En uhelbredelig kræftdiagnose fik filminstruktør Charlotte Brodthagen til at lede efter håbet. Men undervejs opdagede hun, at vi sjældent har brug for det på samme tid – og at det faktisk er okay. Det gik op for hende, da hun en dag sad med en gammel julesalme i hænderne.

På sin 29-års fødselsdag fik hun to gaver af sin mor. Den ene gave var et sæt AirPods. Den anden var moderens gravsten.

Det var – objektivt set – en vanvittig gave. Og sådan ramte den også filminstruktør Charlotte Brodthagen: Var hendes mor blevet skør? Levede de overhovedet på samme planet?

Livet bliver på en gang simpelt og utrolig komplekst, når man bliver meget bevidst om, at det slutter. Det fandt Charlotte Brodthagen ud af, da hendes mor blev erklæret uhelbredelig syg med kræft.

For hvordan bevarer vi håbet midt i en så håbløs situation, og hvordan navigerer vi i, at vi har forskellige behov, selv om vi står i samme krise? Historien om Charlotte Brodthagens absurde fødselsdagsgave er både morbid og næsten komisk, men her fem år senere har hun fået øje på, at den også er smuk.

Vi skal nemlig finde håb i, at vi alle gør det så godt, vi kan, siger hun. 

En lavine af følelser og praktikaliteter

Charlotte Brodthagen husker tydeligt den dag, hun sad inde på lægens kontor og fik beskeden: Din mor har uhelbredelig kræft.

- Min første tanke var ’Hvad er det, jeg laver med mit liv? Jeg synes, mit arbejde er virkelig meningsfyldt, men hvorfor er jeg ikke bare sammen med min familie? Hvorfor sørger jeg ikke for at spise middag med dem en gang om ugen? Mindst. Hvorfor får jeg ikke nogen børn? Hvorfor har jeg hovedet så langt oppe i min egen røv?’, siger hun.

Det er seks år siden, den nu 34-årige filminstruktør Charlotte Brodthagen fik beskeden. Hendes mor lever stadig, men en snarlig udløbsdato sætter sig i og mellem mennesker. Og i familien har diagnosen sat gang i en lavine af følelser og praktikaliteter, der på skift fungerer som en usentimental fremkaldervæske og minder dem om, at livet er på lånt tid.

- Det er jo en spædende blanding af, at verden er fuldstændig forandret, og at vi alligevel prøver at leve så normalt som muligt og få det bedste ud af det, siger Charlotte Brodthagen.

Hun er enebarn, og efter lægens besked fik hun et enormt behov for at tale med sine forældre om, at moderen skulle dø.

- Jeg følte, at den eneste måde, vi kunne komme igennem det her på, var ved at tale om det. Tale, tale, tale, tale, tale. Men det skabte nogle gnidninger, for det var ikke altid, at min mor eller far havde brug for det på det tidspunkt. Langsomt gik det op for mig, at vi havde vidt forskellige behov, siger hun.

- Min mor har forberedt et testamente og nærmest planlagt sin begravelse, og selv om det var vildt hårdt at høre på, og selv om det var syret at få hendes gravsten, er det jo et totalt fair behov, hun har. Hun vil gerne have styr på det praktiske. Jeg har lært, at der nogle gange skal være tid til at tale, og at der nogle gange skal være tid til at grine og til at være superpraktiske. At vi nogle gange skal huske håbet og nogle gange huske, at det hele er noget lort. Og at vi godt må synes det. Og vi behøver ikke have det på samme måde på samme tid.

LÆS MERE: "Jeg nægter, at sorg skal være noget, vi klarer alene"

Plads til hinandens behov

I Charlotte Brodthagens nye film ’Ingen kære mor’ følger vi uhelbredeligt syge Christel, der skal fejre sin sidste jul sammen med sin mor og sin datter. Selvom filmen ikke er selvbiografisk, var Charlotte Brodthagen aldrig i tvivl om, hvilket stof hun skulle skrive sig ind i.

- En af mine store motivationer var at vise, hvor svært det er for os at se ud over vores eget behov, når vi står i en krise, og det gør vi jo alle sammen på hver vores måde. Gennem mit arbejde med filmen er det gået op for mig, at det bare er så sjældent, at vi har brug for det samme på samme tidspunkt. Vi er på en eller anden måde altid i forskydning af hinanden, siger hun.

- Derfor er en af de vigtigste erfaringer, jeg har gjort mig i alt det her, at man skal gøre plads til hinandens behov. Og så selvfølgelig, selv om de kan lyde banalt, at man skal huske håbet. Huske det gode og den tid, vi har. Huske at have plads til at grine. Også at grine lidt af de ting, som ikke er sjove. Og virkelig møde hinanden i det. Det rummer en form for håbefuldhed, synes jeg.

I filmen er datteren en ukuelig optimist. Hun insisterer ikke kun på at tale om døden, men også på at pynte op og fejre julen, som de plejer. Selv om intet er, som det plejer. Da Charlotte Brodthagens mor så filmen igennem, mente hun at kunne kende glimt af sin egen datter.

- Jeg kunne sagtens gå ned ad den vej, hvor jeg fokuserer på det værst tænkelige scenarie. Men jeg prøver at samle på gode oplevelser og prioritere relationerne, og i det synes jeg, der er meget håb. Alt det gode, vi kan samle på. Der er jo intet godt ved død og alvorlig sygdom, men alligevel er der et eller andet, der skubber til noget. I hvert fald har det for mig skubbet mit perspektiv, siger hun.

LÆS MERE: En dag lagde Thomas Alstrups kone sig på sofaen. Og så forsvandt hun fra ham

Mildere øjne

Da hun sad og skrev en af filmens centrale scener, ramte det med perspektiverne pludselig hårdere end forventet. I scenen er de tre kvinder til julegudstjeneste juleaftensdag, hvor de, som traditionen foreskriver, synger »Dejlig er jorden«.

- Man bliver jo en del af noget større, når man synger sammen i en kirke. Og da jeg satte mig og læste ordene i salmen, fik jeg en følelse af, at den salme virkelig dumpende ned fra himlen. Handlingen passer jo så fint ind i filmen og satte tingene i et nyt lys, synes jeg.

- Tider skal komme, tider skal henrulle, og slægter skal følge slægters gang. Det er en livscyklus. Tiden har sin gang, ting sker, ting er sket, og vi kommer af noget, og vi giver noget videre. Ting nedarves gennem generationer. Vi bliver alle sammen noget i kraft af det og på trods af det, vi kommer fra.

Når hun i dag ser tilbage på den fødselsdag, hvor hendes mor forærede hende en gravsten, er det med et mildere blik. Den sten, der dengang føltes både grotesk og alt for konkret, ser hun nu mere som et udtryk for noget af det, salmen peger på: at vi indgår i en kæde, hvor noget sluttes, og noget andet gives videre. At selv de mest absurde handlinger kan udspringe af omsorg, og af ønsket om at lette vejen for dem, der står tilbage.

- Det er gået op for mig, at lige meget hvordan eller hvorfor hun har gjort det, så er jeg ikke i tvivl om, at hun har en god intention. Jeg synes, vi skal se lidt mildere på hinanden. Det har jeg lært både gennem sygdommen, men også gennem arbejdet med filmen. Vi skal have en større forståelse for hinanden, fordi vi alle sammen er under pres.

- Det tror jeg generelt, at vi mellem generationer og hinanden kan blive bedre til. At kigge lidt på intentionen bag

LÆS MERE: Den dag Morten besluttede sig for at dø, var dagen, hvor han begyndte at leve