi som mennesker – grønlændere såvel som danskere – er elsket. Det tror jeg er et godt udgangspunkt for den videre samtale.