Vi har mere end nogensinde brug for pauser, siger Badehotellet-skuespiller Ulla Vejby. Selv finder hun ro i at folde hænderne og sende en bøn afsted. Det kan være alt fra et fint udformet vers til en kort sætning i bydeform: ”Hjælp mig! Nu!”.

Hvad stiller vi op med en helligdag, der ikke længere er en helligdag? Selv om de varme hveder fortsat vil bugne i bagervinduerne, er store bededag for de fleste blevet en fredag, som fredage er flest.

Men store bededag kan minde os om noget, mener skuespiller Ulla Vejby. Og det kan alle vores helligdage faktisk, om vi så har fri eller ej.

- Jeg tror, at vi kan bruge helligdagene til at stoppe op. Kigge op mod himlen eller ned på en blomst og spørge os selv: ’Hvad er det, jeg står for? Hvad er det egentlig, jeg abonnerer på her i livet?’ Det hele kører bare derudad, og vi er på en måde gennemsyret af en grådighed, hvor vi gerne vil have mere og nå mere. Men som verden ser ud nu, er det vigtigere end nogensinde med pauser, siger hun.

- Og man kan faktisk gøre det hvor som helst. Man kan sætte sig i en stol i haven i tre minutter, eller man kan gå ind i en kirke. Det er underordnet. Det skal bare være et sted, hvor man har det rart. Hos nogen ryger skuldrene helt op under ørerne, når de træder ind i kirken, men jeg har det lige modsat. Roen siver ud af mørtlen derinde. Og jeg tror grundlæggende, at vi bliver rarere mennesker af at finde ro.

LÆS MERE: Puk Qvortrup: "Bøn for mig til at huske taknemmeligheden"

Hvem ved, hvad der er godt for os?

Ulla Vejby er bedst kendt fra ’Badehotellet’, hvor hun spiller stuepigen Edith og for sin rolle som Else i ’Sygeplejeskolen’. Som skuespiller befinder hun sig i en branche, hvor tempoet er højt, og hvor man sjældent kender sin skæbne ret langt ud i fremtiden.

Derfor kan hun godt lide at tage noget af presset fra sine egne skuldre og lægge det et andet sted.

- Det er nogle gange en ret vild karrusel at arbejde som skuespiller, fordi man er så mange om buddet. Men man kan også havne i en situation, hvor man virkelig har kæmpet for et job, som viser sig at være forfærdeligt. Derfor har jeg nogle gange stået i en castingproces og bedt en bøn: ’Vil du ikke godt hjælpe mig, hvis du tænker, at det her kan blive godt’, fortæller hun.

For Ulla Vejby handler bøn nemlig ikke om at få. Hun mener, at bøn ofte bliver formindsket til, at man beder om noget, som bliver godkendt eller afvist. Sådan som det var, da hun var barn og havde en fornemmelse af, at Gud var streng, og hun duknakket bad om noget til gengæld for at opføre dig pænt.

 - Som voksen er bøn mere blevet noget, der er rettet indad, hvor jeg finder ro og samler mig. Det handler om at give slip og overgive sig til noget større. Overgive sig til, at man ikke selv kan regne det hele ud. For hvem ved, hvad der er godt for os? Livet er en lang række af begivenheder og tilfældigheder. Og jeg er ikke et større menneske, end at jeg nogle gange har tænkt: ’Nå, det var sgu da godt, at jeg ikke fik den rolle!’.

LÆS MERE: Iben Maria Zeuthen: Måske beder vi mere, end vi tror?

Dér kan gro noget godt

Én episode står særligt klar for hende, når hun skal pege på, hvornår bøn har gjort en forskel i hendes liv. Det var tilbage i slutningen af 00’erne. Sammen med hundredvis af andre kæmpede hun for at blive tildelt en af de få eftertragtede pladser på landets skuespillerskoler.

- Jeg havde været til så mange prøver, og jeg var helt tyndslidt af at skulle præstere. Inden jeg skulle ind til den sidste prøve, sad jeg i et hjørne og skulle samle mig. Nogen havde tændt et lille stearinlys, og der bad jeg en bøn: ’Hjælp mig, hjælp mig, hjælp mig, hjælp mig, hjælp, hjælp mig, hjælp mig!’ Det gav mig en ro, siger hun.

- Jeg synes, bøn er et skønt begreb at kunne åbne for. Jeg kan godt lide at bruge nogle fine vers eller bede fadervor, men jeg kan også rigtig godt lide at bruge bydeform: ’Hjælp mig! Nu!’.

Fadervor beder Ulla Vejby nogle gange med sine to børn om aftenen. Det er en måde at slutte dagen af på. Og en måde at videreføre et lille ritual fra hendes egen barndom.

- Fadervor er god at have med, og den vil jeg gerne lære mine børn. Jeg tror, det er godt at have ritualer, fordi de rammer vores liv ind. Et liv, der ellers er så vekslende. Det er både ordene, men det er også det, at vi sidder sammen og folder hænderne sammen og samler os selv. Jeg kan huske min mors stemme i det ritual, og det vil jeg gerne give videre til mine egne børn, siger hun.

Og så vil hun også gerne give videre, at det at bede ikke behøver være fromt og meget religiøst med bøjet nakke. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at gøre det på, siger hun.

- For mig virker det virkelig at folde hænderne. Man samler kroppen, og det er der noget helt fysisk i. Det er et fokus. Jeg synes ikke, man skal være så skræmt af bøn, man behøver jo ikke sige noget højt, man kan gøre det præcis, som man vil. Men man får ro på, og det er dér, der kan gro noget godt.

Find fadervor her