Opstandelse
Døden er ikke en definitiv afslutning

Døden er ikke en definitiv afslutning

Før eller siden er det slut. Men opstandelsen giver håb om, at vi bliver forenet med dem, vi har elsket. Og med vores fjender, siger lektor i teologi Lars Sandbeck.

Det er vigtigt at huske på, at der er et mirakel, der er endnu større end opstandelsen, nemlig at Gud findes, mener Lars Sandbeck.

Af Jesper Svendsen

I anledning af påsken har folkekirken.dk besøgt teolog og forfatter Lars Sandbeck på Vartov midt i København. Her sidder han og tænker over, hvordan kristendommens budskaber kan formidles, så de giver mening for moderne mennesker i 2016. Med rådhusklokkernes sagte klemten som baggrundsmusik, giver han sit bud på, hvordan vi skal forstå opstandelsen, som er et af påsketidens helt centrale budskaber.

Ifølge Lars Sandbeck kan man forstå påskebudskabet på en række forskellige måder, men en fælles kerne for dem alle er, at Gud ikke kun ønsker at dele livet med os, men også døden.     

- Det vigtige som påskebudskabet fortæller os er, at vi, heller ikke når vi dør, bliver adskilt fra Gud. Gud er gået hele vejen ind i døden for at være 

Lars Sandbeck
Født 1974
Lektor i teologi ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter
Forfatter til en række bøger om systematisk teologi, senest 'Kristi opstandelse - sprog og virkelighed' Eksistensen 2016

sammen med os. For os betyder det, at i det øjeblik vi dør, så falder vi ikke ud i det rene ingenting, men bliver grebet af Guds hænder. Døden bliver derfor ikke en afslutning, men en overgang til en ny tilværelse. Det er det helt centrale i påskens fortælling.

Ifølge Lars Sandbeck er kernen i troen på opstandelsen, at døden ikke er den definitive slutning på alting. Det giver mennesket et håb i livet, fortæller han: 

- Vi ved med 100 procent sikkerhed, at vi skal miste alle, vi holder af og nogensinde har elsket. Enten dør vi fra dem, eller også dør de fra os. Før eller siden er det slut. Håbet ligger deri, at vi igen bliver forenet med alle dem vi har elsket. Vi bliver også forenet med vores fjender, men det er en anden side af sagen. Døden er ikke den definitive afslutning. Det kan man så kalde utopisk og virkelighedsfjernt, men det kristne håb er altid et håb på trods. Det er ikke, fordi man er idiot, eller fordi man fornægter tilværelsens til tider barske vilkår, men fordi man tror og håber på trods.

Evangeliet klarer sig uden krykker

Lars Sandbeck mener ikke, man bør interessere sig voldsomt meget for de faktiske historiske detaljer eller lede efter indikationer og beviser for at sandsynliggøre, at begivenhederne i påskens fortælling historisk har fundet sted:

- Der er selvfølgelig nogen, der ønsker, at det var historisk plausibelt, at graven var tom, som om det kan være med til at bevise noget. Men det er jo at udstyre evangeliet med krykker for at det kan stå stabilt, og evangeliet kan sagtens klare sig uden krykker. Man må sætte sin lid til Guds ord, i stedet for at lede efter beviser, for hvis man gør det, siger man jo, at Guds ord ikke er stærkt nok i sig selv, og at vi menneskers bør stole lidt mere på vores egen bevisførelse. Det mener jeg er en form for vantro.

Lars Sandbeck minder om, at det er vigtigt at huske på, at der er et mirakel, der er endnu større end opstandelsen, nemlig at Gud findes. 

- Hvis du kan forholde dig positivt til tanken om, at Gud findes, så giver det også mening at tale om opstandelse. Og her er det bedre at tale om Kristi opstandelse, end om Jesu opstandelse for dermed at undgå at tale for historisk om det og sige ”det var da mirakuløst, at opstandelsen fandt sted”. Nej! Det store mirakel er derimod, at der findes en Gud, som gider at have en fælles historie med mennesket, og som vil tage del i vores liv og død. Set i det lys, er opstandelsen det mindste mirakel! Den er vel at mærke ikke tilværelsens mirakel, men Guds mirakel. Forudsætningen for at tale om opstandelse er, at Gud er der og ikke omvendt.

Hvorfor er det bedre at tale om Kristi opstandelse end Jesu opstandelse?

- Det er for at minde om, at opstandelsen skal forstås i det rette perspektiv. Opstandelsen er ikke en fortidig hændelse, men Guds frelsende indgriben i historien. Kristus er en guddommelig person, og hvis vi kun siger Jesus, er der en risiko for, at vi kommer til at tænke på det historiske menneske, der levede engang.

Vi kan ikke vide, men tro

Hvis man helt glemmer den historiske begivenhed, bliver det så ikke bare til litterær fiktion?

- Den sondring synes jeg ikke giver mening. Evangelierne indeholder fiktive elementer, som vi ikke kan trænge bag om, da vi jo ikke ved, hvad der egentlig skete, men derfor er de jo ikke nødvendigvis løgn. Og er det overhovedet vigtigt for os? Vi kan ikke vide, at Gud gennem Kristus har frelst os fra døden – det må vi nøjes med at tro. 

Fortællingen om opstandelsen kan virke fjern for mange mennesker i dag. Hvad kan vi bruge den til?

- Man skal passe på med at tænke ”bruge” på samme måde, som man bruger sin iPhone. På den måde har kristendommen ikke en brugsværdi. Først og fremmest må man være åben og nysgerrig overfor, at der kan være noget vigtigt på spil i opstandelsens budskab. Det er en fantastisk glædelig begivenhed for os mennesker, at Gud er nær. For hvis han ikke var det, ville der være død og mørke i stedet for lys og liv. Hvorfor opstod Jesus ikke om eftermiddagen? Fordi solen var på vej ned! Selvfølgelig opstod han tidligt om morgenen, hvor mørket fortrænger lyset. 

Ifølge Lars Sandbeck giver kristendommen det enkelte menneske mulighed for at få fred med sig selv på trods af fejl og mangler.

- Kristendommen giver jo det enkelte menneske mulighed for befrielse. Erfaringen af at stå helt alene med sit eget liv, sine succeser eller fiaskoer bliver modsagt på en meget konstruktiv måde og erstattet af en mulighed for at kunne leve med sig selv, som man nu engang er og med de fejl og mangler, man nu engang har. Man kan beskrive det sådan, at vi mennesker ikke skal tilrane os vores egen skæbne, men den derimod er noget, vi er udleveret til. 

Som et eksempel bruger Lars Sandbeck sit eget liv, hvor de mest betydningsfulde ting ikke er noget, han selv har besluttet eller kan rose sig selv for:

- Alle de afgørende ting i tilværelsen får vi foræret: Jeg har ikke valgt, at jeg skulle møde min kone, jeg har ikke valgt, at vi skulle få sunde og raske børn, og jeg har egentlig heller ikke valgt, at jeg skulle være glad for dem. Det er alt sammen noget, jeg har fået foræret, og det kan jeg ikke rose mig selv for. At jeg har fået dem ind i mit liv, det kan kun beskrives som gaver. Det samme med min passion for at studere,  som jeg heller ikke selv har bestemt mig for. Den er også en gave – og selvfølgelig også en opgave, ligesom mine børn, der jo skal opdrages. Jeg tror, man viser sin grundlæggende taknemmelighed ved at tage vare på den opgave.

LÆS OGSÅ:

Niels Henrik Gregersen: Opstandelsen gør kristendom til nutid

Asger Christen Højlund: Vi skal undre os