Det utilgivelige overlader jeg til Gud
Det føltes som endnu en krænkelse, da han blev bedt om at tilgive sin pædofile krænker. Kristian Ditlev Jensen har overladt hans skæbne til Vorherre.
Kristian Ditlev Jensen udgav i 2002 bogen 'Det bliver sagt'. Her fortæller han om de krænkelser, han gennem tre år blev udsat for af en pædofil vaneforbryder.
- Efter jeg havde udgivet min bog, sendte den mand, der havde begået overgreb mod mig et brev til mig. Han havde behov for at sige undskyld og få tilgivelse. Det gjorde mig meget frustreret, fordi jeg ud over at være blevet voldsomt krænket, nu også skulle tilgive gerningsmanden, fordi han sagde undskyld, fortæller Kristian Ditlev Jensen, der ikke har tilgivet sin gerningsmand for overgrebene, men ladet hans skæbne være op til Gud.
Tilgivelse må komme indefra
Kristian Ditlev Jensen mødte også et samfundsmæssigt krav om tilgivelse, efter hans bog udkom.
Forfatteren, som i dag studerer teologi, fik nemlig flere breve fra velmenende læsere af sin bog, som mente, at han skulle tilgive, så han selv kunne få det bedre.
- Det gjorde mig meget vred, fordi tilgivelsen blev et udefrakommende krav. Tilgivelse er noget helt personligt og kan ikke påtvinges som et krav. Tilgivelse må komme indefra, slår Kristian Ditlev Jensen fast.
Kan man vende den anden kind til
Tilgivelsen kom ikke af sig selv dér indefra, og kristendommens tale om at vende den anden kind til virkede provokerende. Sådan kan ingen reagere spontant på svigt og overgreb.
- Ikke desto mindre er det lige præcis min erfaring, at først med tilgivelsen bliver man forløst. Tilgivelse er ikke det samme som at glemme det, der er sket, men man skal forsone sig med det. Man skal forholde sig til det, og man skal tro på, at der er en tilgivelse for gerningsmanden. Så tror jeg, man kan opnå en frihed til at leve i verden, som den er, siger Kristian Ditlev Jensen.
Når kristendommen kan insistere på tilgivelsen som en mulighed, er det fordi den har Gud med i ligningen, mener forfatteren, der sammenligner det at blive tilgivet med at blive restaureret.
- Vi må skelne mellem vores egen forsoning med det der overgår os, som menneske, samfund eller som menneskehed og så den egentlige restaurering af den skyldige. Vi kan ikke fratage den skyld et andet menneske har for de handlinger, vedkommende har begået. Men vi kan prøve at forsone os med det der er sket og så overlade restaureringen eller tilgivelsen til en højere magt.
LÆS OGSÅ: Anne-Cathrine Riebnitzsky: Tilgivelse er en beslutning
Overlad noget til Vorherre
Kristian Ditlev Jensen kalder det en af de meget, meget fine ting ved religion, at man kan overlade det til Vorherre at afgøre, om der er tilgivelse for gerningsmanden. Hvis det i første omgang er en sag mellem gerningsmanden og Vorherre, får man måske selv plads til forsoning.
- Jeg hørte engang en prædiken, som handlede om, at vende den anden kind til. Præsten argumenterede for, at tilgivelse handler om synspunkter, mere specifikt om et tredje synspunkt. Det er der, tilgivelsen indfinder sig. Offer og gerningsmand kan have hvert sit synspunkt. Det er to forskellige historier, to forskellige oplevelser, to forskellige forståelser. De to historier er ud over at være uforsonlige også uforenelige. For den ene betyder det måske ingenting, for den anden betyder det alt.
Pointen er at der er et tredje synspunkt, nemlig Guds synspunkt. Hvis man kan forestille sig dette tredje synspunkt, som vi ikke kan se og ikke har bevis for, så kan man måske begynde at forestille sig at der findes en form for tilgivelse.
