Nyheder
Nyheder

Hver femte dansker synger regelmæssigt salmer

Ny undersøgelse viser, at 21 pct. af danskerne har sunget salmer indenfor den seneste måned. Undersøgelsen er udført af YouGov for Center for Kirkeforskning ved Københavns Universitet i samarbejde med Bibelselskabet.

Vi synger salmer til foredragsarrangementer, i foreninger, på arbejdspladsen, i skolen og i kirken. De nye tal overrasker derfor ikke Katrine Frøkjær Baunvig, ph.d.-stipendiat ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet, som beskæftiger sig med salmer, kultur og fællesskab:

- Vi synger, når vi er samlet, og fællessang er i det hele taget er en integreret del af vores nationale selvforståelse. Vi har mange berøringsflader, hvor vi bliver udsat for fællesangen, og det foregår mange andre steder end i kirkerummet.

En del af folkenaturen

Sangen er en væsentlig del af vores kulturarv, og det skyldes blandt andet Grundtvigs store produktion af salmer og grundlæggelsen af højskolen.

- Fællessang er en stor del af højskolebevægelsen. Det gælder også for folkekirken. De er begge afgørende institutioner for det moderne Danmark, som har grebet til sangen som primær aktivitet, siger Katrine Frøkjær Baunvig.

Sang skaber fællesskab

Undersøgelsen viser desuden, at 61 pct. af danskerne har en salmebog stående i reolen derhjemme, og hele 82 pct. af danskerne synger salmer til jul.

- Det giver os et løft at synge sammen, og der opstår en fællesskabsfølelse, når vi er sammen om at udtrykke samme tekst og melodi, siger Inge Marstal, professor i musikpædagogik og hørelære ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Katrine Frøkjær Baunvig forklarer bl.a. fællesskabsfølelsen med kemi:

- Når vi synger sammen frigives hormonet oxytocin, også kaldet tillidshormonet. Det hjælper os til at knytte bånd med hinanden, og det er faktisk det samme som frigives ved amning eller sex, siger hun.

FAKTA:

  • Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for Center for Kirkeforskning ved Københavns Universitet i samarbejde med Bibelselskabet. Der er i alt gennemført 1005 CAWI-interview med danskere i alderen 18-74 år, i perioden 25. - 30. marts 2013
  • Hele undersøgelsen offentliggøres 20. november 2013

Af Camilla Hartmann