Reportage: I "Suppen" er alle lige
For en flad femkrone tilbyder Lyngbykirkernes Suppekøkken et varmt måltid mad til alle, der har brug for det. Men ofte er det ikke suppen, der trækker mest. Det er selskabet. Og hos ”Suppen” er der plads til alle, der giver plads til andre.
 
			
	
	
		Fællesskab og ligeværd er nøgleord i Lyngbykirkernes Suppekøkken. Sten og Niels Jørgen er blandt gæsterne i suppekøkkenet. Foto: Rikke Lyskjær-Rudbæk
Rikke Lyskjær-Rudbæk, Helsingør Stift
Bag de duggede ruder i det gamle stationshus i Lyngby står Henrik Blandebjerg og rører i gryden på komfuret. Udenfor rusker vinden, og bilisterne, der snegler sig gennem myldretidstrafikken, er nødt til at tænde vinduesviskerne i deres biler for at kunne finde vej hjem gennem regnen.
Rundt omkring på væggene i stationshuset hænger der farverige billeder. Der er fyrfadslys i små skåle på laminatbordene, og radioen spiller sagte i baggrunden, mens Henrik, der er ansat i suppekøkkenet – eller "Suppen", som det kaldes i daglig tale - forbereder aftenens måltid: Karrysuppe, brød og røde pølser. I køkkenet får han hjælp af Inger Juul, der er frivillig.
Hen over madlavningen taler Henrik og Inger med to af suppekøkkenets stamgæster, der allerede er mødt op. Inden længe vil flere kendte ansigter træde ind ad døren og finde en plads, hvis det ellers går, som det plejer.
Tre dage om ugen serverer kirkerne i Lyngby i samarbejde med Kirkens Korshær varm mad mellem klokken 17 og 18.30. Det er der mange, der gerne vil bede om, men ifølge Henrik handler det om meget mere end et varmt og billigt måltid.
- Tanken har været at skabe et sted for folk, der har brug for samvær og nærvær og mad til billige penge. Et måltid koster fem kroner, og hvis man ikke har det på lommen, finder vi også ud af det. Det går vi ikke så meget op i, fortæller han og fortsætter:
- Det er en blandet skare, der besøger os. Vi har besøgende, der har det rigtig skidt, og så er der andre, hvor mange nok vil tænke ’De kommer da ikke sådan et sted’. Men det er nærværet, der trækker. Som vi siger: ’Vi giver plads til alle, der giver plads til andre’.
Selskab og gode samtaler
Et par minutter i spisetid går døren op, og inden længe har en håndfuld stamgæster meldt deres ankomst. Henrik og Inger serverer varm mad for selskabet, og radioen bliver nu overdøvet af de samtaler, der fylder rummet. I et hjørne taler nogle om en bog, en har lånt på biblioteket. Et andet sted falder samtalen på elbiler og afgifter.
- Vi bliver involveret i meget og spurgt om lidt af hvert, og folk er meget åbne og opmærksomme på hinanden. Hvis en ikke har været her et stykke tid, taler de øvrige om, hvorvidt nogen har set eller hørt fra vedkommende. Der opstår venskaber her, og flere tager på ture sammen, som de selv arrangerer, fortæller Henrik.
Det gælder for eksempel Niels Jørgen og Sten. De har lært hinanden at kende i suppekøkkenet og har ved flere lejligheder været på udflugt sammen – både nogle som suppekøkkenet har arrangeret og andre, som de selv står bag:
- Vi har for eksempel været på tur til Esrum Kloster. Jeg har en bil, så vi kan køre i den. Det er fedt at komme ud og se noget, hvis man normalt ikke ser så meget. På turene ser man også folk på andre måder end her – de mere muntre sider. Vi har det også muntert her, men der er også mange, der har det svært, fortæller Sten, der besøger suppekøkkenet stort set hver gang, det har åbent.
- Det er sjovt og hyggeligt. Jeg får god, billig mad, og jeg hører en masse nyt fra de andre – viden, jeg ellers ikke ville have fået. Det var min ven, der i sin tid spurgte, om ikke jeg ville med herned, fortæller Sten og fortsætter:
- Mange af de mennesker, der kommer her, mangler nogle at snakke med. Det får de her.
