Hvad betyder dåben?
Dåbens historie

Dåbens kulturhistorie

Oldkirken

Det er omdiskuteret, om dåb af børn var almindelig i de første århundreder af kirkens historie. Overleverede skrifter fra omkring år 200, hvor tidens største teologer debatterede dåben, viser, at barnedåb på den tid var blevet den almindelige skik. 

Når oldkirkens voksne blev døbt, gennemgik de først en tid med faste, bøn og undervisning. I dåben sagde man ja til at lade sig genføde ved den levende dåb, og man skulle forsage djævelen. Selve dåbsritualet var noget anderledes, end vi kender det, men centralt var dog tilspørgelsen, som det også er tilfældet i dag. 

Dåbskapellet

De tidligste kirker blev ret hurtigt udstyret med dåbskapeller, såkaldte baptisterier. Det ældste, kendte baptisteri er fra Dura Europus i det østlige Syrien, og det stammer fra omkring år 240. Her fandtes et dåbskar, der var stort nok til, at en voksen person kunne dyppes helt under vandet. Ovenover karret var en himmelhvælving med en stjerne, og på bagvæggen fandtes et kalkmaleri af Jesus som den gode hyrde.

Barnedåb
 

Efterhånden som barnedåb blev mere almindeligt, blev baptisterierne udstyret med små fonte i børnestørrelse. Indtil reformationen i 1500-tallet var det mest almindelige, at man ved dåben skulle dyppes helt ned under vandet. Det er derfor, at man i mange af de danske middelalderkirker ser de middelalderlige døbefonte i sten, hvor børnene kunne dyppes helt ned under vandet. 

Overøsning
 

Efter Reformationen blev det mere og mere udbredt kun at overøse barnets hoved med vand. Muligheden havde altid været der, hvis eksempelvis præsten skulle udføre nøddåb på en døende. Nu blev overøsning derimod det mest almindelige. Rigtig mange af de gamle kirker i Danmark har derfor et dåbsfad i messing til at anbringe øverst i de middelalderlige dybe døbefonte.

Dåbsklæder
 

Da barnet ikke længere skulle have tøjet af for at blive døbt, begyndte skikken med at give barnet festlige dåbsklæder på. Oprindeligt blev det lille dåbsbarn svøbt i en slags voksiposer, som blev syet af de fineste silkestoffer og brokader og pyntet med guldkniplinger, sløjfer og flæser. Med til udstyret hørte også små huer.

Dåbskjoler
 

Fra slutningen af 1700-tallet og frem kom der fokus på børns mulighed for at vokse og udfolde sig frit. Det betød, at babyer ikke længere blev svøbt for at holde varmen, men fik kjoler på, de kunne bevæge sig i. Derfor ændrede dåbstøjet også lidt efter lidt karakter og blev til de traditionsrige hvide dåbskjoler, vi kender i dag. Er man så heldig at have en rigtig gammel kjole, som er gået i arv i familien, så vil den desværre ofte være for lille. Tidligere blev kjolerne nemlig syet til små nyfødte babyer, da det var lov, at børn skulle døbes, inden de var blevet en uge gamle. I dag bliver mange børn først døbt i alderen 4-6 måneder. 

Farven hvid
 

Farven hvid blev meget tidligt forbundet med dåben. Det skyldtes Matthæus, der skrev om Jesus på Forklarelsens bjerg, at han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset (Matthæusevangeliet, kap. 17, vers 2). Mens magtens mænd var klædt i det blodrøde purpur, klædtes den retfærdige og rene derfor i hvidt. De tidligste malerier og mosaikker viser også, at præster og nydøbte havde hvide klæder på.

Den ældste dåbsklædning, der kendes fra Danmark, blev fundet for nogle år siden i Viborg: En hvid hørlærredsskjorte, der var krøllet sammen og skubbet ned i fundamentet på et nybygget hus. I førkristen tid lagde man her mønter, guldgubber eller andet, men en nydøbt kristen har omkring år 1000 i stedet skubbet sin dåbsskjorte ned for at bevare huset mod brand og storm. 

Fadderne
 

I den tidligste oldkirke var faddere en slags garanter for den, som søgte optagelse i det kristne fællesskab. I en tid, hvor kristne var forfulgte, gjaldt det om at være forsigtig med at optage nye medlemmer. Ud over at sige god for den nydøbte, så blev fadderen pålagt at holde den nydøbte i hånden på den videre færd ind i den kristne tro.

Siden blev fadderne opfattet som en slags ekstra fædre – gudfædre. Og ud af denne historie kom traditionen med, at der ved barnedåb altid skal udpeges faddere, der kan træde i mors og fars sted og oplære barnet i den kristne børnelærdom, hvis forældrene dør.