Fortsæt til hovedindholdet
8. januar 2026

Kirkemusikskoler: Gør uddannelse obligatorisk

Ny undersøgelse viser, at kirkemusikken spiller en stadig større rolle i folkekirkens liv, men færre er uddannet til den. Derfor bør kirkemusikalsk uddannelse gøres obligatorisk for kirkemusikere, konkluderer kirkemusikskolerne i en pressemeddelelse.

PRESSEMEDDELELSE:

Kirkemusikken spiller en stadig større rolle i folkekirkens liv. Derfor bør kirkemusikalsk uddannelse gøres obligatorisk for kirkemusikere.

Det er hovedkonklusionen i en ny landsdækkende undersøgelse af folkekirkens organister og kirkemusikere, gennemført af Folkekirken i tal og FUV for Folkekirkens Kirkemusikskoler i samarbejde med Landsforeningen af Menighedsråd.

Undersøgelsen viser, at efterspørgslen på kirkemusikere er steget markant. Det samlede antal årsværk er vokset med 20 procent gennem de seneste 20 år, som undersøgelsen dækker, og udviklingen drives i høj grad af nye musikalske opgaver som korarbejde, babysalmesang, undervisning og musikalske aktiviteter uden for den traditionelle gudstjeneste.

Samtidig dokumenterer undersøgelsen, at en stadig større del af de kirkemusikalske opgaver varetages af ansatte uden kirkemusikalsk uddannelse. Antallet af konservatorieuddannede organister er ikke fulgt med udviklingen, mens tilgangen af kirkemusikere med andre uddannelsesbaggrunde er steget markant.

- Kirkemusikken fylder mere end nogensinde i folkekirkens liv. Når flere og flere varetager kirkemusikalske opgaver uden en kirkemusikalsk uddannelse, må vi sikre den særlige faglighed, der er nødvendigt for at bære gudstjenesten musikalsk, understøtte fællessang og korliv. Derfor bør en grundlæggende kirkemusikalsk uddannelse gøres obligatorisk – på samme måde som det allerede gælder for folkekirkens øvrige funktionærgrupper.

Det udtaler Marianne Gaarden, biskop for Lolland-Falsters Stift og formand for Sjællands Kirkemusikskole

Ifølge kirkemusikskolerne handler forslaget ikke om at udelukke nye faglige profiler, men om at sikre kvalitet, faglighed og et fælles udgangspunkt for kirkelivet i sognene. Den nye gudstjenestevejledning, som lægger op til tættere samarbejde om gudstjenester og kirkelige handlinger, forstærker behovet for et fælles kompetenceniveau.

Undersøgelsen peger desuden på en begyndende organistmangel, som især rammer de små sogne. Halvdelen af de ubesatte stillinger har været ledige i mere end et halvt år, hvilket understreger behovet for både uddannelse og rekruttering i hele landet.

- Når det er svært at tiltrække kvalificerede ansøgere, bliver det tydeligt, hvor afgørende uddannelse og tilgængelige uddannelsestilbud er – også uden for de store byer, siger Karsten Frisk, der sidder i kirkemusikskolernes fælles aftagerpanel pva. Stiftsrådet for Haderslev Stift

Kirkemusikskolernes konklusion er klar: Hvis folkekirken også fremover skal kunne løfte sine mange musikalske opgaver med kvalitet i hele landet, kræver det en fælles og obligatorisk kirkemusikalsk grunduddannelse.

Fakta

FAKTA

Om undersøgelsen:

Undersøgelsen blev udført i 2025 via spørgeskemaer til alle landets menighedsråd, hvor der blev spurgt ind til både uddannelsesniveau og oplevet mangel på organister. Ved at sammenholde resultaterne med statistik fra Folkekirkens Lønsystem og Statens Lønstatistik kan man nu for første gang følge udviklingen helt tilbage til 1997.

 

Kraftig stigning i antal organister og kirkemusikere

Et af de markante fund i undersøgelsen er, at der er sket en stigning på 20 % i det samlede antal årsværk for organister og kirkemusikere gennem de seneste 20 år. Musikken spiller en stadig større rolle i folkekirken både i og uden for gudstjenesten med flere nye opgaver inden for bl.a. babysalmesang, minikonfirmandundervisning og kor.

 

Færre uddannede organister

Andelen af uddannede organister falder, samtidig med at flere med ingen eller alternative uddannelsesbaggrunde træder ind i folkekirken.

Organister og kirkemusikere er den eneste funktionærgruppe i Folkekirken, hvor der ikke er krav om en obligatorisk grunduddannelse.

 

Mangel på organister rammer især de små sogne

Organistmangel rammer især de mindre sogne i byer med under 1000 indbyggere, hvor halvdelen af de ledige stillinger har været ubesat i mere end et halvt år.

Undersøgelsen viser, at der fortsat er brug for decentrale uddannelsesmuligheder for organister og kirkemusikere i hele landet.

 

Om folkekirkens kirkemusikskoler

Folkekirkens tre kirkemusikskoler i Vestervig, Løgumkloster og Roskilde uddanner kirkemusikere til den danske folkekirke. Skolerne dækker hele landet i kraft af en decentral struktur med underafdelinger. Der uddannes på landsplan ca. 60 organister, kirkesangere og korledere årligt. Herudover tilbyder skolerne også en bred vifte af kurser og efteruddannelser.

Læs undersøgelsen på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenters hjemmeside:

Del 1: Analyse på baggrund af løndata

Del2: Analyse af spørgeskemaundersøgelse til menighedsråd