"Hvad hvis jeg aldrig bliver mor?"

Da det gik op for hende, at hun havde svært ved at blive gravid, blev hendes eksistensgrundlag revet væk. Hvad skulle hun i verden, hvis hun ikke skulle være mor? Det gør ondt, når børnene ikke kommer af sig selv, men for Pia hjalp det, da nogen i den lokale kirkes kælder sagde: ’Sådan har jeg det også’.  

- I dag ved jeg ikke, om jeg græd, fordi jeg var glad på hans vegne, eller fordi jeg var megaulykkelig. Det kan jo være en blanding, siger hun.  

- Men det var nok det sidste. 

De sad i hver sin ende af sofaen, da han fortalte det. Det skulle være en glædelig nyhed, noget kæmpestort, men det eneste, der undslap Pia Krohnes hals, da hendes lillebror overbragte hende nyheden, var store hulk. ’Jeg skal være far’, sagde han. 

Barnløshed er ikke et luksusproblem, og fertilitetsbehandling kan kaste én ud i en hvirvelvind af eksistentiel krise, uvished, skyld, skam og håb, der visner. Det ved Pia Krohne. Da hun fandt ud af, at hendes æg ikke duede til at lave det barn, hun og hendes kæreste så brændende ønskede sig, blev alting sort. 

Men håb næres, når vi er sammen med andre, siger hun. Og ved et langbord i kælderen under den lokale kirke, fik hun fat om et lille håb. Ikke nødvendigvis om at blive mor, for den slags findes der ingen garantier for, men om i det mindste at få livet tilbage.   

Barnet der ikke kom 

Det var ikke meningen, at vi skulle mødes her. I den lille hjørnelejlighed i midten af Horsens. Drømmen var et rummeligt hus ude i et af byens børnevenlige villakvarterer med stisystemer og gode institutioner i nærområdet. Men udbetalingen til huset har 37-årige Pia Krohne og hendes kæreste Frederik brugt på behandlinger på en privat fertilitetsklinik. Den positive graviditetstest udeblev nemlig, og det stod hurtigt klart, at ønskebarnet ikke ville komme af sig selv. 

- Det er måske svært at forestille sig, hvor stor en indgriben fertilitetsbehandling egentlig er i ens liv. Men det skaber ringe i vandet og tærer virkelig på alt. Eksistens, forhold, venner, familier, alt. Selv ens økonomi. Nu bor vi her, fordi vi alligevel ikke fik råd til det hus, siger hun, mens hun stryger hånden hen over maven. 

Maven buler nemlig. Pia Krohne er gravid, og nu kan hun med et glimt i øjet sige, at de i stedet for fast ejendom investerede i et barn. En lille pige, der kommer til oktober. Hun taler fra et godt sted, hun har fat om tilværelsen igen, men vejen hertil har været hård. Brolagt med afmagt og følelser, man ikke siger højt. 

- Allerede da vi fandt ud af, at det ville blive svært for mig at blive gravid, ramlede min verden. Min drøm har altid bare været at være mor, og da det så ikke skete, kom jeg helt derud, hvor jeg ikke kunne kende mig selv mere. Hvad hvis jeg aldrig bliver mor? Der måtte jeg erkende, at jeg virkelig havde brug for nogen, der kunne samle mig op, siger hun.

- Så jeg søgte egen læge. Vi snakkede om antidepressiv. Vi snakkede om psykolog. Jeg fik en skøn psykolog, men hun kendte bare ikke nok til området. Jeg manglede nogen, der kunne forstå, hvad jeg stod i. Men de psykologer, der uddannede i det, skal man selv betale for, og når man skal bruge over 80.000 kr. på fertilitetsbehandling, har man ikke uanede midler. 

Verdens dårligste søster 

På hospitalet fik Pia Krohne øje på en seddel, hvor der stod, at man kunne få samtaler med en hospitalspræst. Det tog hun imod, og på præstens lille kontor på Regionshospitalet Horsens havde hun mange samtaler om de ellers tætte relationer, der led under den altopslugende eksistentielle krise, hun stod midt i, mens verden bare kørte videre. De venner, der ikke forstod hende og dem, der trak sig. 

De talte også om det, der var rigtig grimt. Om for eksempel den dag i sofaen, hvor hun ikke kunne smile og sige tillykke til sin lillebror.  

- Et halvt år efter vi havde fortalt til familie og venner, at vi var i fertilitetsbehandling, blev vi overhalet indenom af min lillebror. Han skulle være far, kom han og fortalte. Det var svært. Jeg skulle jo være glad på hans vegne, men der var også enorm jalousi og sorg forbundet med det. Jeg tudede bare. Jeg kunne ikke rumme hans glæde, og det gjorde, at jeg følte mig som verdens dårligste søster, siger hun. 

