Nyheder
Nyheder

Se gudstjeneste med dansk-ukrainsk præst i tv

På søndag kan man se en fælles dansk-ukrainsk gudstjeneste på alle regionale TV 2-stationer.

Skt. Nicolai Kirke i Rønne på Bornholm bliver kulissen, når alle TV 2's regionale kanaler på søndag kl. 14.00 sender live fra en fælles dansk-ukrainsk gudstjeneste. Foto: Majken Taxbro

Andreas Lindbjerg Nielsen

På søndag er der som altid gudstjeneste i Skt. Nicolai Kirke i Rønne på Bornholm. Men udover den helt traditionelle højmesse kl. 10.30, kommer der til at være en særlig gudstjeneste kl. 14.00.

I anledning af krigen i Ukraine, kan man nemlig komme med til en fælleskirkelig gudstjeneste, hvor den ene af to ukrainske præster i Danmark, Vasyl Tykhovych, vil stå for prædikenen. Den holdes på ukrainsk, så ukrainske flygtninge i Danmark også kan følge med. Også de, som ikke kan være tilstede i kirken, for den bliver samtidig sendt live på alle TV 2’s regionale kanaler.

Vasyls Tykhovychs prædiken er optaget på forhånd i København, men den bliver tekstet, så danske seere og gæsterne i kirken også kan følge med. Det er første gang, at Vasyl Tykhovych optræder på dansk tv.

LÆS MERE: Kirkerne tager imod de ukrainske flygtninge 

Må ikke glemme andre flygtninge

Peter Hauge Madsen, som til daglig er præst i Skt. Nikolaj Kirke, ser frem til at deltage i gudstjenesten, som udover Vasyl Tykhovychs prædiken primært kommer til at fokusere på bøn og lystænding.

- Vi har generelt meget fokus på den nød, som ukrainerne oplever i øjeblikket. Så derfor sagde vi ja med det samme, da TV 2 Bornholm præsenterede idéen for os, siger Peter Hauge Madsen.

Han understreger dog, at selvom krigen i Ukraine står i forgrunden denne gang, så er det vigtigt ikke at glemme andre mennesker i nød.

- Vi vil gerne bruge gudstjenesten til at sætte fokus på alle dem, som er flygtet fra krig og ødelæggelse verden over.

Samarbejde mellem trossamfund

Selvom gudstjenesten finder sted i en folkekirke, er det en såkaldt økumenisk gudstjeneste. Det betyder, at det sker i en slags brobygning mellem forskellige kristne trossamfund. Udover folkekirken og den græsk-katolske kirke deltager også tre bornholmske frikirker. Det er Missionskirken Rønne, Pinsekirken Bornholm og Baptistkirken Bornholm.

TV 2/Bornholm producerer gudstjenesten til TV, og de otte regionale TV 2-stationer er gået sammen om at vise den direkte på de regionale kanaler. Der streames også live på TV 2/Bornholms hjemmeside, som du kan besøge her.