Adam Garff (tv), præst i Gentofte Kirke, taler med forfatter Glenn Bech om maskulinitet i podcastserien Næstekaffe.
For Glenn Bech er spørgsmålet om maskulinitet ikke kun abstrakt. Det er vævet sammen med hans egne erfaringer som homoseksuel og med en familiehistorie, hvor forestillingen om, hvad en mand skulle være, fik alvorlige konsekvenser:
- Min far, som begik selvmord, skriver ordret i sit afskedsbrev, at han ikke kunne leve op til det at være mand, og nu skulle min mor finde "en rigtig mand", fortæller han i podcasten.
Han mener, at maskulinitet i dag ofte er fastlåst mellem udskamning, forvirring og en mangel på positive rollemodeller. Samtidig efterlyser han et sprog for mandighed, der ikke bliver destruktivt, men heller ikke fornægter styrke, handlekraft og behovet for retning.
For hans samtalepartner, sognepræst Adam Garff, er det afgørende, at samtalen om mænd ikke kun handler om det usunde - "toksiske" - eller farlige, men også om, hvad en sund maskulinitet kan være.
Lyt til episoden i afspilleren herunder eller der, hvor du normalt lytter til dine podcast.
Næstekaffe:
- Næstekaffe er en podcastserie om alt det, vi deler i livet: Håb, kærlighed, angst, lykke. Lyt med, når præsten byder en, du kender, på en kop helt almindelig filterkaffe og en samtale uden filter.
- Find 'Næstekaffe' der, hvor du henter podcasts, og her på folkekirken.dk/naestekaffe