Nyheder
Nyheder

Integration skal ikke overlades til staten

Det er i høj grad en opgave for civilsamfundet at skabe god integration. Og her kan kirken spille en afgørende rolle, mener både forskere og kirkelige aktører.

På konferencen 'Den nydanske folkekirke' var der fokus på folkekirkens migrantarbejde. Billedet er fra folkekirkens telt på Folkemødet 2016, hvor en gruppe eritreanske flygtninge havde lavet mad til de fremmødte. Foto: Sille Arendt.

Af Andreas Lindbjerg Nielsen

I Danmark går folk ikke rundt og vifter med deres tro. Det er en blufærdighed, som har sine historiske og kulturelle grunde, og er en del af mange danskeres måde at være kristne på. Både på godt og ondt. Og det kan gøre det svært for udefrakommende at navigere rundt i.

- Selvfølgelig skal folkekirken byde de nye borgere velkommen. Men hvordan skal de få øje på det, vi ikke viser frem? spørger formand for Folketingets Kirkeudvalg, Karen Klint, retorisk.

Den nydanske folkekirke

Hun står på Hotel Nyborg Strand foran en forsamling af folkekirkens beslutningstagere: generalsekretærer, biskopper, formænd for de landsdækkende kirkelige foreninger samt integrationspræster, nydanskere og eksperter fra forskningens verden.

De er alle deltagere til konferencen ’Den nydanske folkekirke’, som sætter fokus på folkekirkens rolle i et stadigt mere multikulturelt og sammensat samfund. Et område, der er bred enighed om, vi skal forbedre. Ikke mindst på grund af folkekirkens helt særlig position og fremskudte placering i civilsamfundet. Det handler ikke mindst om at blive bedre til at rumme de kristne migranter, der kommer til landet, men også om dialogen med folk fra andre trossamfund.

Selvom indvandrere og efterkommere i dag udgør 13 procent af befolkningen, er det de færreste af dem, der melder sig ind i folkekirken. Kun 8 procent af dem er medlemmer (17 procent, hvis man kun ser på dem med vestlig baggrund). Til sammenligning er 86 procent af folk med dansk oprindelse medlem.

En monokulturel kirke?

Der er med sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksens ord noget, der tyder på, at folkekirken er ved at blive til en monokulturel kirke i et multikulturelt samfund. Kun én procent at folkekirkens medlemmer har ikke-dansk oprindelse. Og selvom der allerede er mange gode tiltag i arbejdet med migranter rundt omkring i sogne og provstier, så siger tal og erfaringer, at der er rum for forbedring.

En af dem, som har oplevet det på egen krop, er Yasin Ahmadi. En kristen flygtning fra Afghanistan, der fortæller om sit møde med folkekirken.

- Efter fem måneder var der stadig ingen, der kendte mit navn. Jeg har været i mange menigheder, og nogle steder er jeg blevet mistænkt for at ville stjæle eller blevet bedt om at gå til en rumænsk menighed i stedet.

Integration begynder med tab

At integration aldrig er en dans på roser – hverken for de nye eller de gamle borgere – er netop en pointe hos hollandske Paul Scheffer. Han er forfatter, debattør og forsker. I 2000 skrev han essayet ’The Multicultural Drama’, som sammen med resten af hans omfattende forskning har gjort ham til en af de førende stemmer i debatten om immi­gration og integration i Europa.

Han har to ’uretfærdigt forsimplede’ hovedpointer om integration i dag.

Den første pointe er, at migration altid fører en følelse af tab med sig, både for indvandrerne og den befolkning, der oplever indvandring. Indvandrerne oplever tab af sprog og kultur, og forældrene frygter, at de mister deres børn til den nye kultur. Det fører ofte til, at migranter efterhånden bliver mere konservative end dem, der blev i hjemlandet. På den anden side oplever ”den oprindelige befolkning” at indvandringen fører til, at samfundet ændrer sig, så de ikke kan genkende det.

Konflikt er tegn på integration

I forlængelse af denne uundgåelige følelse af tab, kommer hans anden – nok så vigtige – pointe: At konflikt er et tegn på, at integrationen er i gang. Når man ikke længere kan undgå hinanden, opstår der konflikter. Der er ikke tale om irrationelle konflikter, men om konflikter, som man kan forstå rationelt. Og det er samtidig et vigtigt skridt på vejen mod en slags gensidig tilpasning.

Integration er noget, der sker lokalt og mellem mennesker. Og netop derfor er det ifølge Paul Scheffer ikke alene en udfordring for staten og lovgiverne.

- Historisk set er integration blevet håndteret af civilsamfundet. Men fordi vi i dag forventer så meget af vores stat og den siddende regering, har vi også overladt integrationen til dem. Men integration har brug for et stærkt civilsamfund. Derfor er det også både en stor mulighed - og et stort ansvar - for kirken, understreger han.

En balancegang

Selvom der i den brede folkekirke synes at være en stor velvilje til bedre integration og rummelighed af de nye danskere, er der naturligvis forskellige syn på både tilgange og omfang. Ligesom der er enormt store forskelle fra menneske til menneske i den gruppe, man noget forsimplet omtaler som ”nydanskerne”.

Det er på samme tid en svær balancegang at forene forskellige syn på, hvordan man er kirke. Som biskoppen i Fyens Stift, Tine Lindhardt, formulerer det:

- Vi er vanekristne i Danmark. Vi ved hvor kirken ligger, når vi har brug for den. Vi finder selv derhen og folder hænderne, når vi skal. Men vi kommer ikke hver søndag, og det provokerer måske andre, som kalder sig kristne.

Folkekirken og integration

Konferencen 'Den nydanske folkekirke' blev arrangeret af Folkekirkens mellemkirkelige Råd, som er det organ, der tager sig af kontakter til andre kristne kirker og kirkesamfund i Danmark og i udlandet.

 

Læs mere fakta og statistik på www.migrantsamarbejde.dk eller 

hent deres faktaark om folkekirken og indvandring.

 

Læs mere om folkekirkens mellemkirkelige arbejde her.

 

Se optagelse af Paul Scheffers oplæg på youtube