Det kan Niels Jørgen bekræfte. Han bor i nærheden og lægger også ofte vejen forbi suppekøkkenet.
- Så får jeg lidt mad og selskab. Nu kender jeg efterhånden folk hernede, og der er mange søde frivillige. Jeg kan godt lide, at jeg kan gå til og fra, lyder det fra ham.
En bred gæsteliste
- Kan du spise en portion mere? lyder det fra Inger. Hvad med en pølse?
I noget der ligner ni år, har hun et par gange om måneden hjulpet til i suppekøkkenet. Noget, der giver utrolig meget mening for hende:
- Det er et stykke givende arbejde. Folk er glade for det, der bliver lavet, og vi gør også en indsats for, at det er lækkert. Det er rigtig hyggeligt at være her, for det er søde og rare mennesker, der kommer her, og der er en god grundstemning.
Nede i hjørnet sidder Claus på sin faste plads. Han har været med næsten hele vejen, siden suppekøkkenet slog dørene op i 2015, og han elsker at komme her:
- Det giver mig et afslapningssted og følelsen af, at vi alle er lige meget værd. Alle har lov til at sige, hvad de vil. Her er der ingen, der får mundkurv på. Vi har en forståelse ud over det sædvanlige, og så passer vi på hinanden på kryds og tværs, fortæller Claus og fortsætter:
- Det er et sted, der er så bredt i sin gæsteliste, at det er alle typer, der kommer her. Det er folk, der har oplevet mange ting. Her i rummet taler vi om alt, og det er vi stolte af – for hvor gør man egentlig det længere?
Ikke en flok stakler
Under middagen kommer nye til, men på grund af regnvejret er besøgstallet ikke så højt, som det nogle gange er. En af dem, der dog har trodset regnen, er Jan. Han er relativt ny i suppekøkkenet og har kun været med i en måneds tid.
- At være her er som at være i et stykke litteratur. Der er både en masse leg og alvor. Uanset hvad folk tager op, bliver bolden spillet videre og gjort til noget interessant. Og hvis nogen har alvorlige problemer, taler vi også om dem. Jeg er overrasket over, hvor tolerante folk er, fortæller han.
Jan er kunstner og digter, og hver gang han besøger suppekøkkenet, skriver han dagens suppedigt, for han mærker en stor inspiration i lige præcis det selskab:
- Det er en af de mest spændende forsamlinger, jeg er droppet ned i. Resten af samfundet kan lære meget af det her sted. Der er en tendens i samfundet til, at vi skal passe ned i nogle små, prædefinerede kasser. Man må ikke være bedre end kassen eller udenfor kassen. Men folk her er rigtig meget værd og har så meget kreativitet at byde på. Selv om de måske roder lidt rundt ude i virkeligheden, er de stadig interessante. De er ikke bare nogle stakler. Det er da meget sjovere at gå på tværs af kasser, og det vil jeg gerne have frem i min digtsamling.
Maden er spist, maverne er mætte, og flere af gæsterne siger farvel og tak og bevæger sig ud i den mørke, våde oktoberaften. Mens Henrik og Inger rydder op i køkkenet, fortsætter samtalen lystigt nede i hjørnet, og det får den lov til, indtil suppekøkkenet lukker klokken 20. Og om få dage starter det hele forfra.
5 facts om suppekøkkenet i Lyngby
1. Suppekøkkenet slog dørene op i 2015, og det er et samarbejde mellem kirkerne i Lyngby og Kirkens Korshær.
2. Der er åbent tre gange om ugen mellem klokken 16 og 20 – tirsdag, torsdag og søndag.
3. Der er typisk mellem 5 og 20 besøgende, hver gang køkkenet holder åbent. Sidst på måneden er der ofte flere besøgende end først på måneden.
4. Udgangspunktet for måltidet er suppe, som suppekøkkenet får fra Fødevarebanken i Glostrup. Om tirsdagen får suppekøkkenet desuden de ting, som den lokale Føtex ikke kan sælge, og som skal bruges samme dag.
5. Af og til arrangerer suppekøkkenet ture ud af huset eller særarrangementer for de besøgende – for eksempel i forbindelse med jul og nytår.