Fortsæt til hovedindholdet
21. april 2026

Endnu en præst til grønlændere i Danmark på vej

På årets andet bispemøde drøftede biskopperne blandt andet situationen i Grønland og arbejdet med en fælles kommunikationsstrategi.

På bispemødet i Fyens Stift den 14. til 16. april 2026 var der som altid en del på dagsordenen. Herunder en orientering fra Grønlands Stift, som man kan læse øverst i bispemøde-referatet, som netop er udgivet.

Biskop Paneeraq Siegstad Munk orienterede blandt andet om en ny bevilling på finansloven for 2026, som giver mulighed for at ansætte endnu en præst til betjening af grønlændere i Danmark. Det anbefales, at stillingen placeres i Jylland. I dag er der kun ansat én præst for hele den grønlandske menighed i Danmark.

LÆS MERE: Grønlændernes præst i Danmark: Åndelige overhoveder, kom nu!

Derudover blev biskopperne orienteret om, at Grønland stadig oplever øget international opmærksomhed, hvilket har medført rådgivning fra både Kirkernes Verdensråd og Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, også på det journalistiske område.

På baggrund af orienteringen ønsker biskopperne at fortsætte samtalen om relationerne i rigsfællesskabet. Som det fremgår af referatet:

"Biskopperne ønsker ved en senere lejlighed at drøfte med Paneeraq Siegstad Munk, hvordan folkekirken kan bidrage til en forsoning mellem grønlændere og danskere."

LÆS MERE: Bispemøde

Digital kommunikationsstrategi

Biskopperne drøftede også arbejdet med en fælles digital kommunikationsstrategi for folkekirken. Anden fase af arbejdet, som omfatter en kortlægning af mulige indsatser og handlinger, er ved at være afsluttet og danner grundlag for det videre arbejde med at styrke folkekirkens samlede kommunikation

LÆS HELE REFERATET HER