Opstandelse
Vi skal undre os

Vi skal undre os

Evangeliet om opstandelsen skal fortælles jordnært og konkret, mener professor ved Menighedsfakultetet, Asger Christen Højlund.

Den konkrete historiske begivenhed er Asger Christen Højlunds udgangspunkt, når han taler om opstandelsestro.

 Af Jesper Svendsen

Professor Asger Christen Højlund er doktor i luthersk teologi og har siden 1979 været forsker og underviser på Menighedsfakultetet i Århus. Opstandelsen tager for ham udgangspunkt i en helt konkret og historisk begivenhed. 

Hvor konkret skal man forstå opstandelsesberetningen? Var Jesus en konkret person i kød og blod, der rejse sig op og gik ud af graven? 

- Ja, sådan tror jeg det er, og sådan siger beretningerne, det er. Jeg tror, det er enormt vigtigt at tro helt konkret, for ellers forsvinder budskabet ud i den blå luft og bliver reduceret til en eller anden form for krydderi på tilværelsen, og så mister det sin sprængkraft.

Hvad er det for en sprængkraft?  

- Der tales sommetider om opstandelsen som en slags forsonende poetisk lys ind over livet, og at budskabet ikke skal forstås konkret, men mere poetisk, 

Asger Christen Højlund
Født 1951
Professor ved menighedsfakultetet i Aarhus
Forfatter til en række bøger om luthersk teologi

som når man lytter til musik eller læser poesi og bliver opløftet i hjertet og måske får mod på tilværelsen. Men det er hult, synes jeg, for så forbliver opstandelsesbudskabet i uvirkelighedens verden, og døden får det sidste ord. Når jeg derimod forstår Jesu opstandelse som en konkret opvækkelse fra de døde, er det jo på samme tid utroligt og enormt forargende! Og det er lige præcis det utrolige og det forargelige, der rigtig rykker. Det er sprængkraften.

Asger Christen Højlund uddyber: 

- Den helt konkrete historiske begivenhed er mit udgangspunkt. Jeg kan slet ikke forestille mig, at de første kristne ville have gjort det, de gjorde, og troet det, de troede, hvis ikke graven var tom påskemorgen. Og det tror jeg i høj grad på den var, på den måde som det står beskrevet i det nye testamente.

Tanken kan ikke rumme opstandelsen

Ifølge Asger Christen Højlund sprænger opstandelsen vores virkelighed:

- Den Jesus, disciplene mødte, var på samme tid ham, de kendte, og en anden. På den måde adskiller Jesu opstandelse sig fra andre dødeopvækkelser, vi møder i evangelierne, for eksempel Lazarus’. Jesus er opstået til evigt liv. Et liv, som vores tanke og forestilling ikke kan rumme. Men det var altså noget, der skete med ham som konkret menneske. Graven var tom.

Hvad betyder det for din udlægning af den kristne tro?

- Opstandelsen er det helt centrale omdrejningspunkt og der, hvor kristentroen begynder. Det har for mig personligt været et omdrejningspunkt for min egen tro. I min gymnasietid læste jeg en bog, der fik mig til at se, at det nye testamente var realistisk virkelighed, og at det betød noget i mit liv. Den oplevelse satte noget i gang hos mig. 

Man kan ifølge Asger Christen Højlund forstå genopstandelsen som Guds plan, der kommer til syne for mennesket:

- Biblen handler for mig om, at Gud startede noget, som så gik i stykker, og som Gud derfor vil genoprette. I det gamle testamente vokser der et håb frem om, at Gud i de sidste dage vil fuldende historien, og den historie vil blandt andet give sig til udtryk i de dødes opstandelse, står der. Og det er den virkelighed – den del af Guds plan – der kommer til syne med Jesu opstandelse. 

Hvordan skal man formidle påskens opstandelsesbudskab i dag? 

- Det er bestemt ikke let! Jeg vil foretrække at fortælle historien og gøre meget ud af at fortælle den så levende, at dem, jeg fortæller den til, tror på den. Der findes ikke et bedre sprog til den historie, end det vi allerede har i evangeliet. Samtidig vil jeg forklare, at det ikke kan passe, at det er noget de har fundet på, de her disciple. Hvorfor skulle man gå i døden for en historie, man har fundet på? Jeg vil prøve at få folk til at forstå, at opstandelsen ikke er religiøs fantasi, men grangivelig virkelighed!

Det Ny Testamente er nøgne fakta

Asger Christen Højlund går ind for at fortælle historien så jordnært og konkret, som man nu kan, også selvom det er en historie, der er alt anden end jordnær:

- Det nye testamente er, som jeg ser det, nøgne fakta. Jeg tror ikke på, at filosofiske forklaringer hjælper os ret meget på vej. Så hellere fortælle historien på den måde som evangelieberetningerne gør, nemlig enormt detaljeret og samtidig helt nede på jorden. Jeg er selvfølgelig helt med på, at det kræver et ”spring” af den anden verden at forstå det. 

Selvom evangeliet ifølge Asger Christen Højlund beskriver Jesu opstandelse konkret og sandt, er der stadig plads til undren, mener han:

- Vi skal fortælle historien igen og turde stille os selv det spørgsmål: Tænk, hvis det er sandt det her! 

Er det det samme som at undre sig?

- Ja, præcis. Vi skal bruge påsketiden til at undre os og samtidig lade påsken være en stor glædesdag. Vi skal undre os og glæde os!

Selv forbinder Asger Christian Højlund i høj grad påsken med Jesu lidelseshistorie, der minder os om Guds kærlighed:

- Her op til påske tænker jeg selv ikke så meget på opstandelsen, men derimod på Jesus, der havde en helt anderledes måde at reagere på end os andre: At han påtager sig lidelse og gør det for vores skyld, rummer en ufattelig kærlighed til os. Tænk, at han ville dø i stedet for os, og tænk, at han ville tage vores synder på sig og føre os tilbage til Gud.

Mange vil måske spørge sig selv, hvad de i dag kan bruge påskens fortælling om opstandelsen til?

- Fortællingen betyder, at vi mennesker gives et håb og ikke behøver at klamre os til livet og pine alt ud af det. Vi går ikke glip af noget i tilværelsen, og den vished giver os en ro i livet og holder panikken fra døren.

Ifølge Asger Christian Højlund er der også en mere social dimension af opstandelsens fortælling:

- Opstandelsesfortællingen giver os evighedshåbet, men den giver os også et dennesidigt håb for det liv, som leves mellem mennesker. Det minder os om, hvordan det kunne og burde være. På den måde får vi mulighed for at engagere os og gøre op med de kræfter i verden, der er undertrykkende og egoistiske.

LÆS OGSÅ:

Niels Henrik Gregersen: Opstandelsen gør kristendom til nutid

Lars Sandbeck: Døden er ikke en definitiv afslutning