Her finder du 200 af salmebogens mest populære salmer. Du kan høre salmerne, læse om dem og printe teksten. Salmerne er indsunget af kor i Folkekirkens Ungdomskor
Find salme her
"Se alle salmer

Den er i dag en af de mest populære svenske salmer, og har den usædvanlige status, at den hører til blandt de mest spillede sange i de svenske medier. Salmen findes i flere fordanskninger. Den nuværende salmebogsversion er en gendigtning af biskop Johannes Johansen og er senest bearbejdet i 1996. Den synges som både årstidssalme og bryllupssalme, og mange kor har fået den på deres repertoire.
Carl David af Wirsén 1889. Johannes Johansen 1985, 1988, 1993, 1995 og 1996.
Kilde: Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 2, Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.Erik Norman Svendsen: Syng for livet, guide til salmebogen, Kristeligt Dagblads Forlag, 1. udgave, 2. oplag, 2008.
Carl David af Wirsén
Om forfatteren
Carl David af Wirsén (1842-1912) var svensk digter og kritiker. Han udfyldte en kulturel position som sekretær ved Det Svenske Akademi, og han tog herfra en konservativ holdning til strømninger i svensk litteratur. Han er bedst kendt for salmen ”En vänlig grönskas rika drakt”, oversat af Johannes Johansen til ”Det dufter lysegrønt af græs”.
1842: Født 9. december i Uppland, Sverige.
1860: Påbegyndte studier i filosofi ved universitetet Uppsala.
1870: Lektor i svensk og latin ved gymnasiet i Uppsala.
1879: Indvalgt i Det Svenske Akademi.
1884: Sekretær ved det Svenske Akademi.
1912: Død 12 juni.
Læs mere på Den Danske Salmebog Online
Kilder:
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1, Salmehistorie med biografier af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.
Johannes Johansen
Om forfatteren
Johannes Johansen (1925-2012) var dansk salmedigter, tidligere præst, domprovst og biskop. Han er en af de mest sungne nyere danske salmedigtere, måske bedst kendt for salmen ”Du som har tændt millioner af stjerner”.
1925: Født 4. marts i Hørning ved Aarhus som søn af vognmand Frederik Marius J. og kogekone Ane Margrethe F. Pedersen.
1944: Færdiggjorde studentereksamen ved Århus Katedralskole.
1952: Blev kandidat i teologi ved Århus Universitet, hvorefter han begyndte som feltpræst i Haderslev.
1952: Gift med Ellen Kathrine F. Fangel.
1953: Sognepræst i Søllinge og Hellerup på Fyn.
1956-57: Studieophold ved Union Theological Seminary i New York, USA.
1959: Sognepræst på Thurø.
1975: Udnævnt til sognepræst ved Helsingør domkirke, provst for Helsingør domprovsti og domprovst i Helsingør stift.
1980: Biskop over Helsingør stift.
1995: Tog afsked med sit embede og bosatte sig i Svendborg.
Læs mere på Den Danske Salmebog Online
Kilder:
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1, Salmehistorie med biografier af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.
Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi
1
Det dufter lysegrønt af græs
i grøft og mark og enge.
Og vinden kysser klit og næs
og reder urtesenge.
Guds sol går ind
i krop og sind,
forkynder, at nu kommer
en varm og lys skærsommer.
2
Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!
De kappes om at give lyd,
der priser skaberkraften.
Hvert kim og kryb
i jordens dyb
en livsfryd i sig mærker
så høj som himlens lærker.
3
Se, blomsterflorets farvepragt
gør alle ord forlegne.
Kong Salomon i kroningsdragt
misundeligt må blegne!
Alt smukt, vi ved,
al kærlighed,
den mindste fugl og lilje
er, Gud, din skabervilje.
4
Ja, du gør alting nyt på jord,
en sommer rig på nåde.
Men klarest lyser dog dit Ord
af kærlighedens gåde.
Alt kød må dø,
hver blomst blir hø.
Når vissentørt står floret,
da blomstrer evigt Ordet.
5
Ja, Jesus Kristus er det Ord,
der skaber liv af døde,
så ny blir himmel, ny blir jord,
en verden grøn af grøde.
Kom, Jesus, snart,
og gør det klart:
den morgenstund, du kommer,
da gryr en evig sommer.