Nyheder
Nyheder

Kirkegårdskulturen forandrer sig

Hvad skal der ske med kirkegårdene, hvis vi ikke længere vil bruge dem til at mindes vores døde? Biskopper vil undersøge nye begravelsesskikke og danskernes forhold til døden.

Kirkegård

Den traditionelle kirkegård kan blive et særsyn. Der bliver plads til overs og færre gravsteder med sten, når flere vælger at få spredt deres aske over hav eller sat urnen ned i fællesgrav. 

Ellen Aagaard Petersen

Er vi ved at gå fra en erindringskultur til en glemselskultur? Henrik Stubkjær, biskop over Viborg stift stiller spørgsmålet efter bispemødet sidste uge, hvor kirkegårdskulturen blev drøftet. Tendensen er nemlig klar. Flere får sat deres urne ned i fællesgrav, - en plæne uden gravsten, eller asken bliver spredt på havet. Og de, som får et gravsted til deres afdøde, beholder det i kortere tid. Derfor har kirkegårdene plads til overs og begynder at ændre karakter. Den udvikling er biskopperne optagede af, for folkekirken driver størstedelen af landets kirkegårde og de skal ikke bare løbe rundt økonomisk, men være for alle, også når begravelseskikkene ændrer sig:

- Der er brug for en fælles samtale om døden og hvordan vi mindes. Afdødes ønsker bliver mere og mere individuelle. Så kirkegårdene forandrer sig og vi må overveje, hvordan de kan bruges, så det fortsat er et sted, hvor der skabes plads til erindringen, siger Henrik Stubkjær.

På biskoppernes møde i Viborg blev det besluttet at sætte fokus på kirkegårdskulturen de kommende år. Der er både brug for at afdække kirkegårdenes økonomi, praktiske forhold og de teologiske og filosofiske aspekter af danskernes forhold til døden og det at mindes. I 2019 bliver der afholdt en konference om danskerne og døden.

LÆS MERE: Hvad er en kirkelig begravelse?

Præstestillinger og Himmelske dage

På det tre dage lange møde blev fordelingen af præstestillinger mellem stifterne også drøftet. I takt med at befolkningen flytter fra landdistrikterne til de større byer, må præsterne flytte med og det betyder, at nogle stifter frem til 2021 må afgive stillinger især til Københavns og Aarhus stifter. 

Den tværkirkelige festival Danske Kirkedage, som siden 1971 er blevet afholdt hvert tredje år, rykkede i 2016 ud på pladser og gader i København under navnet Himmelske Dage. Succesen var stor, og biskopperne støtter nu et forslag om at give kirkedagene et permanent kontor i København og afholde dem hver anden gang i hovedstaden. 

LÆS MERE: Himmelske dage rykker ud i byen

Præsternes kompetencer, kirken på landet og i sommerlandet var også på biskoppernes dagsorden 17. - 20. april i Viborg. 

Læs referatet af biskoppernes møde her.