Feltpræsten kommer tæt på det, soldaterne ikke viser andre
Bag uniformen kæmper soldater med mange af de samme bekymringer som os andre: om at slå til, om dem derhjemme og om det, der kan gå galt. Men under en udsendelse bliver konsekvenserne større, savnet stærkere og frygten sværere at indrømme. I samtaler med feltpræst Nina Dyrhoff Nyegaard kan de lade facaden falde.
For feltpræst Nina Dyrhoff Nyegaard flagdagen også en anledning til at rette opmærksomheden mod de unge værnepligtige. Og mod det, de kan få brug for at holde fast i, når situationen bliver alvorlig. Foto: Lærke Weensgaard / Forsvaret
Charlotte Kongsgaard Nielsen
Forleden stod hun ude i en skov. 50 unge mennesker sad og kiggede på hende, og selv om de var på øvelse i fredelige omgivelser på Vestsjælland, fornemmede hun en alvor iblandt dem. Nina Dyrhoff Nyegaard befandt sig i skoven for at holde gudstjeneste for et nyt hold værnepligtige. Og her er netop alvor noget af det, hun skal hjælpe de unge soldater med at forholde sig til.
Som feltpræst ved Nina Dyrhoff Nyegaard nemlig, hvad der kan vente på den anden side af de øvelser, de nye hold værnepligtige lige nu er på. For et år siden vendte hun hjem fra en udsendelse til NATO’s styrker i Baltikum, og her kom hun helt tæt på soldaterne og de tanker, bekymringer og dilemmaer, der fylder hos dem.
- Soldater er ikke anderledes end alle andre mennesker. Vi frygter alle sammen, at vi ikke er nok, at vi ikke slår til. Men for soldater kan fejl og utilstrækkelighed koste liv, så dagligdagen og bekymringer bliver forstørret i ekstrem grad, når man er udsendt. Derhjemme handler mange af vores utilstrækkelighedsfølelser i virkeligheden om forfængelighed. Når man har med våben at gøre, kan det gå galt, siger Nina Dyrhoff Nyegaard.
LÆS MERE: Feltpræst i Letland: "Der er en anden alvor blandt soldaterne nu"
Præsten kan de ikke tabe ansigt overfor
Også savn til dem derhjemme fylder ofte hos soldaterne. Hvordan det mon går derhjemme, og især når det ikke går godt, er det svært at være så langt væk. Nogle opsøger Nina Dyrhoff Nyegaard til fortrolige samtaler, mens andre bare gerne vil drikke en uformel kop kaffe i lejren, hvor der opstå spontane snakke.
- I virkeligheden er jeg bare et medmenneske, som lytter. Som præst i Forsvaret er jeg uden for rangorden. Jeg er lige med majoren, med konstablen og den menige, og ingen af dem skal præstere noget foran mig. Jeg noterer ikke noget nogen steder, og det betyder noget for dem, at jeg ikke er en chef, der sætter en anordning i papiret. En præst kan de ikke tabe ansigt overfor, siger hun.
Når først skuldrene har sænket sig, sker der ofte noget, oplever Nina Dyrhoff Nyegaard. Indimellem bevæger samtalen sig videre til de store spørgsmål i livet.
- Der er meget med tilgivelse og tro. Kan Gud tilgive en soldat, der har slået ihjel? Hvad hvis man fejler og er skyld i, at andre dør? Hvorfor er der overhovedet krig, hvis Gud er god? Nogle soldater har nemmere ved at være asatroende og identificere sig med krigerguden Thor. Alligevel kommer de til mig og kan se en mening med kristendommen også: At vi mennesker er mere end store krigere. Vi har også brug for tilgivelse.
Frygt som et vilkår
Og så er der den følelse, som kan være særlig sårbar at sætte ord på som udsendt: frygt.
- For nogen er det meget svært at sige højt, at de er bange, men i samtaler med mig kan facaden falde. Når jeg holder gudstjenester i felten, taler jeg ofte om, at man som soldat må acceptere frygten som et vilkår for jobbet. Jeg siger til dem, at når alt ser værst ud, må vi håbe på, at Gud hjælper os med at have frygten med os uden at lamme os, siger hun.
Den 5. september markeres Danmarks udsendte på flagdagen. For Nina Dyrhoff Nyegaard er dagen også en anledning til at rette opmærksomheden mod de unge, der vælger at tage af sted. Og mod det, de kan få brug for at holde fast i, når situationen bliver alvorlig.
- Som udsendt har jeg især lært, at i det meningsløse og i kaos får mange mennesker brug for helt banalt at folde hænderne og bede en lille bøn. Og jeg har kæmpe respekt for de unge mennesker, der har gjort sig store tanker og overvejelser om at tage af sted, og som gør det med stolthed og for at kæmpe for det, vi tror på i Danmark, siger hun.