Åndelighed for mig er ikke noget mystisk eller overnaturligt. Den udspringer af vores menneskelige evne til at forholde os til os selv, til andre og til verden. Og det er noget, alle har adgang til.
Vi har brug for et sprog, som det religionen tilbyder, når vi taler om ånd. Det er sider af livet, som ikke kan måles og vejes. Når vi for eksempel taler om tilgivelse, så er det ikke noget, vi kan forklare med gener eller hjerneaktivitet alene. Det ville ikke bare være fladt og forsimplet, det ville også være forkert. Derfor har vi brug for begreber, der løfter blikket og rækker ud over årsagsforklaringer, og kristendommen er vores kulturs vigtigste kilde til at tale om de ting. Ikke nødvendigvis som troende, men som mennesker, der er vokset op i en kultur præget af kristne forestillinger om tilgivelse, nåde og kærlighed. I bogen ’Mit år med Gud’ var mit projekt at finde ud af, om de her store ord gav mening for en agnostiker som mig, og det synes jeg jo i høj grad, at de gør.
Når Kierkegaard siger, at mennesket er en syntese af sjæl og legeme, mener han ikke bare, at vi består af krop og psyke. Det afgørende er, at vi har et forhold til os selv – et selvforhold, som netop udgør ånd. Vi er åndelige væsner, og det adskiller os fra dyrene. Katte og hunde kan føle smerte og glæde, men de reflekterer ikke over deres egen eksistens. Det gør vi. Det er derfor, vi kan skamme os – en følelse, der kræver, at vi ser os selv udefra. Små børn, som løber nøgne rundt, skammer sig ikke. De har endnu ikke udviklet den form for refleksivitet, den skal næres, udvikles og erfares. Skam, stolthed, anger er måske ikke ord, vi normalt tænker på, når vi taler om åndelighed – men det er jo også en vigtig del af det.
Den mest gængse forestilling om åndelighed er nok den, der knytter sig til store eller intense oplevelser. For eksempel da vi sang fællessang under coronakrisen, og pludselig blev bevidste om, at vi var en del af en nation med fælles sprog og kultur. Det kan også være mere hverdagsagtigt: En stor naturoplevelse eller en uventet gestus fra et andet menneske – øjeblikke, hvor man mærker, at der er noget, der rækker ud over én selv. Det er ikke nødvendigvis religiøst, men det er eksistentielt. Det rører ved noget grundlæggende.
Min vigtigste erkendelse i forhold til åndelighed er, at visse ting i livet er ubetingede. Betingelsesløse. Det er en måde at begribe det, vi ikke kan reducere, og det er det tætteste, jeg kommer på et personligt gudsbegreb. Når vi elsker nogen, ikke fordi de opfylder betingelse A, B og C, men bare fordi de er – så er det ubetinget kærlighed. Når vi tilgiver, ikke for at få ro i sindet, men fordi det er rigtigt – så er det en gave, både til den anden og til os selv. Det, vi lover, når vi står foran alteret og skal giftes, det skal vi have en ærlig intention om at holde.
Vi risikerer at miste det ubetingede, fordi vi hele tiden spørger: “Hvad får jeg ud af det?” Men det mest meningsfulde i livet er netop det, vi ikke gør for at opnå noget andet. Det unyttige. En god samtale, et besøg hos en ven, en middag lavet med kærlighed– det er ikke nyttigt i snæver forstand, vi skulle jo alligevel have noget mad. Men netop derfor er det så værdifuldt.
Jeg tror, at mange af os kunne have glæde af at gøre mere, som ikke tjener et bestemt formål. Og når vi gør, skal vi øve os i ikke at bebrejde os selv. Det kunne i sagens natur være alt, men hvis man for eksempel går i kirke, så tror jeg ikke, at grunden er, at man så kan øge sin livslængde med et par år. Grunden til at være der er bare at være der.
Vi har et ansvar for at udvikle åndeligheden i hinanden. At skabe rum, hvor det ubetingede kan få plads. Ikke kun i kirken, men også i skolen, i familielivet, i kulturen. Vi har brug for steder og sprog, hvor vi ikke blot er forbrugere og funktioner, men hele, etiske og ansvarlige mennesker.
Svend Brinkmann kommer til Himmelske Dage i Silkeborg torsdag den 29. maj 2025, hvor han skal tale med teolog Kasper Bro Larsen. Se hele programmet for Himmelske Dage på deres hjemmeside.
Tekst: Fortalt til Andreas Lindbjerg Nielsen
Foto: Mads Nordvig Borup