Kongen deltager i markering af 80-årsdagen for befrielsen

Det forklarer Steffen Ringgaard, førstepræst i Københavns Domkirke, her: 

Folkekirken arbejder med en række særlige gudstjenester, der kan realiseres, når der opstår særlige situationer. Det kan være:

Krisegudstjenester. Disse afholdes ad hoc ved akut behov. Fordi der er behov for en fælles reaktion. Krisens omfang og virkning er da typisk ikke kendt (endnu), og kan ikke fortolkes i fællesskab. Man samler så mange deltagere/parter som muligt for at vise artikulere usikkerhed og fortvivlelse, for at stå sammen mod vold, krig, terror mv., for at solidarisere sig med ofrene og for fælles bøn om fred. Vores gudstjeneste i efteråret var typisk for en krisegudstjeneste (selvom vi også kaldte den for en fredsgudstjeneste). Jeg modtog efter gudstjenesten tankevækkende reaktioner fra især muslimsk side, som peger på, at disse krisegudstjenester gør virkelig god gavn, når det kommer til sammenhold og fællesskab på tværs af trosretninger og livsanskuelser.
 

Befrielsesgudstjenester. Disse afholdes, hvor man efter en krise bedre kan forholde sig til det skete. Her forholder man sig typisk til en genetablering af en fred/normalsituation – og takker for dens betydning for den nuværende (bedre) situation. En slags refleksion.
 

Fredsgudstjenester. Disse har ikke (eller kun sjældent) en konkret anledning, men et videre perspektiv og kan rumme både fortid, nutid og fremtid. Deres hovedsigte er at samle bredt til besindelse på og bøn om fred i en (ofte)urolig verden.

Overalt gælder det, at disse gudstjenester tjener samme behov som de kirkelige ritualer i øvrigt (dåb, konfirmation, vielse og i særdeleshed bisættelse), nemlig at være fællesskabets svar/reaktion på/i en situation, der er for stor til, at den enkelte eller den enkelte gruppe kan stå med det alene og på egen hånd.