Fortsæt til hovedindholdet
2. maj 2025

Kongen deltager i markering af 80-årsdagen for befrielsen

I anledning af 80-årsdagen for Danmarks befrielse inviterer Københavns Stift og Vor Frue Kirke til en fredsgudstjeneste i Københavns Domkirke med deltagelse af Kongehuset, regering, ministerier og ambassader. 

Alteret med jesusstatue i Københavns Domkirke

Fredsgudstjenesten i anledning af 80-året for Danmarks befrielse afholdes i Vor Frue Kirke i København.

Kongehuset og regeringen deltager i Københavns Stifts og Vor Frue Kirkes fredsgudstjeneste søndag den 4. maj 2025 kl. 16:30. Gudstjenesten afholdes i anledning af 80-året for Danmarks befrielse. 

Fredsgudstjenesten finder sted i Vor Frue Kirke - Københavns Domkirke - og bliver live-transmitteret på både DR og TV2, hvor du kan se med fra kl. 15.30. 

Steffen Ringgaard, præst i Københavns Domkirke, udtaler i forbindelse med gudstjenesten: 

- Når vi kalder gudstjenesten 4. maj for en fredsgudstjeneste, og ikke en befrielsesgudstjeneste, skyldes det, at vi gerne vil have et bredere perspektiv end blot Danmarks befrielse for 80 år siden – nemlig også på håb om og bøn for fred her og nu overalt i verden. Og det er tanken, at der herefter skal afholdes fredsgudstjeneste 4. maj hvert år.

Fakta

Hvad er en fredsgudstjeneste?

Det forklarer Steffen Ringgaard, førstepræst i Københavns Domkirke, her: 

 

Folkekirken arbejder med en række særlige gudstjenester, der kan realiseres, når der opstår særlige situationer. Det kan være:

 

Krisegudstjenester. Disse afholdes ad hoc ved akut behov. Fordi der er behov for en fælles reaktion. Krisens omfang og virkning er da typisk ikke kendt (endnu), og kan ikke fortolkes i fællesskab. Man samler så mange deltagere/parter som muligt for at vise artikulere usikkerhed og fortvivlelse, for at stå sammen mod vold, krig, terror mv., for at solidarisere sig med ofrene og for fælles bøn om fred. Vores gudstjeneste i efteråret var typisk for en krisegudstjeneste (selvom vi også kaldte den for en fredsgudstjeneste). Jeg modtog efter gudstjenesten tankevækkende reaktioner fra især muslimsk side, som peger på, at disse krisegudstjenester gør virkelig god gavn, når det kommer til sammenhold og fællesskab på tværs af trosretninger og livsanskuelser.
 

Befrielsesgudstjenester. Disse afholdes, hvor man efter en krise bedre kan forholde sig til det skete. Her forholder man sig typisk til en genetablering af en fred/normalsituation – og takker for dens betydning for den nuværende (bedre) situation. En slags refleksion.
 

Fredsgudstjenester. Disse har ikke (eller kun sjældent) en konkret anledning, men et videre perspektiv og kan rumme både fortid, nutid og fremtid. Deres hovedsigte er at samle bredt til besindelse på og bøn om fred i en (ofte)urolig verden.

 

Overalt gælder det, at disse gudstjenester tjener samme behov som de kirkelige ritualer i øvrigt (dåb, konfirmation, vielse og i særdeleshed bisættelse), nemlig at være fællesskabets svar/reaktion på/i en situation, der er for stor til, at den enkelte eller den enkelte gruppe kan stå med det alene og på egen hånd.

Medvirkende ved fredsgudstjenesten

Biskop Peter Skov-Jakobsen
Domorganist Hanne Kuhlmann
Domkantor Carsten Seyer-Hansen
Kantor Mark Baumann
Vor Frue Kantori
Københavns Drengekor - Det Kongelige Kantori