Nyheder
Nyheder

Muslimer og kristne opfordrer til sammenhold efter drab

Vi skal stå sammen for fredelig sameksistens, lyder det fra Danske Kirkers Råd og Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne.

Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, rabbiner ved Det Jødiske Samfund, Jair Melchior og formand for Muslimernes Fællesråd, Sami Kücükakin ved mindehøjtideligheden på Østerbro mandag den 16.2. Foto: Sille Arendt

Weekendens angreb i København, hvor en jødisk sikkerhedsvagt og en dansk filminstruktør mistede livet, må ikke skabe afstand imellem os.

I stedet skal vi værne om demokratiet og retten til at samles for at udveksle meninger eller for at praktisere vores tro uden frygt for at miste livet, skriver Danske Kirkers Råd og Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne på deres hjemmeside i dag.

-  Angreb som dem, der er sket i København er et angreb på medmenneskeligheden. Derfor er det vigtigt, at vi på tværs af religiøse og politiske skel står sammen for fredelig sameksistens og respekt for frihed og demokrati. Uenighed skal udtrykkes i samtale – ikke i vold og angreb, skriver de.

’Vores Gudstro kalder på forsoning’
Danske Kirkers Råd og Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne, som består af valgte repræsentanter fra Den Muslimske Union, Muslimernes Fællesråd, Den Katolske Kirke, Frikirkerne og Folkekirken i Danmark, skriver også, at vi alle er ét med de familier, som har mistet.

Vores Gudstro kalder på forsoning, fællesskab og medmenneskelighed i troen på, at vi som Guds skabninger alle er ligeværdige mennesker. Vi, som tilhører kristendommen eller islam, er sammen med jøderne børn af Abraham og burde holde af hinanden, hjælpe og støtte hinanden. I dag er vi alle ét med familien på Østerbro og ét med den jødiske familie i sorgen over tabet af de to mænd.

Samarbejdet i Kontaktgruppen opstod efter at Jyllands Posten i 2005 bragte de tolv satiriske tegninger af Islams profet Muhammed.

Formålet med samarbejdet er at forbedre samarbejdet mellem muslimer og kristne og at vise, at kristne og muslimer på mange områder har fælles værdier og interesser.

Du kan læse mere om Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne på danisharabdialogue.org

Af Astrid Højbjerg