Generelt var det svært for omverdenen at forstå, hvad hun og kæresten gik igennem. Hormonerne rasede, uvisheden sugede alt ilt ud af deres hjem, og selve meningen med livet var for Pia blevet hvirvlet op i luften uden vished om, hvordan og hvornår det skulle lande igen. 

- Alle folk er så søde og siger ’Det skal nok gå’ og ’Det skal nok komme, når I er klar’. Men nej, det ved I ikke noget om, så lad være med at sige det. Det er som om, ens følelser bliver negligeret, når folk siger, at det skal nok gå. Det er så dejligt, at det er lykkes nu, men jeg kender også nogen, hvor det ikke er lykkes.   

’Sådan har jeg det også’  

Efter flere år i de offentlige behandlingstilbud med lange ventelister, søgte Pia og hendes kæreste hjælp på en privat fertilitetsklinik. Her hang en plakat for en gruppe ved navn ’Vi der venter’. En gruppe, der blev faciliteret af den lokale kirke Getsemane. Hospitalspræsten havde før forsøgt at puffe Pia afsted, og nu tog hun mod til sig. 

’Vi der venter’ er en samtalegruppe for kvinder i fertilitetsbehandling, og den har to regler: Der er ingen forkerte følelser, og der er ingen, der kommer med gode råd. Efter første møde om det aflange bord i kælderen under kirken vidste Pia, at det var det her, hun havde manglet. 

Et sted for kvinder, der havde det præcis som hende selv, og hvor hun kunne sige det hele højt uden at ødelægge den gode stemning eller skubbe folk fra sig. En klub, som ingen bryder sig om at være med i, men som blev hendes redning. 

- Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort ved alle de her tanker og følelser. Jeg aner, hvor jeg skulle have placeret dem henne. Efter et langt facilitetsforløb, kunne jeg bare mærke, at jeg havde brug for nogen, der kendte de følelser, jeg stod i. Jeg havde været psykolog, og det var ikke gode råd, jeg havde brug for. Jeg havde brug for andre kvinder i fertilitetsbehandling, der forstod det, jeg gik igennem, og som sagde ’Sådan har jeg det også’, siger hun. 

- Der var jo totalt kaos inde i mig. Kaos af følelser og uvished. Og en gennemgribende følelse af at være helt alene i verden. Det er imponerende, når man har en stor vennekreds og en dejlig familie, men det var sådan, jeg havde det. Den her gruppe gav mig en enorm tryghed og en følelse af trods alt at være normal midt i det her kaos. At det er helt okay at have det sådan her. 

Her er det okay at være i sorgen 

Om få måneder kan Pia Krohne holde sin datter i armene. For hende og hendes kæreste lykkedes det at blive gravide ved hjælp af ægdonation. For andre kvinder i gruppen kommer det måske aldrig til at lykkes. Det er præmissen, og når man spørger Pia, hvordan hun alligevel formåede at holde fast i håbet om at blive mor, svarer hun kort: 

- Det gjorde jeg ikke. 

Hun tænker. 

- Håbet bliver tæret på, når man sidder og hører på andre, der igen har mistet, eller hvor det igen ikke lykkedes at befrugte ægget. Men jeg vil alligevel sige, at der var et håb, der blev næret af at være sammen med andre. Jeg havde en følelse af slet ikke at kunne kende mig selv, men her kunne jeg spejle mig i andre. Det har givet en eller anden form for håb at holde fast i. Jeg tænkte, at det ikke var sikkert, det lykkedes mig at få et barn, men jeg skulle nok blive mig selv igen, siger hun. 

Til de kvinder, der ligesom hun selv har gjort, kæmper for at blive gravide, har Pia Krohne et budskab: Find hinanden. Tal sammen. Lyt. Få luft. Det hjælper. 

- Der er virkelig mange, der har svært ved at forstå, at det er sorg det her. For hvordan kan man sørge over noget, man ikke har mistet? Men det følte jeg, at jeg havde mistet mit livsmål, da jeg ikke vidste, om jeg ville blive mor. Min identitet var gået tabt, siger hun. 

- I dag er der nogle relationer, jeg er blevet meget tættere med, fordi de har formået at være i min smerte og min sorg. I andre relationer har de slet ikke kunnet forholde sig til det. Og det er derfor, jeg har haft brug for den her gruppe. Her er det okay bare at være i sorgen. Man skal ikke fikse det. Det kan man ikke.