Nyheder
Nyheder

Kirken og skolen er folkets

Det er vigtigt, at folk involverer sig i debatter om folkeskolen. Det mener kirken og skoleforeninger, der i dag holder konference om, hvordan man opfordrer til engagement

Biskop i Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen taler på vegne af kirken til dagens konference om folkeskolen. Foto: Sille Arendt

Jens From Lyng

Vi har en folkeskole, ikke en statsskole. Det vil folkekirken, Danmarks Lærerforening og foreningen Skole og Forældre minde om i dag, hvor de er samlet til konferencen ”Hvad skal vi med folkeskolen” i Svendborg.

Til konferencen er inviteret repræsentanter fra kirker og folkeskoler over hele landet. Og formålet med den er, at få folket til at involvere sig i folkeskolen.

- Der har været en misforstået opfattelse om, at skolen bliver styret oppefra, og at man lokalt ikke har noget at sige. Vi vil gerne have folk i lokalsamfundene til at tale om, hvad det er for en folkeskole, de vil have, siger Dorte Lange, som er næstformand i Danmarks Lærerforening.

SE OGSÅ: Snart må elever gå til konfirmandundervisning i skoletiden


Ifølge Lærerforeningen kan kirken og skolen hjælpe hinanden, fordi deres arbejdsopgaver i mange tilfælde er ens. Det er biskop i Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen enig i. Han deltager for folkekirken med et åbningsoplæg til konferencen.

- Folkekirken er en organisation, der gror nedefra. Vi er afhængige af lokalt arbejde, og det samme skal være gældende for skolen. Vi vil gerne tale om, hvordan vi kan inspirere folk lokalt til at involvere sig i både folkeskolen og folkekirken, siger han.

Programmet for i dag består af dels oplæg fra fagpersoner og dels gruppesamtaler mellem de deltagende. I løbet af dagen er det meningen, at de inviterede skal finde inspiration til at gøre lokalsamfundene mere involverede i debatten om folkeskolen. Det er der nemlig et stort behov for, mener Dorte Lange fra Danmarks Lærerforening.

SE OGSÅ: Kirke og kommunen arbejder tættere end nogensinde

- Det er vigtigt, at lokalpolitikerne på skoleområdet ved, at befolkningen holder øje med dem og er engagerede i debatten om, hvad det er for en folkeskole, vi skal have, siger hun.

Konferencen rundes af klokken 16 med et oplæg fra projektet Verdens Bedste Danske Skole.