Nyheder
Nyheder

Opfordring til at tænde lys 4. maj

Det, der var en spontan reaktion for 75 år siden, skal vi bære videre som et håb om frihed og fred i fremtiden, lyder det fra biskopperne, som opfordrer til at markere befrielsen med lys i vinduer og på sociale medier.

I år er der særlig grund til at markere 4. maj med lys i vinduerne, for det er 75 år siden, frihedsbudskabet lød og vi står igen i en krise, som rammer alle.

Inge Haandsbæk Vestergaard og Ellen Aagaard Petersen

"I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.”

Sådan begyndte den historiske meddelelse i radioen den 4. maj 1945 med nyheden om, at Danmark var fri af den tyske besættelse. 

Vi kan i år fejre 75-året for Danmarks befrielse. Det skulle have været markeret ved en lang række kirkelige begivenheder landet over, som er blevet aflyst på grund af faren for smitte med coronavirus.

I stedet opfordrer landets biskopper til, at man fortsætter traditionen med at sætte levende lys i vinduerne om aftenen den 4. maj. Det skriver de i en fælles besked:

”Lyset er et tegn på frihed og håb. På denne aften takker vi for vores eget lands befrielse og samtidig beder vi for fred og frihed for alle jordens folk. Det, der var en spontan reaktion den 4. maj 1945, skal vi bære ind i fremtiden, som et håb om frihed og fred i fremtiden.” 

Lys, flag og klokkeringning

”Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”, står der i Johannesevangeliet i Biblen. Med de ord opfordrer folkekirken til at tænde lys og dele det også på sociale medier. 

Man kalder nogle gange kirken for et ”erindringshus”, fordi den forbinder os med mennesker, der har levet og været samlet der før os. Flere har da også sammenlignet de onde år under besættelsen med den krise, vi står midt i nu, nemlig coronavirus. 

I år giver det særligt god mening at tænde lys i hjemmene, hvor mange opholder sig det meste af tiden. Det kan minde os om, at også vi må se frem til at kunne samles frit igen.

Mange kirker vil markere 75-året for befrielsen ved at ringe med kirkeklokkerne den 4. maj mellem klokken 20 og 21, ringe et kvarter ved morgen- og aftenringning den 5. maj og flage ved kirken den 5. maj.