Åndelighed er dét, der ikke tjener et særligt formål, men som giver livet dybde og mening: nærvær, kærlighed og forbundethed. Det mener psykologiprofessor og debattør Svend Brinkmann.

For Svend Brinkmann er åndelighed egentlig ikke noget mystisk eller overnaturligt. 

- Det er et resultat af vores menneskelige evne til at forholde os til os selv, til andre og til verden. Og det er som sådan noget, alle har adgang til, understreger han.

Psykologiprofessoren var selv med til at starte debatten om åndelighed tidligere på året, da han i Weekendavisen talte om behovet for en kulturel oprustning med udgangspunkt i Europa, endda med tilhørende pensumliste med verdensstjerner som Sokrates, Mozart og vores egen H.C. Andersen. 

Men udover at tygge sig igennem den store europæiske kanon, hvad er det så for en åndelighed, Svend Brinkmann mener, vi har brug for? 

- Der er sider af livet, som ikke kan måles og vejes. Når vi for eksempel taler om tilgivelse, så er det ikke noget, vi kan forklare med gener eller hjerneaktivitet alene. Det ville ikke bare være fladt og forsimplet, det ville også være forkert. 

Derfor har vi ifølge Svend Brinkmann brug et sprog som det, religionen tilbyder os, når vi taler om ånd. Et sprog, der løfter blikket og rækker ud over simple årsagsforklaringer.

- Kristendommen er vores kulturs vigtigste kilde til at tale om de her ting. Ikke nødvendigvis som troende, men som mennesker, der er vokset op i en kultur præget af kristne forestillinger om tilgivelse, nåde og kærlighed. I bogen ’Mit år med Gud’ var mit projekt at finde ud af, om de her store ord gav mening for en agnostiker som mig, og det synes jeg jo i høj grad, at de gør.

Det udefrakommende blik

Svend Brinkmann trækker endnu en kulturel royalty op af posen: Søren Kierkegaard, vores hjemmedyrkede filosof og teolog. I værket ’Sygdommen til døden’ beskriver han mennesket som en sammensætning af sjæl og legeme, hvilket ikke betyder, at vi bare består af krop og psyke. Vi har også bevidsthed og kan reflektere, uddyber Svend Brinkmann:

- Vi er åndelige væsner, og det adskiller os fra dyrene. Katte og hunde kan føle smerte og glæde, men de reflekterer ikke over deres egen eksistens. Det gør vi. Det er derfor, vi kan skamme os – vi kan se os selv udefra. Små børn, som løber nøgne rundt, skammer sig ikke. De har endnu ikke udviklet den form for refleksivitet. Skam eller stolthed er måske ikke det, vi normalt forbinder med åndelighed – men det er jo også en del af det, siger Svend Brinkmann.

Åndelighed er det ubetingede i verden

Den mest gængse forestilling om åndelighed er nok den, der knytter sig til store eller intense oplevelser. At blive opløftet eller rørt på et dybere plan. For eksempel da vi sang fællessang under corona-pandemien og pludselig blev bevidste om, at vi var en del af en nation med fælles sprog og kultur. 

Men det kan også være mere hverdagsagtigt, påpeger Svend Brinkmann: En stor naturoplevelse eller en uventet gestus fra et andet menneske. Øjeblikke, hvor man mærker, at der er noget, der rækker ud over én selv. Det er ikke nødvendigvis religiøst, men det er eksistentielt. Det rører ved noget grundlæggende:

- Min vigtigste erkendelse i forhold til åndelighed er, at visse ting i livet er ubetingede. Betingelsesløse. Det er en måde at begribe det, vi ikke kan reducere, og det er det tætteste, jeg kommer på et personligt gudsbegreb. Når vi elsker nogen, ikke fordi de opfylder betingelse A, B og C, men bare fordi de er – så er det ubetinget kærlighed. Når vi tilgiver, ikke for at få ro i sindet, men fordi det er rigtigt – så er det en gave, både til den anden og til os selv. Det, vi lover, når vi står foran alteret og skal giftes, det skal vi have en ærlig intention om at holde.

Vi skal udvikle åndeligheden i os selv og hinanden

Ifølge Svend Brinkmann risikerer vi at miste det ubetingede og dermed det åndelige, fordi vi hele tiden spørger: “Hvad får jeg ud af det?”

- Det mest meningsfulde i livet er netop det, vi ikke gør for at opnå noget andet. Det unyttige. En god samtale, et besøg hos en ven, en middag lavet med kærlighed – det er ikke nyttigt i snæver forstand, vi skulle jo alligevel have noget mad. Men netop derfor er det så værdifuldt.

Og det er måske grunden til, at mange i dag oplever en form for meningstab - at alt helst skal have et tydeligt mål.

- Jeg tror, at mange af os kunne have glæde af at gøre mere, som ikke tjener et bestemt formål. Og når vi gør det, skal vi øve os i ikke at bebrejde os selv for det. Det kunne i sagens natur være alt, men hvis man for eksempel går i kirke, så tror jeg ikke, at grunden er, at man så kan øge sin livslængde med et par år. Grunden til at være der er simpelthen bare: At være der.

Svend Brinkmann mener ikke, at vi kun skal nære vores individuelle åndelige behov, vi har også et ansvar for at udvikle det i hinanden. At skabe nogle fælles rum, hvor det ubetingede og åndelige kan få plads. Ikke kun i kirken, også i skolen, i familielivet og i kulturen:

- Vi har brug for steder og sprog, hvor vi ikke blot er forbrugere og funktioner, men hele, etiske og ansvarlige mennesker.
 

Svend Brinkmann kommer til Himmelske Dage i Silkeborg torsdag den 29. maj 2025, hvor han skal tale med teolog Kasper Bro Larsen. Se hele programmet for Himmelske Dage på deres hjemmeside.