Usikker verden får flere på gaden til indsamling

Andreas Lindbjerg Nielsen

Der er ekstra mange, der har meldt sig til at gå på gaden, når Folkekirkens Nødhjælp på søndag den 8. marts afholder deres årlige landsindsamling. I midten af februar var antallet af tilmeldte indsamlere således 27 procent højere end sidste år, skriver organisationen i en pressemeddelelse. 

- Vi hører fra vores indsamlingsledere, at folk melder sig til, fordi de er bekymrede for verdens tilstand. Krig, oprustning og trusler fylder meget i disse tider, samtidig med at mange regeringer skærer i nødhjælpen. Det går hårdt ud over mennesker i verdens fattigste lande, og det tror jeg, at mange danskere reagerer på med et ønske om at gøre noget, siger generalsekretær Jonas Nøddekær.

Sidste år deltog omkring 11.000 mennesker fordelt ud over hele landet i Folkekirkens Nødhjælps indsamling, og de samlede mere end 13 millioner kroner ind. De blev blandt andet brugt til at sikre mad og rent vand i Gaza, Ukraine, Sydsudan og andre krigshærgede områder.

Trods den stærke opbakning er der stadig ledige ruter i næsten alle byer. Så Folkekirkens Nødhjælp håber, at mange flere vil melde sig.

At holde håbet levende i fællesskab

En af dem, der skal ud at gå med den røde indsamlingsbøsse på søndag, er Louise Haunstrup. Hun er indsamlingsleder i Gl. Rye Sogn for andet år i træk og medlem af menighedsrådet. Sidste år fik hun mulighed for at rejse med Folkekirkens Nødhjælp til Uganda for at opleve arbejdet tæt på.

Hun besøgte en af verdens største flygtningebosættelser i et land, der huser omkring to millioner flygtninge, hvoraf mange kommer fra Sydsudan i nord. I Uganda har de en såkaldt Open-Door-politik, som betyder, at flygtninge – udover bevægelsesfrihed og adgang til uddannelse - får tildelt et mindre jordstykke på 30 x 30 meter, så de kan forsøge at opbygge et nyt liv.

– De kommer med ingenting og ofte med voldsomme traumer i bagagen. Mange har mistet deres mand, og de fleste har været udsat for overgreb på flugten. Set fra et privilegeret dansk perspektiv er det voldsomt at være vidne til, fortæller Louise Haunstrup.

Men midt i det svære var det især kvindernes styrke, der gjorde et uudsletteligt indtryk.

– Jeg havde så mange samtaler kvinde til kvinde. De lever liv, der er diametralt anderledes end mit. Alligevel mødte jeg en enorm styrke og vilje til at rejse sig. Og de stod ikke alene, de stod sammen, siger hun.

Om aftenen samledes kvinderne omkring bålet, delte minder, sang sange fra hjemlandet og holdt håbet levende i fællesskab. De organiserede sig i nabogrupper, hjalp hinanden med at bygge huse, dyrke jorden og passe børn.

– De håber kollektivt. De bruger hinanden. Den styrke og det fællesskab gjorde et kæmpe indtryk på mig.

“Jeg har set, at det nytter”

Gennem mere klimakloge køkkenhaver og bedre frøsorter lærer kvinderne at dyrke jorden mere robust i et klima præget af tørke og voldsomme regnskyl som følge af klimaforandringerne. Det betyder konkret mad på bordet og dermed også mulighed for at sende deres børn i skole. Noget, som har høj prioritet for de fleste mødre, som ikke selv har haft mulighed for at gå i skole. 

– Jeg mødte kvinder, der kunne fortælle, at de nu igen kunne brødføde deres familie. En ung kvinde, Nadia, som drømmer om at blive svejser, sagde stolt: Kvinder kan det samme som mænd. Hun havde et vildt gåpåmod, men hun ønskede samtidig, at flere kunne få den samme hjælp.

For Louise Haunstrup er det netop her, indsamlingen giver mening.

– Man kan tænke, at det bare er en dråbe i havet. Men nogen er jo den lille dråbe. Og jeg har set det én til én, at det nytter.

Sidste år samlede Gl. Rye over 41.000 kroner ind. I år håber hun, at endnu flere vil være med. Ligesom generalsekretær Jonas Nøddekær tror Louise Haunstrup også, at den usikre verdenssituation med krig, klimakatastrofe og nedskæring af udviklingsbistand være en motivation for mange. Det er det nemlig også for hende. 

– I en usikker verden er det rart at mærke, at vi kan gøre noget sammen. Så kan jeg også tale med mine børn om, at nogle ikke er så heldigt stillet som i vores del af verden. Det skaber et fællesskab både herhjemme og der, hvor hjælpen ender.