Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Lokalbefolkning skal præge kirkebyggeri

Det er afgørende, at nærområdet får medejerskab i den nye kirke, siger sognepræsten i Sydhavn Sogn, som inviterer borgerne med i processen for at høre deres ønsker til en moderne kirke.

Menighedsrådsformand i Sydhavn Sogn, Lone Rasmussen, peger på grunden, hvor den ny kirke skal ligge. Sognet regner med at påbegynde byggeriet næste år og have kirken færdig i 2018. Foto: Thomas Heie Nielsen, Sydhavn Sogn.

Jens From Lyng

Der er brug for en ny kirke i Sydhavn Sogn. Det har man vidst i flere år, fordi området får mange nye tilflyttere. For nylig skrev sognets menighedsråd under på en købskontrakt, hvilket betyder, at Københavns Stift snart får sin første nybyggede kirke i næsten 30 år.

Denne uvante situation giver sognet mulighed for at involvere de lokale i kirken, allerede inden den står en kirkebygning.

Det mener Helene Ferslev, som er sognepræst i Sydhavn Sogn. 

- Vi vil gerne give kirken en profil, der kan appellere til de lokale. Derfor planlægger vi at lave nogle tiltag for at involvere lokalbefolkningen i processen med kirkebyggeriet. For eksempel via fokusgruppeinterviews og workshops, siger hun.

Borgerne skal i tale

Til disse arrangementer vil præsterne og andre af kirkens folk spørge de lokale i sognet, hvordan de kunne tænke sig at bruge kirken, og hvordan de i øvrigt forestiller sig, at en moderne kirke skal se ud i 2018.

- Det er vigtigt at inddrage lokalbefolkningen for at skabe bevidsthed om, at der kommer en ny kirke i deres nærområde. Da det primært bliver dem, der skal bruge kirken, er det afgørende, at de føler et engagement og medejerskab for deres nye kirke. Ved at inddrage borgerne ønsker vi at få dem i tale i forhold til, hvilke ønsker og visioner, der har for deres lokale kirke, siger hun.


SE OGSÅ: Flere går i kirke end i biograf

Ny kirke opføres efter kirkelukninger

Byggeriet af Sydhavn Sogns nye kirke kommer efter en række kirkelukninger i København. På grund af ændringer i demografien kunne det ikke forsvares at drive kirkerne videre, og derfor blev blandt andre Samuels Kirke på Nørrebro og Gethsemane Kirke på Vesterbro taget ud af brug.

Men netop på Teglholmen og Sluseholmen i Københavns Sydhavn er billedet et andet.

Sydhavn Sogn vokser, og nye boliger skyder op i områderne på Teglholmen og Sluseholmen, og allerede nu er der planlagt 9000 nye boliger i området.

Derudover er den nuværende sognekirke, Frederiksholm Kirke, for lille. Kirken har problemer med at betjene de nuværende 9367 medlemmer, og samtidig står Frederiksholm Kirke over for en større og meget dyr renovering, som ikke løser pladsproblemerne, har menighedsrådsformanden tidligere forklaret til Kristeligt Dagblad.

Kirken skal blive en fast del af området

Samme plan om at appellere til de lokale havde Torsted Sogn i Horsens, da det for nogle år siden stod i samme situation som Sydhavn. Siden 2007 er der kommet 1600 flere folkekirkemedlemmer i sognet, og ifølge sognepræst Anne Assenholt skyder der nye huse op hele tiden.

Derfor var det nødvendigt med en større kirke. I 2011 stod Østerhåb Kirke færdig.

- Jeg oplever egentlig, at det er lykkedes at gøre folk mere interesserede i kirken. Den nye kirkebygning kom på et tidspunkt, hvor en masse familier flyttede til. På den måde føler mange, at det er deres kirke og har lettere ved at besøge den, siger Anne Assenholt.


SE OGSÅ: Kirker sætter fokus på sociale arbejde

Ny arkitektur kan appellere til flere

Hendes opfattelse er, at flere deltager i arrangementer i den nye kirke end før i tiden i den gamle. Dels fordi de føler et tættere forhold til kirken, der blev indviet, mens den store tilflytning skete. Men også fordi, det moderne kirkerum giver nye muligheder.

- Vi er begyndt at arrangere meditationsgudstjenester på hverdagsaftener med musik og fordybelse. Det kom i stand, fordi nogle musikere i området gerne ville bruge kirken, der har en god akustik sammenlignet med gamle kirker, siger Anne Assenholt.

I første halvdel af 2016 vil Sydhavn Sogn sætte gang i en arkitektkonkurrence, hvor forskellige firmaer kan give bud på, hvordan arkitekturen skal se ud i en moderne kirke.

Det er planen, at den nye kirke skal indvies i 2018.


Klik dig igennem kortet herunder og se alle nybyggede kirker siden 1995.