Forsoning tager tid
Forsoning kan være en proces, som kræver tid, har Kristian Ditlev Jensen erfaret. For ham er det helt afgørende, at det skete er blevet ført til protokols, offentliggjort og anerkendt.
- Når man har været offer for pædofili i barndommen, er der en masse senfølger, både fysiske og psykiske. Man holder ikke op med at mærke konsekvenserne af overgrebene, og man holder ikke op med at tale om dem. Før tilgivelse er en mulighed, må man som offer opleve, at man får oprejsning for den krænkelse, der har nedgjort ens værdighed som menneske. Sandheden må som en del af denne oprejsning nødvendigvis frem i lyset, fortæller han og tilføjer, at det ikke kun er et skete, man skal forsone sig med.
- Man skal også forsone sig med de mennesker, som ikke griber ind. Selvom de måske var uoplyste, kan man tale om, at de gjorde sig skyldige i de undladelsessynder. Dem, de begik ved ikke at spørge ind og ved at have undladt at undersøge, hvad der foregik omkring barnet. Forsoningen forudsætter erkendelsen af den skyld og indrømmelsen af de undladelsessynder, siger han.
Tilgivelse - trin for trin
Vejen til tilgivelse kan deles op i tre trin, mener Kristian Ditlev Jensen.
- Jeg læste engang en lille engelsk bog om selvværd, som jeg syntes var fremragende. Den handlede blandt andet om tilgivelse og selvværd. Der stod, at hvis man har sit selvværd i orden, kan man ikke bare uden videre tilgive.
- Der er nogle trin man må gå igennem, før der kan blive tale om tilgivelse. For det første må gernings- eller overgrebsmanden selv vise behov for tilgivelse ved at bede ydmygt om tilgivelsen, og det er noget andet end at forlange den, forklarer Kristian Ditlev Jensen, der selv oplevede, at hans overgrebsmand forlangte tilgivelsen frem for at bede ydmygt om den.
For det andet må vedkommende vise, at ham fortryder og angrer det, han har gjort sig skyldig i. For det tredje må vedkommende erstatte og sone sin skyld. Forbrydelsen har kostet offeret noget. Der skal genskabes en balance.
Tilgivelse er befrielse
Hvis skyld er det, som binder os til hinanden i negative relationer, så er tilgivelsen det, der kan befri os fra dem. Og påsken er fortællingen om den ultimative tilgivelse, mener Kristian Ditlev Jensen.
- Jeg tror, man skal have en vis erfaring og erkendelse af, at vi selv begår fejl, for at forstå at vi ikke har noget at lade hinanden høre. Derfor er det et godt princip, at vi tilgiver hinanden og på et dybere plan ser os selv som nogen, der kan forny os - og har brug for det. Påskemorgen fejrer vi netop genopstandelsen, den ultimative tilgivelse, hvor vi har mulighed for at opstå på ny, forny os selv og genopfinde os selv.
- Den pædofile, der krænkede mig, sidder nu i sit hjem. Han har gjort det, han har gjort. Måske gør han det stadigvæk, jeg ved det ikke. Men han er fri til at lade være. Han er fri til at blive en anden.
Skal vi forstå, hvad der dybest set er meningen med tilgivelse, er det interessant, at ordet frelse egentlig betyder ”fri-hals”, forklarer Kristian Ditlev Jensen. Man er lænket med en halsring, som bliver sprængt. Tilgivelsen kan altså frelse os fra negative relationer og i den forstand er der noget positivt i, når vi tilskynder hinanden til at tilgive. Det gælder også tilgivelsen af os selv. Tilgivelsen frelser kun fuldstændigt, hvis vi også er i stand til at tilgive os selv.
- I påskefortællingen er det interessant, at Judas, som svigter Jesus, på forhånd er tilgivet. Alligevel hænger han sig, selvom han er tilgivet det utilgivelige. Han kan altså ikke tilgive sig selv.
Guds tilgivelse er frigørelse, konkluderer Kristian Ditlev Jensen. En frigørelse der gør, at vi på trods af en problematisk verden bliver ved med at leve sammen i den.