Fortsæt til hovedindholdet

De særlige konfirmander

I Gellerup Kirke skal en gruppe unge med særlige behov konfirmeres. Det er en stor dag, ikke mindst for familierne, som på grund af den unges handicap ofte har svært ved at indgå i normale fællesskaber. 

En præst konfirmerer konfirmander med særlige behov.

Sognepræst i Gellerup Kirke, Niels Hviid, øver konfirmationen med børnene fra Stensagerskolen i Viby.

Andreas Lindbjerg Nielsen

Der bliver givet mange knus.

Det er ifølge sognepræst i Gellerup Kirke, Niels Hviid, noget af det særlige ved at undervise holdet med 10 børn med udviklingshæmning fra Stensagerskolen i Viby. En gruppe kommende konfirmander, hvor de mentale og fysiske udfordringer spænder vidt, men hvor nærheden, varmen og spontaniteten fylder en del. Det gør undervisningen særlig på flere måder.

- Det kræver, at det både er mere enkelt og visuelt. Men det har vi jo allesammen brug for en gang imellem, siger Niels Hviid.

Under en indledende gudstjeneste tager han en stofpose frem med små stykker røgelse i, som børnene får lov at røre ved. Han tager et stykke, sætter en tændstik til og lader røgen sprede sig til stor morskab og forundring.

- Hvad sker der med røgen? Den forsvinder op i luften, kan I se det? spørger Niels Hviid roligt. Røgelsen skal symbolisere dagens tema, Kristi Himmelfart.

Hvordan tager folkekirken imod konfirmander med særlige behov? Sognepræst Niels Hviid og kirke- og kulturmedarbejder Bit Boel Buhl, begge fra Gellerup Kirke, fortæller om deres arbejde med handikappede.

Oskar skal konfirmeres

I Gellerup Kirke har man mange års erfaring i arbejdet med børn med handicap. Blandt andet på grund af at der er få andre konfirmander i det kulturelt mangfoldige område i det vestlige Aarhus, hvilket har givet plads til at arbejde med flere grupper af minoriteter. 

En af de kommende konfirmander hedder Oskar. Han er med på, hvad konfirmation er for en størrelse.

- Det betyder, at man træder ind i de voksnes rækker, siger han alvorligt. For det gjorde min storebror også for en del år siden.

Ligesom de fleste andre konfirmander glæder han sig til festen, gaverne og til at være i centrum hele dagen. Han fortæller glædestrålende, at han skal spille et dj-set til festen, ligesom han også har fået lovning på, at han må få halvdelen af gaverne inden selve dagen, blandt andet et klaver og et trommesæt.

- Så det kører bare. Men jeg glæder mig mest til maden, for vi skal have flødekartofler. Og hvis jeg er heldig, har min mormor husket pepperoni og snackpølser fra Slagter Munch. Skulle Oskar have tre ting med på en øde ø, forklarer han, skulle den ene uden tvivl være Slagter Munchs snackpølser. 

Oskar Hjort Karlsson skal konfirmeres i Gellerup kirke. Han er en del af konfirmander med særlige behov, der modtager konfirmationsundervisning i Gellerup Kirke, hvor sognepræst Niels Hviid og Kirke- og kulturmedarbejder Bit Boel Buhl arbejder med handikappede. Hør hvad Oskar tænker om dagen her:

En stor dag for familien

Når elever fra Stensagerskolen skal konfirmeres, bliver det ofte en af årets største festdage i Gellerup Kirke. Det fortæller Bit Boel Buhl, som er kirke- og kulturmedarbejder og Niels Hviids faste samarbejdspartner i arbejdet med børn med særlige behov.

- For familierne, som sidder her med deres unge konfirmand, er det jo hjertegribende. De er ikke er vant til, at deres børn kan indgå i fællesskaber, hvor de ikke er stærkt hjulpet på vej hele tiden. Det er de også her, men familien oplever faktisk også, at deres barn kan en masse af de ting, vi har øvet. Og det griber dem stærkt. Den unges handicap er jo hele familiens vilkår på godt og ondt.

- Og den der mestring er jo en stærk oplevelse for konfirmanden også. Vi har oplevet familier, som i en hel gudstjeneste har siddet og kigget betaget på deres eget barn og bagefter er kommet hen og sagt: 'Hun kunne jo alle salmerne'.

En handicappet kirke

Ifølge sognepræst Niels Hviid er det vigtigt, at der er plads til den særlige gruppe af konfirmander af to grunde. Dels er de en del af kirken og menigheden og er skabt unikke og lige så værdifulde som alle andre i Guds billede. Dels er de en integreret og naturlig del af vores samfund og fællesskab, som ikke skal gemmes væk på bosteder og institutioner. De skal have lige adgang til både det kulturelle, religiøse og politiske liv.

- Der er faktisk nogle i Kirkernes Verdensråd, der har formuleret det så skarpt, at en kirke, som skærer nogle af sine medlemmer af ved ikke at have øje for dem, bliver en handicappet kirke. Så for at vi er en hel menighed, så skal de også være med, siger Niels Hviid. Kirke- og kulturmedarbejder Bit Boel Buhl supplerer:

- På en måde bliver vores allesammens sårbarhed også meget synlig, når vi er i sådan et rum. For vi har jo brug for præcis det samme som en gruppe med udviklingshæmning: At blive taget vare på og passet på, være omsluttet og være i fællesskaber.

- Og at blive bekræftet, siger Niels Hviid.

- Konfirmation betyder jo bekræftelse, og det er målet med hele konfirmationsundervisningen. At de skal føle sig bekræftede. De er dem, de er. De er elskede, de er set. Af Gud og mennesker.