Fortsæt til hovedindholdet
5. maj 2025

'Måske er du cooked, men du er elsket alligevel': To præster har skrevet en tale til årets konfirmander 

'Kære konfirmand' er måske de ord, der lyder oftest, når der de næste uger bliver slået på glasset ved konfirmationsfester landet over. Men hvad er vigtigst at vide, når man tager hul på livet som ung? Læs to præsters taler til årets konfirmander her. 

Konfirmander ude for kirken

Kære konfirmand

Du har garanteret fået tudet ørene fulde af at konfirmationen er et kæmpe valg, du nu skal tage. I kirken, foran alle, skal du svare på om du er troende eller ej. Du har sikkert også skulle lære trosbekendelsen udenad, og fremsige den foran alle. Det er en grænseoverskridende oplevelse at skulle tage sådan et valg. 

Du kommer til at skulle tage mange store valg, der alle føles afgørende for din fremtid. Hele tiden får du at vide at verden er din østers. 

At du har muligheden for at blive advokat, læge eller superstjerne, så længe du stræber efter at være dit bedste selv. 

At du ikke skal være tilfreds med at være god nok, men altid gå efter at være bedre. Bagsiden af mønten er, at du skal leve op til noget, du måske aldrig kan nå.

Du har også valgt at blive konfirmeret. Men i modsætning til mange andre valg i livet, så kan du ikke risikere at dumme dig her. For det kan føles som om, du vælger Gud til eller fra, men faktisk så er valget taget for dig. Du er allerede valgt til og elsket for alt det, du er. Også selv om der kommer tidspunkter hvor du føler at du ikke er god nok, selvom du gør dit bedste. 

Måske føler du, at du er helt cooked, og ikke fortjener at blive elsket. Men i kirken er det ikke dit valg at være god nok for Gud. 

Det du vælger til er, at du forstår, at du allerede er det.

Stort tillykke med din konfirmation!

Rasmus Peytz Stephansen
Sognepræst i Skelgårdskirken

Kære konfirmand

Til konfirmationsforberedelsen har du hørt, at ingen bliver afvist af Jesus – og dermed af Gud; I Jesus taler Gud til os, når vi er skrøbelige og små: Hvad enten vi føler skyld, er bange, ensomme, sørgende eller har mistet modet.

Netop når vi er skrøbelige og små, taler Gud sin kærlighed ind i os. Hver gang Jesus taler i evangelierne, taler han liv og håb ind i os; et ukueligt livshåb ind i vores skyldige, bange, ensomme, sørgende og modløse hjerter.

Det er måske ikke lige nu, du er mest i kontakt med din egen skrøbelighed – men de dage kommer, hvor livet gør ondt, skal jeg hilse og sige. Og her bliver det godt for dig at søge livshåbet andre steder end inden i dig selv.

Du kan række ud efter Gud Fader i bøn. F.eks. række ud til ham med dén bøn, som Jesus lærte disciplene, og som siden har været dåbsgave: nemlig Fadervor.

I dén bøn har du som døbt lov til at tro på Guds rige – ”komme dit rige”.

I dén bøn har du som døbt lov til at tro på Guds tilgivelse – ”og forlad os vor skyld”.

I dén bøn har du som døbt lov til at tro på, at Gud befrier dig fra det onde – ”fri os fra det onde”

Tillykke med dit valg om at blive konfirmeret. Du har sagt til ja til, at Gud, ’livshåbets Gud’, må fylde dig og din fremtid med sit ukuelige livshåb.  

En fremtid, hvor du aldrig er overladt til dig selv. Et døbt liv, hvor du altid kan henvende dig til Gud i bøn. Og samtidig et liv, hvor Gud aldrig slipper dig af syne, men holder dig fast på sin kærlighed.

Mathias Harding, Sognepræst i Rungsted,
ungdomspræst i Hørsholm Kommune