Fortsæt til hovedindholdet
2. juni 2025

Kirkernes Folkemøde fik 20.000 til at løfte blikket

'Himmelske Dage - Kirkernes Folkemøde 2025' trak 20.000 mennekser til Silkeborg, hvor de i Kristi himmelfartsferien kunne opleve alt fra koncerter til teater og debatter om tro, samfund og det meningsfulde liv.

Himmelske dage - Kirkernes Folkemøde i Silkenborg, hvor tusindevis af mennekser er samlet på torvet

'Himmelske Dage - Kirkernes Folkemøde 2025' fandt sted i Kristi himmelfartsferien i Silkeborg og tiltrak mange besøgende fra hele landet. Foto: Flemming Staal/Himmelske Dage

På Kristi himmelfartsdag var 4.000 mennesker mødt op til åbningsgudstjeneste på torvet i Silkeborg. Og da Kirkernes Folkemøde 2025 i går kunne sige tak for i år, havde 20.000 mennesker været forbi.

Himmelske Dage, som det tværkirkelige arrangement hedder, strakte sig over fire dage, hvor Silkeborgs gader var fyldt af næsten 250 arrangementer som udendørs koncerter, gudstjenester, foredrag og talks med fokus på tro, eksistens, samfund og kirke.

Til mange arrangementer var der fuldt hus, og selv om vejret var svingende, var den østjyske udgave af Himmelske Dage bedre besøgt end det seneste arrangementet i Roskilde i 2022.

Ud over egen næsetip

I år var temaet "Løfter blikket", og det var der en særlig grund til, siger biskop i Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen.

- Vi skal sammen løfte blikket for at få et andet perspektiv på os selv, hinanden og verden omkring os. Vi kan meget hurtigt komme til at stirre os blinde på de krige og kriser, som fylder så meget lige nu. Sortsynet ligger lige for. Eller tunnelsynet, når vi forfalder til polarisering og fjendebilleder, siger han.

Derfor blev de 20.000 fremmødte inviteret til at se på hinanden og verden med nye øjne og finde mod, håb og mening sammen. For det er godt at se ud over egen næsetip, siger formand for lokalkomiteen for 'Himmelske Dage - Kirkernes Folkemøde'.

- Her skaber kirkerne noget sammen trods vores forskellighed og peger ud over os selv gennem de mange events, debatter, koncerter og gudstjenester. Vi får noget med os videre til eftertanke og inspiration, udover en masse gode oplevelser og fællesskab, siger Jacob Duevang Krogh Rasmussen.

Fra Kirkedage til Folkemøde

Den første udgave af kirkefestivalen fandt sted i 1968, og i 1971 fik det navnet Danske Kirkedage.

Siden er den fælleskirkelige begivenhed blevet afholdt hver tredje år i forskellige større danske byer. I 2016 fik arrangementet navnet Himmelske Dage, og i er der altså blevet tilføjet 'Kirkernes Folkemøde'

Næste udgave i 2028 bliver i Hillerød under navnet Kirkernes Folkemøde.

Du kan se en lille sammenkog fra årets arrangement i Silkeborg nedenfor.