Fortsæt til hovedindholdet
28. maj 2025

Havkatten havner igen på pinsebordet

'Årets Pinsefisk' er i sæson og den er velsmagende. Men det er ikke det eneste, man kan sige om den, mener kendt fiskehandler.

Fiskehandler Jakob Clausen med en havkat

- Nogle vil jo mene, at den er grim. Men nej, den er helt vildt flot og den smager sødt og dejligt, siger fiskehandler Jakob Clausen, der driver landets ældste fiskeforretning.

Havkatten er igen i år valgt som årets pinsefisk af Danmarks Fiskehandlere i samarbejde med Ulla Thorbjørn, biskop over Roskilde stift. Og der er god grund til at sætte fisk på bordet netop i pinsen.

Et hemmeligt, kristent symbol

Fisken er nemlig fra gammel tid blevet brugt som et kristent symbol, hvilket hænger sammen med det græske ord for fisk: ΙΧΘΥΣ, der på dansk udtales 'iktys'. 

- Det blev i tidlig kristen tid brugt som et akronym, hvilket vil sige, at hvert bogstav i ordet refererer til begyndelsesbogstaverne i de græske ord svarende til Jesus Kristus Guds Søn Frelseren, siger Ulla Thorbjørn.

Da de første kristne blev forfulgt af romerske kejsere, var det farligt for dem at bruge korset. Derfor tegnede de i stedet fiskesymbolet på de huse, hvor de i hemmelighed mødtes til gudstjeneste. På den måde kunne andre kristne finde vej.

LÆS MERE: Hvad er pinse?

Desuden er det netop nu, at havkatten er i sæson, fortæller fiskehandleren, der også er kendt for sine videoer på sociale medier. For nok er havkatten også kendt som havets ulv på grund af sit frygtindgydende tandsæt. Men de er med til at sikre den gode smag.

- Den lever af skaldyr og knuser dem med de her store tænder. Det giver den et fedt kød med en sød smag. Den skal bare lige have lidt salt og peber og vendes i mel, inden den kommer på panden, siger Jakob Clausen.

Nærbillede af havkat på is

Havkat på is ved fiskehandler. Bemærk de kraftige tænder, der er med til at give den tilnavnet "havets ulv".

En god idé

Ideén til årets pinsefisk opstod for 25 år siden. Det var daværende biskop over Roskilde Stift, Jan Lindhardt, der satte sig for at markedsføre fisken som danskernes pinsespise sammen med Foreningen Fiskebranchen.

- Danskerne tænker og tror med maven, sagde Jan Lindhardt dengang i 1999, for han frygtede nemlig, at pinsen blev madløs og glemt, mens alle andre højtider har deres madtraditioner.

Og selv om havkatten ikke er nogen skønhed med sit store hoved og en ordentlig mund, der er prydet af et uhyggeligt tandsæt, skal du ikke lade dig skræmme. Bag dens grumme ydre gemmer der sig nemlig en delikat råvare med næsten ingen ben.